En fortælling om tørklædets kompleksitet og en ung kvindes identitet og oprør.
Shëkufe Tadayoni Heiberg er aktuel med en fortælling om at tage tørklædet på, både ufrivilligt og frivilligt, og opleve modstand mod begge handlinger.
Første gang er Gutkind Forlags nye serie, hvor tidens stemmer fortæller om en første gang, der forandrer alt for altid.
Hvad handler Første gang jeg tager tørklædet på om?
Bogen handler om en ung pige, som besøger sit andet hjemland, Iran, for første gang. I den forbindelse skal hun bære tørklæde, sådan som alle kvinder og piger over 9 år skal i Iran.
I Iran oplever hun, hvordan tørklædet påvirker hendes selvopfattelse og hendes forestillinger om skønhed og selvstændighed.
Herefter tager hun tørklædet på en række gange, og for hver gang føjes et ekstra lag til hendes selvopfattelse, men også til hendes indre konflikt, for kan hun identificere sig med at bære tørklædet, og hvad sker der, hvis hun nægter at tage det på?
Hvem er din hovedkarakter?
Min hovedkarakter er en jeg-fortæller uden navn. Hun har fællestræk med mig, men hun er ikke mig.
Hun er 15 år, da historien begynder og midt i 30'erne, da den slutter. Hun er vokset op i Danmark, og har rejst til Iran i sine ungdomsår.
Da fortællingen slutter er hun netop blevet konfronteret med det nye frihedsoprør i Iran, som blev indledt i september 2022, da den unge kvinde Jina Mahsa Amini blev slået ihjel af politiet, fordi hun bar sit tørklæde forkert.
Denne begivenhed bliver for jeg-personen en anledning til at tage definitivt stilling til, hvad hun synes om tørklædet, og hvad hun mener, der skal gøres ved det.
Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?
De nylige begivenheder i Iran har inspireret mig til på ny at tænke over piger og kvinders kamp for autonomi i Iran.
Jeg er iraner, men jeg lever i Danmark med danske privilegier. Det sætter mig i en prekær situation, at jeg lever i et frit land med så gode muligheder for kvinder (selvom der endnu er meget at kæmpe for), når mine iranske søstre er så ufrie.
I Iran har der længe været en generel accept af tingenes tilstand, men nu gør kvinderne oprør, og det gør, at jeg også føler mig forpligtet til at bruge min stemme.
Jeg mener, det er vigtigt at bidrage til at fortælle historien fra de iranske unges perspektiv, at få nuancerne med og bære en forandring frem, blandt andet ved at bane vejen gennem litteratur.
Derfor føltes det oplagt at skrive om tørklædet, dets mangefacetterede symbolværdi, som både identitetsberøver men også som identitetsgiver. Som undertrykker og også som beskytter.
Men i sidste ende fra et iransk perspektiv, som et symbol på en kvindeundertrykkelse, som jeg gerne vil være med til at bekæmpe fra mit ståsted.
"Jeg oplever, at spørgsmålet om tørklæde ofte bliver skildret meget ensidigt"
Teksten kredser blandt andet om hovedpersonens modsatrettede følelser ved både at tage sit tørklæde af og på. Hvordan har du arbejdet med det?
Jeg har trukket på egne følelser og oplevelser med at bære tørklæde under statslig tvang.
Jeg oplever, at spørgsmålet om tørklæde ofte bliver skildret meget ensidigt.
Enten er det noget uønsket, som kvinder får trukket ned over hovedet, ellers er det noget kvinder selv ønsker og derfor forsvarer retten til at bære.
Begge dele er rimelige og forståelige, men for mig har det ikke været enten-eller, det har været både-og.
Både ubehageligt og rart. Både noget jeg skammede mig over, og noget jeg lagde en stolthed i. Fordi det jo også repræsenterer mit andet hjemland.
Jeg har ønsket at opholde mig i det tvivlende rum, på den vibrerende balance mellem fordømmelse og forsvar.
Men i sidste ende har jeg også ønsket at tage stilling til tørklædet i kontekst af frihedsoprøret i Iran.
Her skal det også nævnes, som der også står i bogen, at den frihed, der kæmpes for i Iran, ikke er ensbetydende med, at ingen kvinder bør bære tørklæde.
Frihed handler om friheden til at vælge, til selv at bestemme over sin egen krop. Tørklædet bliver i den forbindelse bare et symbol på ufriheden, fordi det har været påbudt ved lov i over 40 år.
Hvilke overvejelser har du haft undervejs?
Jeg har overvejet, hvordan det tvivlende og åbne rum omkring tørklædet kunne forvandles til en vedkommende fortælling. Og jeg har overvejet, hvordan min fortælling vil blive mødt.
Jeg har ikke lyst til at risikere at blive spydspids for en højreorienteret foragt for tørklædet og dem, der bærer det.
Jeg har stor respekt for menneskers frie valg, så jeg ønsker også at denne historie dels vil blive læst som fiktion, og dels som en enkelt erfaring ud af mange, i en meget specifik historisk kontekst.