"Det er en lille drillebog. En observation …"

Vilma Sandnes Johansson skildrer i Første gang jeg brænder mennesker op ungdommens postulerede værdier, positioneringsspil og famlende søgen efter at høre til.

Første gang er Gutkind Forlags nye serie, hvor tidens stemmer fortæller om en første gang, der forandrer alt for altid.

Hvad handler Første gang jeg brænder mennesker op om?

Første gang jeg brænder mennesker op handler om en gruppe unge mennesker, som holder en heksecirkel (det kalder de det i hvert fald selv), og brænder gamle Vi Unge-blade på et bål.

Bogen følger Sofia, som er kusine til Astrid, der sammen med sin smarte vennegruppe fra København afholder heksecirklen.

Hun har med nød og næppe fået lov til at komme med, og hun begynder i løbet af aftenen at sætte spørgsmålstegn ved vennegruppens adfærd og heksecirklen i det hele taget.

Bogen handler om fællesskaber, der udgiver sig for at være inkluderende, men kommer til at være det modsatte, og hvordan man i forsøget på at bryde et mønster tit kan komme til at gentage det i stedet.

Det er en lille drillebog. En observation…

Hvem er din hovedperson?

Sofia er nok det, som mange (i København) ville kalde en basic bitch.

Jeg ved ikke så meget mere om hende, end hvad der står i bogen, men jeg forestiller mig, at hun er et sted i begyndelsen af 20’erne og kommer fra en forstad til København.

Hun er rimelig straight up, forstår ikke helt sin kusines identitetsprojekt og er egentlig mest bare optaget af at genvinde hendes opmærksomhed – for så vil alt blive godt igen, det tror hun i hvert fald selv.

Hun er ret irriterende, men ligesom alle de andre karakterer vil hun nok bare gerne accepteres og anerkendes.

Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?

Jeg vidste, at jeg havde lyst til at skrive om nogle gamle Vi Unge-blade.

Først tænkte jeg, at jeg skulle skrive om, hvor forfærdelige de var, men så indså jeg, at jeg bare gentog et mønster i stedet for at bryde det.

Det er nemt nok i bagklogskabens lys at pege på de ting, man gjorde forkert en gang – for eksempel de artikler, der blev trykt i Vi Unge i 2009.

Det er ikke lige så nemt at se indad og få øje på de ting, som man selv er en del af nu, og i fremtiden måske vil se tilbage på med lidt skam i kroppen. Så det blev mit projekt.

Og særligt to ting blev mit fokus: heksetrenden og rum, der foregiver at være trygge.

Hvad var det, der gjorde dig nysgerrig på det?

For nogle år siden begyndte en del unge (mig selv inklusiv) at interessere sig for heksekunst (måske på grund af genudgivelsen af Dannie Druehylds Heksens Håndbog).

Vi bagte menstruationskager, holdt cirkler i skoven og fulgte heksens årshjul som et modsvar på kapitalismen, patriarkatet, undertrykkelse og lignende.

Men der gik hurtigt mode i den, og for mange kom det til at handle mere om en ydre identitet end om ønsket om at rykke grænser.

På TikTok og andre sociale medier tog det også fart – æstetikken blev populær, og store virksomheder begyndte at kapitalisere på den ved for eksempel at sælge krystaller udvundet under kummerlige arbejdsforhold.

Lige pludselig var heksetrenden slet ikke så hekset men mainstream – og en del af det, som den oprindeligt havde til formål at nedbryde.

Hvad fascinerede dig ved heksetrenden?

Jeg synes, at heksefiguren blev brugt som en maske til at skjule sine privilegier.

For hvem var det egentlig, der kaldte sig for hekse? I gamle dage var hekse dem, der levede på kanten af samfundet. Nu var det forfattere fra middelklassen som mig selv.

Der er generelt en tendens til at snobbe nedad i København lige for tiden, og heksetrenden har nok også været en del af den.

Lidt i tråd med alt det, blev jeg optaget af rum, som foregiver at være trygge, men ikke er det.

Jeg synes, de er uhyggelige, fordi det er så nemt at fare vild i dem. Det er nemlig svært at få øje på giftig adfærd hos mennesker, der er forklædt som det modsatte.

Et rum bliver ikke trygt, bare fordi man siger, det er trygt – ligesom Astrid gør det i Første gang jeg brænder mennesker op – og det, syntes jeg, var spændende at arbejde med i en tekst.

Hvordan er din arbejdsproces?

Det er jeg ærligt talt stadig ved at finde ud af.

Lige for tiden skriver jeg i et begrænset tidsrum hver morgen (overhovedet ikke hver morgen, men jeg prøver), og hvor jeg giver mig selv små opgaver.

Kaster jeg mig ud i for store opgaver, ender jeg bare med at stå og stirre ind i mit køleskab i stedet.

Første gang jeg brænder mennesker op har jeg skrevet mange forskellige steder på mange forskellige måder.

Pauser er vigtige for mig. Det har taget cirka et år at skrive bogen – som er en meget kort bog – og i meget af den tid har jeg slet ikke arbejdet med den (og det, tror jeg, er en vigtig del af arbejdet).

Andre øjne på materialet er også vigtigt!