Forfatteren bag djævelsk underholdende fortælling om 1700-tallets Stockholm
Interview med Niklas Natt och Dag

Forfatteren bag djævelsk underholdende fortælling om 1700-tallets Stockholm

February 26, 2021

Niklas Natt och Dag modtog priser og stjerneregn for sin debut '1793'. Her fortæller han om andet bind i noir-trilogien, om sit særlige efternavn, og om hvad litteraturen betyder for ham.

Med din første noir-roman, 1793, tog du læserne med tilbage til et grusomt, mørkt og møgbeskidt Stockholm. Nu er du aktuel med næste bind, 1794 – hvad handler den om?

Året efter begivenhederne i 1793 er Cecil Winge død, og Mickel Cardell føler ikke længere, livet har nogen mening. Næsten som en dårlig vittighed bliver en nødstedt mor henvist til ham for at bede om hans hjælp, og da Cecils yngre bror samtidig dukker op på jagt efter slægtningens forsvundne lommeur, griber Cardell muligheden for endnu en gang at retfærdiggøre sin eksistens. Anna Stina Knapp skal snart føde sit barn, da omstændighederne omkring hende pludselig ændrer sig drastisk.

Mange vil måske tro, at du skriver under pseudonym, da du har et helt særligt efternavn. Hvor stammer det fra?

Jeg er vant til pseudonym-mistanken – allerede inden jeg blev forfatter. Hver gang jeg viser legitimation for at hente pakker på posthuset, plejer jeg at blive spurgt, om jeg selv har fundet på mit navn.

Natt och Dag er en gammel svensk adelsslægt – faktisk den ældste nulevende, helt tilbage fra 1280. Engang var vi mest kendt for et berygtet øksemord i midten af 1400-tallet. For øvrigt huggede danskerne, under Christian 2., mange hoveder af mine slægtninge under Det Stockholmske Blodbad i 1520.

Billede af hovedpersonen

Har du altid vidst, at du ville skrive?

Jeg var et ret ensomt barn, som tidligt opdagede, at bøger tilbyder et perfekt alternativ til verden udenfor. Som ung blev jeg opmærksom på den magi, der ligger i at føle et tæt bånd til en forfatter alene gennem teksten. Fra det øjeblik stod det klart for mig, at forfatter er noget af det bedste, man kan være. Det er et selskab for dem, der ikke har noget.

Men der gik lang tid inden, jeg syntes, at jeg havde noget at skrive om og fandt mod til at udfordre det tomme papir. Jeg troede naturligvis aldrig, at jeg ville kunne forsørge mig selv ved at skrive bøger, men nu hvor det faktisk er tilfældet, ser jeg det som en meget privilegeret tilværelse, hvor de største trusler er tristesse, ensomhed og selvoptagethed.

Hvad har inspireret dig til at skrive bøgerne?

Jeg blev først og fremmest inspireret af tre forskellige værker, som jeg elsker. Cormac McCarthys Blodets Meridian, som er en meget voldelig skildring af skalpjægere i det amerikanske Vesten, men som bliver noget helt andet i kraft af et sprog, der næsten kan sammenlignes med en gotisk katedral.

Alan Moores grafiske romanserie From Hell, der ihærdigt leder efter bevis om på, at Jack the Rippers voldsomme fremfærd i London i slutningen af 1800-tallet kun var et symptom på langt værre råddenskab i det victorianske samfund.

”Man imponeres over den research, der gang på gang sætter scenen … Det er djævelsk godt” - Berlingske om '1793'.

Men måske først og fremmest Umberto Ecos Rosens navn fra 1980, som jeg læste, da jeg var ganske ung og igen som voksen. Jeg blev fascineret af den mesterlighed, som bogen er konstrueret med – den er imponerende på flere planer, der slet ikke burde kunne fungere sammen, men alligevel gør det.

Karaktererne Cardell og Winge fra min første bog er jo et klassisk eksempel på et litterært umage makkerpar med ligheder fra Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes og Dr. Watson til Patrick O’Brians karakterer Aubrey og Maturin – men nok mest af alt, har jeg indset, Haddock og TinTin.

Handlingen er sat i slutningen af 1700-tallet, der var en mørk periode i Sveriges historie. Hvad fascinerer dig ved den tid?

Jeg har siden teenageårene været meget glad for den svenske digter og komponist Carl Michael Bellman, og især den måde hans viser blev genfortolket på af en ny generation af trubadurer fra arbejderklassen i 1960’erne og 70’erne. Indtil da var Bellman-traditionen mest et middelklassefænomen, hvor folk klædt i parykker og rokokokostumer sang flerstemmige korarrangementer.

De nye fortolkninger fandt snavs, hor og sjofelheder i alt det smukke, og det gjorde det kun endnu smukkere. Bellmans Stockholm er på mange måder et forfærdeligt sted præget af politisk kaos, tvivlsom hygiejne og en spædbarnsdødelighed på halvtreds procent, men hvor livet trods alt spirede mod alle odds.

Billede af hovedpersonen

I bøgerne følger vi Mickel Cardell og Anna Stina Knapp. Hvem er de? Og hvordan adskiller deres liv sig fra vores?

Mickel Cardell er en tidligere soldat, som mistede sin venstre arm, da den svenske flåde mødte den russiske ved Svensksund i 1790. Siden da har han slået sig på flasken og tjener penge som vagt for en slags sædelighedspoliti i Stockholm, hvor man ofte placerede invalide krigsveteraner, når de ikke kunne få andet arbejde. Anna Stina Knapp er en ung pige født uden for ægteskabet, der bliver forsvarsløs, da hendes mor dør.

Udover at vi i dag lever væsentligt længere, er den største forskel, at de dengang levede i et langt tydeligere klassesamfund, hvor alle former for social mobilitet i princippet var umulig, og hvor retssikkerheden var temmelig vilkårlig.

”Som historisk roman er den med sine præcise detaljer voldsomt suggestiv. Som fortælling er den tilsvarende voldsomt fascinerende" - Jyllands-Posten om '1793'.

Det må have krævet en hel del research at kunne skildre miljøet i bogen. Er du stødt på historier eller fakta, som har gjort særligt indtryk på dig?

Da 1793 var udkommet, var der mange, der påpegede, at det var et meget usminket billede af det svenske 1700-tal, og jeg måtte spørge mig selv, om jeg havde overdrevet – om jeg havde malet med mere dystre farver, end det fortjente.

Da jeg begyndte at researche til 1794, fandt jeg en videnskabelig afhandling om Danvikens galeanstalt og fandt der en tekst om en af de største bedrifter inden for mental sundhed i slutningen af 1700-tallet, en såkaldt svingemaskine. Den kan bedst beskrives som en stor centrifuge, hvor patienten blev bundet til en båre, som derefter skulle svinge rundt ”indtil der stod blod ud af ører og øjne”.

Tanken var, at sjælen, der var gledet lidt skævt inde i kroppen og dermed forårsagede vanvid, kunne lokkes tilbage på ret køl gennem en ekstrem fysisk oplevelse. Den læge, der fik til ansvar at evaluere maskinen, skrev kort, at den ikke var så effektiv til at kurere psykiske sygdomme, men var ”fantastisk effektiv, der hvor afføringsmidler svigtede”. Det er så absurd, at jeg ikke kunne bruge det i bogen.

Hvad betyder litteratur for dig? Hvad synes du, at den kan, når den er allerbedst?

Det er en almindelig misforståelse, at vi bliver bedre mennesker af at læse. Sådan er det naturligvis ikke. Jeg faldt på et tidspunkt over et citat i en Houllebecq-bog, der slog mig hårdt, men hvis påstand, jeg ikke kan bestride: ”Glade mennesker læser ikke bøger”. Ta’ den.

"Man læser bøger ligesom en vampyr suger blod ... Tekst er et fuldstændigt overlegent medie. Det kender ingen grænser."

Det, litteratur derimod kan gøre, er, at berige et liv med oplevelser, der ikke kan opnås på nogen anden måde; at se steder og tænke tanker, som ellers ville have været utilgængelige. Vi får adgang til oplevelser, der kan komprimere hundreder af år ned til en enkelt levetid: din egen.

Man læser bøger, ligesom en vampyr suger blod. Og selvom Netflix måske er ret underholdende, er tekst et fuldstændigt overlegent medie. Det kender ingen grænser.

Hvilken bog, synes du, alle bør læse?

På sporet af den tabte tid … næ. Ulysses af James Jo … nej. Infinite Jest af David Fo… nej. Det er et meget svært spørgsmål at svare på. Prøv at læse den bog, som betyder meget for en, du elsker, og den som din værste fjende hader. Og bagefter det modsatte.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu