"Jeg var nødt til at udvikle en ny slags fortællerstemme for at skabe den historie, jeg ville fortælle."

Skønne verden, hvor er du handler om fire personer, og gennem dem får vi skildret allerede etablerede og helt nye relationer – venskaber mellem mennesker af samme og modsat køn, romantisk kærlighed og en form for platonisk kærlighed, der ikke så let lader sig definere. Der er noget utrolig legende over måden, hvorpå du gengiver alle de transformationer, der er i tilknytningen og kærligheden mellem personerne. Kan du fortælle lidt om, hvordan du greb det an?

Det tog mig lang tid at finde ud af, hvordan jeg skulle fortælle den historie, der er i romanen. Det var svært for mig at besvare alle de elementære spørgsmål, som en romanforfatter skal kunne besvare: hvis historie er det her, hvornår begynder den, hvornår ender den, hvem fortæller den og så videre.

Ingen af de fortællermæssige teknikker, jeg havde brugt i mine to tidligere bøger – en datids jegfortæller i den første roman, og en nutids tredjepersonsfortæller med indre synsvinkel i den anden – kunne bruges her.

Jeg var nødt til at udvikle en ny slags fortællerstemme (eller i det mindste ny for mig) for at skabe mening i den historie, jeg ville fortælle. Samtidig er det en meget enkel historie. Den handler om fire personer og forholdet mellem dem. Men jeg var nødt til at anstrenge mig for at finde den rigtige form, struktur og stemme for at kunne formidle den roman, jeg vidste, jeg gerne ville skrive.

En af de fire – den kvinde, vi måske tænker på som romanens hovedperson – er romanforfatter og hedder Alice. Romaner om romanforfattere er ofte vanskeligt terræn. Hvad fik dig til at vælge det?

For det første skal jeg måske lige sige, at jeg ikke mener, romanen har en hovedperson! Størstedelen af bogen er meget rigidt struktureret i "runder" af fire kapitler, som er ligeligt fordelt mellem romanens fire narrative strenge.

Min forrige bog havde en tilsvarende fast struktur, der vekslede mellem de to hovedpersoners forskellige perspektiver – men nogle læsere fik alligevel en fornemmelse af, at den ene eller den anden af dem var den "rigtige" hovedperson. Det er nok i nogen grad er en subjektiv vurdering.

Men for at besvare spørgsmålet: Der er romanforfattere i alle romaner. Forfatteren gemmer sig måske forklædt som fortæller, eller gemmer sig endnu længere væk bag fortælleren som en strukturerende forfatterbevidsthed. Men de er aldrig helt fraværende, uanset om de er skjult eller ej.

På nogle måder er det at skrive bøger bare et job, og jeg tror ikke, de fleste læsere går særlig meget op i, hvilket arbejde hovedpersonerne har, så længe romanen er interessant. Jeg ved ikke, om der virkelig er læsere, der har en principiel modstand mod at læse om romanforfattere, men i så fald er romanen måske ikke en genre for dem.

Men hensyn til hvad der fik mig til at skrive om en romanforfatter: Mine tidligere bøger foregår til dels på skoler og universiteter, og det er sådan, at da jeg skrev dem, havde jeg endnu ikke tilbragt megen tid uden for skole- og universitetsmiljøer. Siden da har jeg brugt det meste af min tid på at skrive og redigere. Og nu er det så blevet sådan, at en af hovedpersonerne i denne bog er forfatter og en anden er redaktør. Så det er vel rimeligt at sige, at jeg skriver om det, jeg kender til.

Begivenhederne i denne roman er, ligesom i mine to foregående, helt fiktive, men bogens verden er baseret på den virkelige verden, jeg har levet i. Min oplevelse af verden er naturligvis meget begrænset, og jeg skriver da også kun om et meget begrænset antal emner i min fiktion. Men det har jeg ikke noget imod – der er en masse andre forfattere, der skriver om en masse andre emner.

Alice og Eileen har ofte lange maildiskussioner om politik og samfund; de minder om udvekslingerne mellem Frances og Bobbi i Samtaler med venner. Det kan være svært at fremstille tanker og debat i fiktion – hvordan fungerer det for dig?

Jeg tænker, at de centrale personers intellektuelle liv er mere betydningsbærende i denne bog end i mine tidligere. Det kan til dels skyldes, at personerne er ældre og har haft tid til at læse mere og til i større udstrækning at udvikle deres tanker. Og dels at de to kvindelige hovedpersoner begge arbejder intellektuelt – den ene som forfatter og den anden som redaktør. Men jeg tror også, at denne roman er dybere optaget af det intellektuelle venskab.

Jeg var især interesseret i den interaktion, der er mellem Eileen og Alices venskab og deres tankeverden – i hvordan deres tanker og holdninger påvirkede venskabet, og hvordan venskabets karakter prægede udviklingen af deres tankeverden. Der er en slags frem-og-tilbage-udveksling i denne bog, en bevægelse mellem tanke og følelse og tilbage igen – og jeg ser den bevægelse som en del af romanens plot (kunne man måske sige).

Alice har gennemlevet en psykisk krise, og er efterfølgende flyttet fra Dublin til et meget mere ensomt liv ved kysten. Det er noget, hun og de andre personer, virker ambivalente overfor: Er det en tilbagetrækning fra livet eller et skridt i retning af noget nyt? Hvad ville du mene?

Alices beslutning om at forlade Dublin er på nogle måder romanens udløsende begivenhed. I begyndelsen af bogen får vi at vide, at Eileen og Alice boede sammen i flere år, da de var i tyverne, og at de bagefter blev ved med at bo i den samme by og måske tog deres tætte relation for givet.

Romanen begynder, efter at Alice er flyttet til en kystlandsby i County Mayo, mens Eileen fortsætter med at bo og arbejde i Dublin. Det er kun en biltur på nogle få timer, der adskiller dem, men ingen af dem har kørekort, og de offentlige transportforbindelser er dårlige. Så de står over for spørgsmålet om, hvordan og hvornår de kommer til at se hinanden igen. Rejsen i sig selv er en mindre forhindring, men som romanen skrider frem, begynder den at få uforholdsmæssig stor betydning.

Om Alice så har truffet den "rigtige" beslutning ved at flytte til en lille landsby langt væk fra sine venner og familie – det tror jeg ikke, jeg var interesseret i at værdidømme. Det er klart, at hun er ret isoleret i sit nye miljø. Men måske har hun brug en grad af isolation.

Jeg var mere interesseret i at iagttage hendes forsøg på at skabe et nyt liv for sig selv end i at nå frem til en afgørelse af, om det var et godt liv eller ej. Det er det liv, hun har, der er det eneste vigtige for romanen.

Som i Normale mennesker er forskellen mellem Dublin og resten af Irland og de opfattelser, folk fra Dublin har om "bonderøve" og vice versa, en vigtig del af romanens bagtæppe. Hvor vigtigt er det for stoffet i din skrivning?

Jeg tænker, at der er en vigtig forskel mellem by og land i denne roman. Men forskellen er mere konkret end den er imaginær – to af personerne bor i en lille landsby, og de to andre lever meget anderledes liv i en hovedstad. Den konkrete afstand, der adskiller dem, og de uundgåelige forskelle i deres livsstil er en vigtig del af bogen. Men de opfattelser, vi kan have af prægnante kulturelle forskelle, spiller ikke nogen stor rolle. Tre af de fire hovedpersoner er (som jeg) fra det vestlige Irland; og den eneste dubliner bor nu i Mayo.

Dublin er en relativ kosmopolitisk by, og mange af de mennesker, som bor der, er naturligvis ikke født der. Jeg tænker, at denne bog mere handler om at vælge (eller at blive tvunget til at vælge), hvor man vil skabe sig et liv, og hvilket liv man vil skabe.

Alice indleder et dobbelttydigt forhold til Felix, som hun møder på nettet; de udvikler tilsyneladende et tæt forhold, men det virker også, som om de modarbejder hinanden. I deres historie er der også indvævet en fortælling om klassedynamikker og økonomiske og uddannelsesmæssige forskelle – hvilket du også beskrev i Normale mennesker. Hvad var det, du gerne ville udforske?

Dele af Alices forhold til Felix – som ikke har gået på universitetet og som arbejder på et lokalt shippinglager – er helt klart defineret af økonomisk ulighed. Men ved nærmere eftertanke tror jeg, at der er klassedynamikker til stede i alle romanens vigtigste relationer.

Simon og Eileen lærer hinanden at kende som børn, og forholdet mellem deres familier er på sin vis en fortælling om klasseforskelle. Og selvom Eileen og Alice måske nok havde relativt lige vilkår, da de mødtes som unge studerende, har Alices succes nu bragt hende i en position, hvor hun nyder et enormt økonomisk privilegium, mens Eileen knokler for at kunne betale husleje. Det, der interesserer mig, er det pres, disse uligheder udøver på personernes liv og relationer til hinanden.

Jeg forsøger ikke at komme med nogen specifik kommentar til det uretfærdige i klasseulighed, selvom jeg personligt mener, at det er dybt uretfærdigt. Det må læserne drage deres egne konklusioner om. Det, der interesserer mig, er, at mine personer skal leve med disse uligheder, uanset hvad de intellektuelt tænker om dem. De konsekvenser, det har for deres følelsesliv og for deres fornemmelse af sig selv, former en del af romanens dramatiske handling.

Både Alice og Eileen har meget komplekse følelser i forbindelse med kærlighedsforhold og moderskab. Det er selvfølgelig ikke nye dilemmaer, men jeg tænker på, om du synes, der er særlige problemstillinger for dine personers generation?

Jeg har altid været interesseret i, i hvilken grad historie og kultur former vores intime relationer. Så i betragtning af den hurtige teknologiske og kulturelle forandring tror jeg, at nogle af personernes følelser i forbindelse med kærlighed og moderskab er generationsspecifikke. Begge kvinder bekymrer sig om forældreskab i lyset af klimakrisen, og begge er del af en seksuel og romantisk kultur, som er væsensforskellig fra den, deres forældres generation befandt sig i.

På den anden side ønsker jeg ikke at få deres problemer til at lyde alt for specielle. Hver generation oplever forandringer og må på hver sin måde tænke sig vej igennem disse forandringer. Men jeg er interesseret i nogle af de specifikke udfordringer, der er forbundet med den kultur, vi befinder os i lige nu, og i hvordan mine personer vil reagere på disse udfordringer.

Personerne har også komplicerede forhold til deres familier, som for det meste skildres indirekte: Eileens søster, der skal giftes, Felix’ bror. Ønsker du at lægge afstand til forestillingen om kernefamilien som drivkraften i romaner og erstatte den med venskabsgrupper?

Jeg tror, romantiske forhold er den primære drivkraft i mine romaner, selvom der normalt også er mange andre ting på spil. Og det har været typisk for romanen som genre. Romantiske og seksuelle forhold driver fortællingen i (f.eks) Emma, Anna Karenina, The Wings of the Dove, På sporet af den tabte tid – og giver næring til og beriger de øvrige dybder og kompleksiteter i disse bøger.

Jeg tror, det dybest set er det, jeg stræber efter i min skrivning. Senere i det tyvende århundrede udviklede romanen sig måske væk fra det romantiske liv og hen mod familielivet, og der blev skabt nogle meget smukke og meningsfulde bøger.

Familieromanen er en vigtig, nyorientering fra ægteskabsromanen, men den ene er ikke "bedre" end den anden. Og jeg tænker, at man stadig kan frembringe noget interessant ud fra det romantiske perspektiv. Om det så rent faktisk er lykkedes for mig, er ikke op til mig at vurdere.

Eileen og Simon er fysisk adskilt fra Alice i store dele af romanen – og da de genforenes, har mange blandede følelser nået at bygge sig op. Det virker meget relevant nu, hvor vi alle har været adskilt fra vores kære. Spillede det ind i skriveprocessen?

Ja, det tror jeg. Det sidste afsnit i bogen var det sidste, jeg skrev, og jeg skrev det, mens vi var i næsten total lockdown, og hvor jeg ikke havde set mine venner og min familie i lang tid. Jeg tror også, det har medvirket til, at det føltes så intenst at skrive de kapitler, hvor alle fire personer er samlet under samme tag.

De normale oplevelser med at være sammen med sine venner i et hus – spise sammen, vente på at badeværelset bliver ledigt, sidde oppe til sent og snakke – virkede meget mere fyldt med betydning og følelser, end de normalt ville have gjort. Jeg savnede virkelig mine venner meget. Jeg havde hele tiden haft den plan at forene alle fire personer mod slutningen af bogen, men de omstændigheder, hvorunder jeg skrev, spillede helt bestemt ind på, hvordan den sidste del udviklede sig.

Her, som i resten dit forfatterskab, er der en følelse af mennesker, som kæmper med store følelser, mens de forsøger at skabe mening i dem og mening med sig selv. På samme tid er der en komisk dimension, som om du inviterer os til at tænke over, hvor latterlige vi alle til tider kan være. Er det en fair læsning? Ser du sig selv som en morsom forfatter?

Jeg synes, livet er meget morsomt. Så jeg ville nok ikke være ærlig, hvis jeg prøvede at skrive om livet, selv i fiktiv form, uden at forsøge at give plads til, hvor sjovt det er. Og mine personer prøver naturligvis også tit, med varierende held, at få hinanden til at grine. Jeg må indrømme, at de fik mig til at grine en del, da jeg skrev om dem.

Jeg har svært ved at forestille mig venskab eller kærlighed uden en fælles sans for humor, som er nødt til at omfatte evnen til at kunne grine ad sig selv. Men jeg forsøger at undgå at gøre mine personer satiriske. Jeg synes ikke, de er mere latterlige, end jeg er – det vil sige, jeg ved, at de til tider er virkelig latterlige, og det er jeg også.

Tænker du, at dine bøger er beslægtede, hvad angår tema eller stil? Er der en Rooney-verden, som de alle er del af, eller føles de mere forskelligartede end som så?

