I 'Punktum punktum komma streg' har Pia Konstantin Berg taget udgangspunkt i det studiemiljø, hun selv kender fra SDUs journalistuddannelse.
I den romantiske komedie følger vi 23-årige Nora, der modvilligt er vendt hjem til Odense for at læse journalistik. Byen minder hende om alt det, hun har brugt de seneste tre år på at glemme, men måske er en ny begyndelse lige det, hun har brug for? Noget, hun i hvert fald ikke har brug for, er en arrogant og bedrevidende underviser, som kan se lige igennem hende ... Eller har hun?
Der er forviklinger og følelser, kikset kærlighed, studieliv og journaliststuderende med svulmende egoer.
Her fortæller Pia Konstantin Berg om bogen og baggrunden for den, sit forhold til romcom-genren – og om en særlig lidelse, som både hun og hendes hovedperson er ramt af, og som er ret uheldig for journalister.
Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?
Jeg har oversat en række romcoms af den amerikanske forfatter Ali Hazelwood, og de er ofte centreret omkring den naturvidenskabelige universitetsverden, hun selv er en del af. Det har været interessant at få et indblik i det ret nørdede amerikanske studie- og forskermiljø, jeg personligt ikke kendte meget til, og det fik mig til at tænke tilbage på min egen tid som studerende ved Center for Journalistik på SDU.
Mens jeg sad og oversatte, opstod idéen til romanen pludselig, og fordi den udspringer af noget, jeg kender så godt, væltede historien lynhurtigt frem. Jeg synes, der er så mange sjove og skæve typer i journalistmiljøet, og det har været underholdende at vække gamle studieminder til live og integrere dem i fiktionshistorien.
Hvordan vil du beskrive Nora, din hovedkarakter?
Nora er, i begyndelsen, en ret indelukket karakter, som forsøger at skubbe fortidens traumer fra sig ved at holde folk på sikker afstand og feste sig væk fra virkeligheden. Hendes far, en anerkendt journalist og dobbelt Cavlingvinder, har været ude for en alvorlig ulykke under en researchtur i Mellemøsten og lider nu af 'Locked-In syndrom', hvilket betyder, at han hverken kan bevæge sig eller tale.
Nora, som altid har set op til sin far, synes, at hans liv efter ulykken er uværdigt, og da hun er overbevist om, at han hellere ville have været død end at leve så begrænset, beslutter hun sig for, at han er død for hende. Hun har derfor ikke besøgt ham i de tre år, han har ligget ubevægelig på et plejehjem.
Men efterhånden som følelserne for Mads blomstrer, begynder Noras facade at krakelere, og gennem forelskelsen oplever hun den nødvendige personlige forløsning, som giver hende modet til at opsøge sin far igen.
Er der noget af dig selv i Nora?
Det var ret vigtigt for mig, at Nora som karakter ikke lå alt for tæt op ad, hvordan jeg selv var i studietiden, og derfor er hendes baggrundshistorie helt anderledes end min egen.
Samtidig har jeg ikke helt kunnet undgå at lægge en del af mig selv, min stil og ikke mindst mine tanker og bekymringer fra studietiden over i hende. Hun bor på samme gade, som jeg gjorde, frekventerer de samme værtshuse og er lige så begejstret for neon, som jeg selv er.
Så på én gang er hun en fremmed og velkendt karakter for mig. Spændende og tryg. Og så er hun helt klart bedre til at komme med alle de "snappy comebacks", jeg selv var alt for stor en kylling til at levere, da jeg var studerende.
På den måde kan det være så dejligt forløsende at genopleve en periode af sit eget liv gennem en anden.
Punktum punktum komma streg er en moderne romantisk komedie. Hvordan er dit eget forhold til romcom-genren, og hvad ville du gerne selv bidrage med til den?
Et af mine formål med bogen har været at skrive en kærlighedshistorie, der ikke er så poleret.
Jeg er ofte stødt på historier om unge kvinder, der bliver forelskede i store, stærke, kompetente, veludrustede mænd, og jeg har haft lyst til at udfordre den stereotype opfattelse af, hvad der er tiltrækkende – blandt andet ved at have to karakterer, som bliver forelskede i hinandens usikkerheder, fejl og mangler.
Det synes jeg er vigtigt for at få fiktionen til at matche virkeligheden bedre i stedet for at opstille urealistiske og unuancerede drømmescenarier. Her kan jeg også trække på erfaring fra mit eget liv.
