Sebastian Fitzek har skræmt millioner af læsere med sine bøger. Her fortæller thrillerforfatteren, hvad der gør ham selv bange.
Hvad inspirerer dig til dine bøger?
For at være præcis: Inspirationen kommer hvor som helst fra. Fra hverdagen, fra nyhederne, fra historier fortalt af venner. Jeg elsker ikke kun at fortælle historier selv, men kan også lide at lytte eller bare tænke videre på nogle oplevelser: ”Hvad nu, hvis” ... den ven, som jeg fulgte til lægen, og som jeg ventede på, nu ikke kom tilbage fra behandlingsrummet? Og hvis jeg nu gik til lægesekretæren og spurgte efter min ven, og hun nu svarede: “Fru J. var her ikke i dag, hun havde ikke nogen aftale.” ... Det blev begyndelsen på min første bog Terapien for eksempel.
Du er en mester i at skrive bøger med højt tempo og overraskende vendinger. Hvad tænker du på først, når du begynder på en ny bog - en del af handlingen, en bestemt karakter eller måske et bestemt sted?
Det er meget forskelligt. Jeg har mange ideer, men jeg lader også mange af dem ligge i noget tid. Den, der bliver ved med at melde sig hos mig, bliver den, jeg fortsætter med at arbejde på, fordi den ikke lader mig være. Derefter skriver jeg først en synopsis og laver research for at have en slags tråd eller plan og for at vide, hvordan bogen skal ende. Når jeg så er i gang med at skrive, kigger jeg efterhånden slet ikke på min synopsis længere. Tidligere troede jeg, at det var noget overdrevet forfatter-sludder, når jeg hørte kollegaer sige: “Mine karakterer bliver til sidst selvstændige og gør, hvad de vil.” Men det er sandt. Fra side 80 eller der omkring er jeg kun deres observatør og skriver ned, hvad de gør.
Hvad er det mest udfordrende, sjoveste eller mest overraskende, du har oplevet, mens du skrev en bog?
Jeg undersøger altid meget, leder efter alt, jeg kan finde om det emne, jeg skriver om. Nogle gange er jeg bekymret for, at der tændes en rød lampe hos politiet, når jeg søger på nettet efter de mest eventyrlige fænomener. Eftersom jeg er familiefar, indeholder min søgehistorik alt fra "små børns søvnfaser" til "hurtigtvirkende knockout-dråber."
Derudover taler jeg altid med eksperter og folk, der har erfaring med det, jeg undersøger – psykiatere, retsmedicinske læger eller, som i tilfældet med min bog Plads 7A, med kaptajner og flydesignere. Jeg lærte af dem, at der af sikkerhedsmæssige årsager skal være et askebæger i alle flytoiletter, som paradoksalt nok altid er anbragt under røgfri-skiltet. I tilfælde af at nogen ikke tager skiltet alvorligt, bør de i det mindste ikke sætte flyet i brand ved at smide cigaretten i papirbeholderen.
Det var sjovt, at en designer efter endt læsning kom hen til mig og fortalte mig om en anden hemmelighed om flytoiletter, som du ikke finder i nogen lærebog, men er en uskreven regel: Puslebordene i flytoiletter skal kunne bære vægten af to voksne. Denne information har dog endnu ikke fundet vej til en af mine thrillere!
"Den, der ikke kan skræmme sig selv i mørket, kan ikke beskrive følelsen, der overmander en på en mørk vej"
Hvad synes du selv er fascinerende ved thrillere? Og hvad skræmmer dig?
En god psykologisk thrillers formål er at forstyrre de rolige og berolige de forstyrrede. Thrillere fascinerer mig, fordi de på den ene side giver os muligheden for at omgås døden fra en sikker komfortzone. På den anden side hjælper de os med at forstå det onde. En god thriller er som en tur i rutsjebanen. Det er sikkert, men føles næsten som en nærdødsoplevelse. Når vi igen rejser os op fra den menneskelige sjæls afgrund, så har vi også en harmløs nærdødsoplevelse bag os, og det er biologisk bevist, at der udskilles lykkehormoner. Vi har konfronteret os med vores frygt, og det giver os styrke til også at møde den frygt i det virkelige liv. Forresten er jeg bange for mange ting. Det skal man være som thrillerforfatter. Den, der ikke kan skræmme sig selv i mørket, kan ikke beskrive følelsen, der overmander en på en mørk vej hjem på vej hjem.
"Nogle gange er jeg bekymret for, at der tændes en rød lampe hos politiet, når jeg søger på nettet"
Hvordan ser din arbejdsdag normalt ud, når du skriver?
Det mest skadelige ritual, jeg har, er sandsynligvis, at jeg spiser en chokoladebar som belønning efter hvert kapitel, som jeg synes er færdig. Det betyder, at jeg tager på for hver bog, til stor bedrøvelse for min personlige træner Kalle. Han får altid meget travlt med mig. Mit skrivebord står i et kontorfællesskab, fordi jeg ikke så gerne sidder alene i et mørkt lille rum. I den reelle skrivefase er jeg meget disciplineret: Jeg går på arbejde hver morgen - som enhver anden. Desværre er jeg ikke i stand til at være særlig social i den periode. Nogle gange skal jeg fx spørge om det samme tre gange, før jeg opfatter det.
Hvilke forfattere kan du godt lide at læse?
Jeg voksede op med Stephen King, Thomas Harris, Michael Crichton, Edgar Allen Poe og Michael Ende, og jeg er stadig trofast over for dem alle, så vidt de stadig er i live og udgiver nye bøger. I øjeblikket nyder jeg virkelig at læse bøger af Harlan Coben og Michael Robotham, men også Charlotte Link, Peter Prange og Donna Tart.