"Jeg er ikke blevet klogere på kærlighed, men jeg har indset, hvor foranderlig kærligheden er"
Interview med Thomas Bredsdorff

"Jeg er ikke blevet klogere på kærlighed, men jeg har indset, hvor foranderlig kærligheden er"

10. april 2025

"Tro ikke på hvad gamle mænd siger. Gør dine egne erfaringer. Og tag ansvaret for dem."

Thomas Bredsdorff fortæller om kærligheden, som den ser ud med en oldings blik. Om at være ansvarsfri og modtagelig som barnet igen. Om hvor grusom kærligheden også kan være. Og om at kærligheden i øvrigt ikke kan forklares. Men derfor kan man godt forsøge. Det gør Bredsdorff i bogen ’Som boblerne i bækken – en oldings notater om kærlighed’, en slags opfølger til ’Lykkeligt nær’ (2024).

Hvorfor skulle emnet denne gang være kærligheden?

Fordi det er det vigtigste emne i verden.

Du introducerer et begreb for den sene kærlighed: Serenitet. Hvad ligger der i det? Og Hvordan adskiller den kærlighed, man kan opleve sent i livet sig fra den tidlige?

Når man er ung, skelner man ikke mellem forelskelse og kærlighed, det er samme salige rus. Når man er blevet voksen, følger der pligter og svære beslutninger med kærligheden: stifte bo? Få børn? Har man råd, også når ens kortvarige prækariatjob udløber?

Når man er meget gammel, er de bekymringer væk. Man har fået de børn man fik, arbejdslivet blev, hvad det blev. På en måde bliver man ansvarsfri som barnet igen. Og i stand til at modtage stor lykke. – Resten må I læse i bogen, også hvad ordet serenitet betyder.

I Som boblerne i bækken citerer du en række litterære værker, men én bog spiller en særlig rolle nemlig Per Olov Enquists Den forstødte engel, som er en slags udgangspunkt for bogen, og som du citerer løbende. Hvorfor skulle lige den bog være udgangspunktet for din bog om kærlighed?

P.O. Enquist fletter i sin roman fire kærlighedshistorier sammen. Jeg har løftet den grusomste af dem ud og anbragt den som en dyster basstemme, der løber gennem hele min bog. Når man møder glimtene af forskellige, ofte lykkelige, forhold, minder tonen fra Den forstødte engel om, at kærligheden også kan være fuldstændig forfærdelig. Og at man for resten ikke skal tro, man kan forklare kærlighed.

"Jeg er ikke blevet klogere på kærlighed, men jeg har indset, hvor foranderlig kærligheden er. Og hvordan min opfattelse af kærlighed altid har været påvirket af den foranderlige verden, jeg lever i."

I bogen genbesøger du også en række litterære klassikere, fra den islandske Gisles saga til den indiske Kama Sutra. Var der noget, der overraskede dig, da du som en gammel mand læste de bøger, der på forskellig vis berører kærligheden?

Ja, og det har været min største oplevelse, mens jeg skrev bogen: at forhold, jeg havde opfattet på én måde som ung, ofte tager sig anderledes ud i mine oldingeøjne. Jeg er ikke blevet klogere på kærlighed, men jeg har indset, hvor foranderlig kærligheden er. Og hvordan min opfattelse af kærlighed altid har været påvirket af den foranderlige verden, jeg lever i.

Hvis du nu som gammel mand skulle give dig selv som ung et godt råd om kærligheden, hvad skulle det så være?

Tro ikke på hvad gamle mænd siger. Gør dine egne erfaringer. Og tag ansvaret for dem.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu