Sara Paborn om sin passion for badehoteller og 1950'ernes kultur - og om i sin research at have læst sig igennem stakke af ugeblade.
I Tidselhonning vender og drejer den svenske forfatter eviggyldige spørgsmål om kærlighed, parforhold og passion.
Hvem er du, Sara Paborn?
Jeg er en svensk forfatter, der har skrevet, siden jeg var lille, men først debuterede for 11 år siden med romanen Släktfeber. Jeg har to børn og en fransk bulldog, og jeg kan lide at løbe i skoven, ro i kajak, læse, spille klaver og guitar og lave sange – udover at skrive.
Hvem er Ebba Lindqvist og Veronika Mörk?
Ebba Lindqvist er en kvinde, der er kendt for at være livsstilscoach, og hun er i en krise såvel arbejdsmæssigt som mentalt. Hun er i fyrreårsalderen og har forladt et langt forhold for en passion, som siden ikke rigtigt er gået, som hun havde tænkt sig. Nu forsørger hun sig ved at konstruere krydsord.
Hun er også mor og er havnet et sted, hvor hun vakler mellem sine gamle idealer og drømme og så en ny kraft, som krisen har frigjort i hende. Hun er ambitiøs, bitter, sjov, kompleks, har tinnitus og kæmper med at gøre sit liv helt igen.
Hendes skilsmisse har været offentlig og meget grim. Det resulterer i, at hun har mistet alle opgaver som underviser i kurser om at holde liv i kærligheden og skilles som venner. Hun får en sidste opgave fra den avis, hun freelancer for: at skrive en artikel om ældre generationers syn på kærlighed. Opgaven fører hende til den gamle svenske badeby Båstad, hvor hun møder Veronika, som hun skal interviewe.
Hvorfor skal vi tilbage til sommeren 1955?
Jeg har altid følt mig hjemme i 1950’erne, fordi jeg har fået fortalt mange historier af min mors faster, som levede til hun var 105 og brugte de sidste fyrre år af sit liv på at rejse rundt til forskellige svenske pensionater. Jeg har altid haft en forkærlighed for 1950’ernes optimistiske kultur, i bøger og film, og jeg har researchet meget, inden jeg skrev.
Jeg har også boet på et pensionat i skriveprocessen. Veronika Mörk, en af bogens hovedpersoner, oplevede jo sin første store kærlighed på sin mors pensionat i Båstad i sommeren 1955. Da var hun 17 år. Den kunststuderende Bo flytter ind på loftet, han har fået et stipendium til at skabe en skulptur til byen, og Veronika drages ind i hans verden og oplever sin spirende seksualitet i en tid, da kvinder skulle holde sig tilbage. Hun ved ikke, hvad hun skal gøre med sin passion. Skal hun følge den, præcis som Ebba gjorde i nutiden? De to kvinders historier spejler hinanden. Emnerne er eviggyldige. Tidsånden forandrer sig.
Hvad skiller Veronika og Ebbas livsvalg og muligheder?
De er vokset op i forskellige tider med forskellige forventninger til kvindens rolle og muligheder. Det er en udvikling, som er gået hurtigt. I 1950’erne var det jo et ideal at være hjemmegående, man skulle gifte sig og få børn – og helst være jomfru indtil da. Skilsmisse var meget stigmatiserende.
I dag kan man gudskelov blive skilt, men der er prestige på andre områder: som at kunne bevare en fin relation til sin eks, hvis man har børn sammen. Det er også noget, der kræver ofre for Ebba i nutiden. Måske var der faktisk et mere pragmatisk syn på det før?
Jeg har læst flere årgange af ugeblade fra 1950’erne, og kærligheds-spalterne er ofte mindre fokuserede på den romantiske kærligheds muligheder. Der er en komisk krashed og fornuft i mange af brevkassesvarene, som jeg synes er opløftende.
"Jeg ville udforske to kvinders erfaringer med og syn på kærlighed, forelskelse og forventninger."
Hvad har du gerne villet med bogen?
Jeg ville udforske to kvinders erfaringer med og syn på kærlighed, forelskelse og forventninger. Over to generationer. Vende og dreje eviggyldige spørgsmål som at ”turde følge sit hjerte”, og hvad det egentlig betyder. Og jeg ville gøre det med den humor, der ofte er mellem kvinder.
Hvem er dine litterære inspirationskilder?
Jeg har så mange! Jeg har for nylig læst Geir Gulliksens seneste roman, som jeg syntes var virkelig god. Jeg synes om alt fra engelske bittersøde stilister som Evelyn Waugh og E.M. Forster til nordiske forfattere som Linn Ullmann, Karl Ove Knausgård, Johanna Frid og Agneta Pleijel.
Hvorfor titlen Tidselhonning?
Jeg synes, ordet er en så god metafor for passion – både det som kan stikke og gøre ondt, men også det søde. Desuden blomstrede mange tidsler på strandengene på Bjärehalvøen, hvor bogen udspiller sig, i 1950’erne. Jeg har aldrig hørt tale om netop tidselhonning, men det burde vel findes, hvis bier suger nektar fra tidsler? Og så synes jeg bare, at ordet er så smukt.