Jeg tror, bøgerne hænger sammen i kraft af den kedelige kendsgerning, at jeg har skrevet dem. Jeg har aldrig bevidst forsøgt at udvikle en "stil", men jeg har mange begrænsninger som forfatter. Og man kan godt karakterisere disse begrænsninger som "stil" – det er nok det venligste udtryk, man kan bruge.

Bøgerne ligner helt klart hinanden tematisk. Som jeg nævnte før, skriver jeg især om romantiske forhold og om venskaber. For mig er det temaer, der er store nok til, at vi kan undersøge dem livet igennem, men jeg er sikker på, andre har det anderledes. Det ville bestemt ikke være forkert at sige, at alle mine bøger ligner hinanden temmelig meget.

Jeg er enig i, at der er ligheder, men det har jeg det måske bedre med, end andre ville have, for det gælder jo også for nogle af mine yndlingsforfattere. Mange af Henry James' romaner ligner for eksempel hinanden meget, og det, plottet kredser om, har næsten altid en ægteskabelig eller seksuel karakter. Men James er efter min mening ikke desto mindre en af de største engelsksprogede romanforfattere – ikke fordi hans romaner er meget forskellige, men til dels fordi de ikke er det.

Holder du som regel op med at læse anden fiktion, når du selv skriver? Tænker du, at denne roman har et slægtsskab med andre romaner, fra nutiden eller fortiden?

Jeg læser som regel meget lidt samtidslitteratur, når jeg selv skriver. Og generelt læser jeg nok mindre samtidslitteratur, end andre forfattere gør. Det skyldes til dels, at der stadig er så mange store klassiske romaner, jeg endnu ikke har læst, især dem, der er skrevet på andre sprog end engelsk. Og at læse romaner, som har bidraget væsentligt til udviklingen af romanen som form, er en uddannelse for mig.

At læse nye bøger er anderledes, selvom det naturligvis er nydelsesfuldt og giver mening. Jeg kan bare mærke, at det egentlig ikke er det, jeg har lyst til at gøre, når jeg selv skriver på noget nyt.

Jeg føler, at denne roman har et slægtskab med andre romaner. Men jeg er nødt til at træde lidt forsigtigt her, for jeg vil nødig have, at det skal virke, som om jeg sammenligner mig med nogle af de største romanforfattere, der nogensinde har levet. Jeg er påvirket af mine yndlingsbøger, men det siger intet om, hvordan det lykkes mig at udmønte denne påvirkning.

Men da jeg var cirka halvvejs med at skrive Smukke verden, læste jeg Natalie Ginzburgs roman Happiness, as Such, og den var så god, at jeg var lige ved selv at holde helt op med at skrive. Jeg synes, det er en fuldstændig perfekt bog. Jeg læste og elskede også Dostojevskijs Brødrene Karamazov, mens jeg skrev denne roman. Og selvfølgelig er Henry James derinde et sted, og jeg læste The Golden Bowl for første gang i løbet af skriveprocessen – endnu en roman om to indbyrdes forbundne par og deres sammenfiltring i hinandens liv.

Jeg tog faktisk navnet "Felix" fra James' novelle Europæerne, selvom hans Felix ikke kunne være mere forskellig fra min. Jeg spekulerer på, om jeg på et ubevidst plan også huskede en anden litterær Felix, som jeg har elsket – en person i Zadie Smiths NW, som har været en af mine absolutte yndlingssamtidsromaner, lige siden jeg læste den første gang.

Måske er det at strække den for langt at beskrive disse påvirkninger som "slægtsskaber". Men det er rimeligt at sige, at jeg ikke kunne have skrevet denne bog uden de vejledende eksempler fra romaner, jeg beundrer.

Det bringer mig hen til det vidunderlige Natalia Ginzburg-citat i begyndelsen af din roman. Kan du fortælle, hvad hendes roman betyder for dig?

Natalia Ginzburgs essay My Vocation er den bedste tekst, jeg nogensinde har læst om det at skrive. Jeg vender meget ofte tilbage til den. Det, Ginzburg formår at gøre i det essay, er at skrive fuldstændig alvorligt om livet som forfatter uden på noget tidspunkt at fremsætte grandiose påstande om, hvad et sådan liv indebærer eller fører til.

At skrive har naturligvis været et kald for de store romanforfattere og digtere, som historien husker, men det har også været et kald for utallige millioner af glemte mennesker, som arbejdede stødt og roligt og i det skjulte. Og det er ikke op til de enkelte forfattere at bestemme, eller overhovedet gøre sig tanker om, hvilken kategori, de kommer til at tilhøre.

De må bare udføre det bedste stykke arbejde, de kan, med deres egne tanker og idéer, store som små. Det er vigtigt for mig og vigtigt nok for min bog til, at jeg ville bringe det som indledningscitat.

Interviewet er oversat til dansk af Karen Fastrup.