"Mennesker kommer aldrig til at vide, hvordan det føles at løbe vildt og vanvittigt rundt i stuen"
Interview med Misty, CoCo og Poul Lange

"Mennesker kommer aldrig til at vide, hvordan det føles at løbe vildt og vanvittigt rundt i stuen"

3. november 2022

En håndbog til bevaring af freden i hjem, hvor katte og mennesker lever sammen.

Med billeder fra deres hverdag kaster de to amerikanske katte, Misty og CoCo, lys på hverdagssituationer, der kan gøre samværet mellem katte og mennesker mere gnidningsfrit – og måske give læsere en dybere indsigt i sig selv?

Misty og CoCo har i samarbejde med deres menneske, Poul Lange, lavet en fotobog, hvor de sætter ord og billeder på en dagligdags små og store hændelser. Poul Lange er dansk grafiker, fotograf, illustrator og bosat i Los Angeles, Californien.

CoCo, hvorfor har I skrevet denne bog?

Fordi hundene ikke kunne finde ud af det. Spøg til side, vi havde noget tid på hånden (eller rettere poten) under nedlukningen, og så overtalte vi vores menneske, Poul, til at hjælpe os med at formidle nogle sandheder til menneskeheden. Inden vi vidste af det, var der en forlagsaftale i hus, og resten er historie, som de siger.

Misty, hvad er det katte kan lære mennesker?

Hvor lang tid har vi? Det korte svar er: Stort set alt. Men det vigtigste budskab er, at mennesket ikke er den eneste dyreart på planeten. Det har de det med at glemme, og det bringer dem konstant ud i alvorlige problemer.

Hvad er det for nogle problemer?

Hmmm, klimakrise for eksempel. Hvis menneskene havde tænkt lidt dybere over, hvordan det er at være orangutang i Borneo eller isbjørn i Grønland, ville de måske have været lidt tidligere ude med planer for at redde kloden.

CoCo, hvad er den vigtigste egenskab, man skal have som kat for at håndtere mennesker?

Det er uden tvivl tålmodighed. Hvor mange gange skal vi diskutere, om det er okay at hoppe op på køkkenbordet? Heldigvis har vi katte et langt større forråd af tålmodighed end menneskene. Måske fordi vi har ni liv, hvem ved?

Misty, kan du give en generel karakteristik af mennesket set fra jeres perspektiv?

Med et ord: Forudsigelig. Der er virkelig ikke de store overraskelser i deres adfærd. Mennesker kommer aldrig til at vide, hvordan det føles at løbe vildt og vanvittigt rundt i stuen. Op og ned ad væggene. Det er ret fedt.

CoCo, hvad er efter din mening den største hemmelighed om mennesker?

Som Misty nævnte, er de ret gennemskuelige. Men der er en ting, vi aldrig har forstået: Hvorfor forlader de hjemmet i så lange perioder hver dag? Hvor lang tid kan det tage at skaffe den smule kattemad, de serverer for os? Ikke for at beklage os, vi værdsætter det privatliv, deres fravær giver os.

"Hvor mange gange skal vi diskutere om, det er okay at hoppe op på køkkenbordet?"

Misty, hvilken indflydelse, tror du, at I katte har på menneskers liv?

Det har adskillige undersøgelser jo klarlagt: Lavere blodtryk, mindre stress, bedre forståelse af yoga. Og med denne bog håber vi også at kunne forøge deres intellektuelle kapacitet.

Poul, hvad mener ud om alt det, Misty og CoCo siger?

Jeg vil svare med et citat fra den amerikanske forfatter Charles Bukowski: "Katte har uden besvær lært mig alt, hvad der er at vide". Sådan har jeg det også. Bukowski gjorde sig særligt bemærket med sin skrivestil med et råt billedsprog og sort humor.

Han er den oprindelige 'dirty old man' i amerikansk litteratur, men med årene blev han mindre og mindre 'dirty' og skrev flere og flere digte om katte. En meget nådig skæbne, synes jeg.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu