Rasmus Daugbjerg om sin anden roman, der er en moderne naturhistorie med en trold i hovedrollen.
"Et vidunderligt og ambitiøst brud med den realismefordring, der ellers kendetegner meget nordisk litteratur for tiden." Sådan beskrev Informations anmelder Rasmus Daugbjergs debutroman, 'Rygtet', der udkom i 2021. I 'Trold' er vi endnu engang i et univers, der bryder med det realistiske. Med træk fra eventyr og myter skaber romanen sin egen stemning og logik.
Hvad handler Trold om?
Romanen handler om en trold, som bor i en skov i umiddelbar nærhed til en menneskeby. Hun er bundet til en mytologisk pligt: når menneskene i byen gør naturen fortræd, skal hun straffe dem. Det er en pligt, hun både hader, kommer til at holde af, men som til sidst bliver umuligt tung at bære. I byen bor menneskene og deres liv er præget af elendighed og rædsel. Langt derfra bor kongen som kræver, at menneskene skal fælde hele skoven. Deres liv bliver mere og mere elendige efter kongens befaling, for jo mere de udpiner jorden og dyrene, jo mere straffer trolden dem.
Bogen handler om venskab og kærlighed. Venskabet mellem trolden og en ræv. Mellem Karoline og Kaj som forsøger at vise hinanden omsorg i en verden, der bliver ondere og ondere, til sidst så ond, at deres venskab bliver truet. Bogen handler om tab. Tab af biodiversitet, tab af tro, tab af venner og børn, tab af kærlighed. Bogen handler om en kristen naturopfattelse, hvor naturen ikke er hellig. Den handler om Gud, og hvordan han lever sit liv i en menneskeverden.
Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?
Det har klima- og biodiversitetskrisen. At læse. Eventyr og sagaer. Drømme. Samtaler med venner. At skrive har også inspireret mig. At skrive er dét, jeg gør. Og det at skrive er i sig selv inspirerende.
Hvordan opstod ideen om en fortælling med en trold som hovedperson?
Egentlig kom der et ret klart og ”færdigt” narrativ med en trold til mig på en togtur til Sverige. Det kom på nogle minutter, mens jeg kiggede ud af vinduet ind i en skov. Det lyder romantisk, som et lynnedslag af inspiration, men det var det ikke rigtig. Det narrativ, som jeg havde fået idéen til, var dårlig, fortænkt, uspændende, jeg brugte lang tid på det, men kunne ikke få det til at gå op. Så det var på en måde et dårligt lynnedslag. Men lynet bragte trolden med sig. Og da jeg til sidst forlod idéen om et forud tænkt narrativ, kunne jeg sprede mig i mange retninger med mange karakterer, det blev mere frit.
Hvem er trolden, og hvorfor er den af hunkøn? Ofte forbindes trolde vel med hankøn?
Egentlig findes der en del hunkønnede trolde i folkeeventyr og sagaer. De findes også i nyere fremstillinger af trolde – fx i Ali Abbasi film Grænse. Men i forhold til hvem trolden i min bog er, så er hun endt anderledes, end hun startede, da jeg først begyndte at skrive på bogen for 3-4 år siden. Jeg skrev hende først som en ret absolut karakter. Det var mange af karaktererne egentligt. Bogen blev skrevet på en vrede og menneskelede, jeg havde på det tidspunkt, som knyttede sig til klima- og biodiversitetskrisen. Trolden var en karakter, der bare straffede menneskene, som alle sammen var onde. Der var en unuanceret måde at tænke på, tror jeg. I hvert ændrede min vrede sig til en optagethed af nuancer. Fx hvordan køn, etnicitet og klasse har betydning for, hvor meget man lider eller hvor meget lidelse man påfører. Jeg håber, at trolden i min bog spejler nogle af de nuancer. Det håber jeg egentlig, at alle karaktererne i bogen i gør. For på hver sin måde er de alle sammen både skadefro, onde, urimelige, kede af det, sårede, bange, rimelige, hader hinanden og elsker hinanden.
De folkeeventyr, som optager mig særligt, er dem, hvor en trold passer på et specifikt sted i en skov. Og hvis mennesker forbryder sig mod det sted, mod skoven, så bliver de straffet af trolden.
Trold handler om klima- og biodiversitetskrisen, men foregår i et folkeeventyrligt univers. Hvordan har du arbejdet med det greb?
Jeg har læst meget om trolde. De folkeeventyr, som optager mig særligt, er dem, hvor en trold passer på et specifikt sted i en skov. Og hvis mennesker forbryder sig mod det sted, mod skoven, så bliver de straffet af trolden. Og så har jeg læst en del af FN’s klimarapporter. Og der så jeg samme logik: Når Vesten ødelægger klimaet og biodiversiteten, som vi gør, så er det en forbrydelse, og straffen er naturkatastrofer. Klimaet er en trold: sårende og sårbar. Det store problem er så, at naturkatastrofer og andre konsekvenser af klima- og biodiversitetskrisen rammer de mennesker, som udleder mindst. Klima- og biodiversitetskrisen udspiller sig i og forstærker den ulighedskrise, vi befinder os i globalt.
Jeg læste desuden nogle bøger om dansk landbrugspolitik fra 1500-1800. Man har i Danmark hugget store mængder skov ned, ofte fordi konger havde store prestigebyggerier: slotte og flåder. Det ændrede økologien at fælde så meget skov, det havde konsekvenser, naturen slog så at sige tilbage: i Vestjylland var der gigantiske sandstorme, som ødelagde flora og fauna og lokalsamfund. Det er det samme i min roman: kongen vil have et nyt slot, derfor skal bønderne fælde skoven. Og det har konsekvenser: naturen, trolden, slår tilbage. Romanen handler om og opholder sig dér: der hvor magtens onde konsekvenser udspiller sig. Den nedre del af uligheden, så at sige. Bønderne er ikke nødvendigvis onde, når de hugger skoven ned, slagter dyrene, eller udpiner jorden. De er pålagt at skade deres omgivelser af en central magt, som de ikke ser: kongen. Og det er dem, som må leve med konsekvenserne af deres skader: det er dem, trolden straffer.
Du ser det samme i dag i vores aktuelle politiske system?
Ja, og det uhyggelige er, at den dynamik er inspireret af politik fra 1500-tallet, men nu – 500 år efter – findes den stadig. Kongen er udskiftet med politikere og erhvervsledere, hvis prestigebyggerier ikke er slotte, men akkumulering af økonomi hos en enkelt virksomhed eller nationalstat, hvilket pålægger borgere til at tage del i klimakrisen med deres blotte eksistens. Og dem som har ansvaret, skubber prisen for deres prestige videre til nogen, som ikke har bedt om det: produktionsdyrene, koralrevene, skovene, havene, fiskene, og mennesker: urbefolkninger lider under klimakrisen, sojabønder i Sydamerika lider under klimakrisen, østafrikanske lande lider med tørke og sult og flygtninge på grund af klimakrisen.
Hvad kan en folkeeventyrlig historie med overnaturlige fænomener fortælle os om den krise, vores klode er i i dag?
I en vis forstand, at vi bliver nødt til at tro på trolde, hvis vi vil forstå klimakrisen. Vi må forstå at klimaet er en trold, klimaet er på én gang sårbart og dødeligt, og samtidig sårende, det slår tilbage så at sige. Og vi må kigge på hvem der får klimaet til at slå og hvem der bliver slået. For dér ligger en ulighed.