Norske Silje O. Ulstein fortæller om det mørke, der både pirrer og skræmmer hende.
"Den bedste og måske væmmeligste norske krimidebut i mange år," skrev Adresseavisen om Silje O. Ulsteins 'Krybdyrmemoirer', da den udkom i Norge. Thrilleren er da også blevet solgt til udgivelse i en lang række lande, bl.a. USA, Tyskland og Frankrig.
Silje O. Ulstein er cand.mag. i litteraturformidling og har gået på Skrivekunstakademiet i Bergen – og på den norske krimiforfatterskole. At det var forfatter, hun skulle være, har hun altid vidst.
Hvordan opstod idéen til bogen – hvad var det for en fortælling, du gerne ville skrive?
Ideen til Krybdyrmemoirer opstod, da en af mine veninder, der arbejdede med at finde nye hjem til katte, fortalte, at hun havde en frygt for, at nogle af kattene skulle havne hos slangeejere som foder. Det var en voldsom tanke, og jeg begyndte med det samme at fundere over, hvad for nogle mennesker, der kunne finde på sådan noget.
Jeg skrev en novelle med det som udgangspunkt, som jeg senere videreudviklede til en roman om Liv, der får en tigerpyton som kæledyr, og en lille pige som mange år senere forsvinder fra sin mor på en indkøbstur. Jeg ville skrive en mørk og spændende historie, men også en historie med dybde.
Kvinden og slangen er et kendt par i kulturhistorien med meget stærk symbolik knyttet til sig, og jeg syntes, det var spændende at tage en sådan kendt, ofte erotiseret relation og gøre den til noget mere forstyrrende og virkeligt.
Bogens titel hænger sammen med et modigt fortællegreb, der skiller sig ud. Hvad kom først – titlen eller idéen til at give stemme til en slange?
Titlen kom først. Jeg tænkte dengang, at det var hovedpersonen Livs historie, som var krybdyrmemoirerne, både fordi hun udvikler et nært, nærmest symbiotisk forhold til en slange, og fordi hun er et menneske, som i lighed med slangen på en måde skifter ham og iklæder sig forskellige identiteter.
Men da jeg første havde fået idéen til titlen, slog det mig, at det også var spændende at udforske slangens fortællerperspektiv. Jeg kan godt lide det umulige i at fortælle slangens historie, og jeg synes, slangeperspektivet giver noget specielt til romanen.
Krybdyrmemoirer er en mørk fortælling om kærlighed, men også om ensomhed, skam og farligt begær. Hvad er det, der drager dig ved at skrive om det dystre, det uhyggelige, det bestialske?
Jeg ved ikke, om jeg kan sige, hvad det er, der tiltrækker mig ved at skrive om de her ting, selv om jeg har brugt meget tid på at tænke over netop det. Måske drives jeg af en nysgerrighed efter, hvordan vi mennesker bliver pirret af mørket.
Jeg kan selv godt lide at læse mørk litteratur, i forskellige genrer, og jeg synes, der er noget særligt over at læse en roman, som virkelig formår at ryste en i sjælen. Jeg tænker ofte på, hvad det er, der sker med os, når vi får den følelse, og hvor går grænsen, hvornår holder det op med at være pirrende?
Liv i Krybdyrmemoirer finder i hvert fald definitivt noget pirrende i det bestialske og grusomme – lige til det holder op med at være det.
Men samtidig med, at jeg fascineres af det mørke, ønsker jeg også at skrive om det på en god måde, så det ikke bliver spektakulært. Jeg håber, at det er lykkedes mig. Og min roman er en slags forsøg på at finde en vej ud af et stort mørke.
Hvordan påvirker det dig, når du sidder midt i arbejdsprocessen og skriver om de her voldsomme scener?
Det påvirker mig temmelig meget. Når jeg skriver, så gør jeg alt for at være mest muligt til stede i teksten, og det kan være ganske krævende følelsesmæssigt.
Pytonslangen Nero spiller en ret voldsom rolle i bogen. Hvordan er dit eget forhold til slanger?
Jeg har ikke selv noget særligt forhold til slanger. Faktisk har jeg været lidt bange for dem, men det måtte jeg vænne mig af med. Jeg måtte i begyndelsen tvinge mig til at lære en slange at kende, bare for at vide, hvordan skinnet mærkes, sådan at jeg kunne skildre det. Senere har jeg også holdt slanger, og nu har jeg det helt fint med dem.
"Samtidig med, at jeg fascineres af mørket, ønsker jeg også at skrive om det på en god måde, så det ikke bliver spektakulært."
Hvad betyder det for dig at skrive? Er der en særlig energi ved at skrive inden for spændingsgenren?
Jeg har skrevet, så længe jeg har kunnet det. Jeg har været optaget af litteratur og læsning, fra jeg var barn, og da jeg var lille, var det en selvfølge for mig, at jeg skulle blive forfatter.
Dengang var det definitivt leg og flugt, der var min motivation for at skrive. Som voksen er det også en måde at tænke på og forhåbentlig også en måde at betyde noget for andre på.
Det at skrive inden for spændingsgenren har været godt, blandt andet fordi det fungerer godt for mig at have en form som udgangspunkt. Jeg leger med formen, men den hjælper mig også med at holde styr på en fantasi, der ellers ofte løber lidt løbsk.
Desuden er der absolut en fremdrift og en energi i spændingsgenren, som suger mig ind og holder mig fast.
Hvilke krimi- og thrillerforfattere eller -bøger sætter du selv højt som læser?
Den første voksenbogsforfatter, jeg læste, var Stephen King, og jeg tror nok, at det at sluge hans bøger i opvæksten har påvirket min egen måde at skrive på.
Jeg er også virkelig glad for norske Karin Fossum og Torkil Damhaug, som begge skriver psykologisk spænding med hjerte for deres karakterer. Svenske John Ajvide Lindquist skriver en type spænding, som virkelig går dybt i det ubehagelige på flere plan.
Jeg forsøger at skrive en lignende type spænding, men den måde, jeg bryder med realismen, er mere litterær end overnaturlig. Jeg kan også nævne danske Ane Riels roman Harpiks som eksempel på en sjældent god spændingsroman, som har et ubehageligt mørke i sig.
Jeg er i øvrigt også inspireret af forfattere i andre genrer, som skriver om mørke tematikker, for eksempel George Batailles fantastiske erotiske klassiker Historien om øjet.