Da jeg mødte min mand, brugte vi det meste af første date på at opremse alle vores knap så flatterende træk. Det blev nærmest en battle om, hvem der kunne virke mindst tiltrækkende, men endte med at have den helt modsatte effekt. Jeg blev forelsket i hans sårbarheder og syntes, han var tiltrækkende og stærk, netop fordi han turde blotte sig så meget.
Derfor er sårbarhed og ærlighed også en vigtig faktor i kærlighedshistorien mellem Nora og Mads – og noget, der kan komme en hel del humor ud af.
Hvordan er bogen blevet til?
Da jeg fik idéen til bogen, havde jeg på ingen måder plads i kalenderen til at skrive den, men jeg kunne mærke, at den bare ville ud, så jeg gav mig selv en udfordring: Inden for en måned skulle jeg have skrevet første udkast, for mere tid havde jeg ikke mulighed for at afsætte. Og det lykkedes.
Undervejs i redigeringsprocessen har jeg været tilbage på SDU for at se, hvad der har ændret sig siden min egen studietid, og det er overraskende nok ikke meget. Da jeg begyndte i 2006, var Center for Journalistik topmoderne med digitale nyhedsbånd og spritnye fladskærme på Medietorvet. Så vidt jeg ved, er det de samme skærme, der hænger der i dag, nu knap så hightech.
Hvordan er dit eget forhold til det sted og uddannelsen?
Da jeg blev færdiguddannet i 2010, var jeg så ivrig efter at komme væk, at jeg ikke regnede med, at jeg nogensinde skulle genbesøge stedet, men faktisk blev jeg inviteret tilbage som gæstelektor for et par år siden – noget, jeg aldrig havde troet ville ske, for jeg var virkelig ikke en mønsterelev. Jeg blev da også udelukkende inviteret, fordi jeg skulle tale om, at jeg har valgt ikke at arbejde som journalist, hvilket vist var rimelig uforståeligt for en del af de studerende.
I efteråret 2023 var jeg endnu en gang tilbage, fordi Center for Journalistik fejrede 25-års jubilæum, og mine tidligere studiekammerater havde hørt rygter om gratis øl og pøllevogn. Det var virkelig sjovt at falde tilbage i de gamle roller for en aften, blandt andet sammen med min makker, der er næsten lige så afhængig af chips som Noras makker, Boris, er i bogen.
Hvilke emner, historier, karakterer eller oplevelser har særligt optaget dig i arbejdet med bogen?
Jeg synes, det har været sjovt at skabe alle karaktererne på og omkring Medietorvet. Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen alt for meget ved at sige, at journalister – og måske særligt journaliststuderende – har en tendens til at være rimelig højrøstede, diskussionslystne og i nogle tilfælde en smule selvfede på den øretæveindbydende måde, og det er jo en sand fest at skrive den slags karakterer frem.
Jeg var ikke selv specielt glad for at studere, men jeg havde det generelt godt med mine medstuderende, og fordi jeg var omgivet af så mange forskellige typer, blev det aldrig kedeligt. Det var primært på grund af dem, at jeg klarede mig igennem studiet, selvom jeg allerede dengang vidste, at jeg ikke ville være klassisk journalist.
Og så har jeg undervejs i skriveprocessen været tilbage i mine gamle mapper fra studietiden for at finde inspiration til de emner og opgaver, der optræder i undervisningen. Så nogle af de artikler, Nora skriver, udspringer af det, jeg selv skrev med større eller mindre (oftest mindre) succes, dengang i 2006.
En lidt speciel lidelse spiller også en rolle i bogen – det, at Nora er ansigtsblind. Hvor kommer det fra?
Ja, i bogen er der en scene, hvor Nora skal lave en voxpop og interviewe tilfældige mennesker på gaden i Odense, men fordi hun er ansigtsblind, forsøger hun at interviewe den samme person to gange.
Jeg er selv ekstremt dårlig til at genkende folk og har stået i samme pinlige situation, hvor mit interviewoffer måtte spørge mig, om hans svar ikke var gode nok i første omgang. Jeg kan hverken huske navne eller genkende ansigter, hvilket ikke er heldigt, hvis man vil være nyhedsjournalist, så måske er der en god grund til, at jeg ikke blev det.