Tine Høegs roman 'Sult' er skrevet impulsivt og med en følelse af stor nødvendighed.
Mia og Emil, hovedpersonerne i Tine Høegs roman 'Sult', har selv forsøgt at få et barn i et år og starter nu i fertilitetsbehandling. Emil har to børn fra et tidligere forhold. Mia er forfatter og har altid vidst, at hun vil være mor. Hun begynder at skrive tekster fra et behandlingsforløb, der bliver stadig mere gennemgribende og truer med at få alt til at falde fra hinanden. Samtidig lever og vokser skriften, den bliver en frelse, men bringer også yderligere uro ind i parforholdet. Kan man være kompromisløs både i kunsten og i kærligheden? Det er et af de spørgsmål, Tine Høegs tredje roman, rejser.
Hvad er SULT for en bog, som du selv ser det?
SULT er en bog, jeg har skrevet med min krop. Om at være i fertilitetsbehandling og om længsel efter at blive mor - det er den røde tråd. Men det emne hvirvler så meget andet stof op, om begær og parforhold, skam, sprog, køn, alder, stedmoderrollen, sammenbragte familier, at være kunstner og hvilke konsekvenser det at skrive har for ens nære liv.
Det er en rasende og sorgfuld bog, tror jeg, men også en bog om kærligheden, det håber jeg i hvert fald. For den løber under det hele.
Hvad har inspireret dig til at skrive romanen?
Jeg begyndte at skrive de tekster, der er blevet til SULT, da jeg og min kæreste selv gennemgik fertilitetsbehandling. Jeg ledte med længsel efter kunst, der handler om netop det, og det var meget begrænset, hvad jeg kunne finde.
Skriften blev en måde for mig at forstå, hvad der skete i min krop og i min sjæl. Hvad det var for en sønderrivning, der var i gang.
Hvordan er SULT blevet til?
Der gik et stykke tid, før jeg fandt ud af, at jeg var ved at skrive en roman. Jeg har skrevet teksterne ret impulsivt og med en følelse af stor nødvendighed.
De er blevet til alle mulige steder, i venteværelser på fertilitetsklinikker, i busser på vej til scanning, de er væltet frem på en meget anden måde, end når jeg normalt skriver en roman. SULT er en fysisk kraftudladning.
Hvordan har du arbejdet med romanens form og sprog?
Jeg har forsøgt at bevare den umiddelbarhed og nerve, som teksterne første gang er skrevet med. Beholde det flossede. Og jeg har ikke villet underlægge fortællingen et større, ydre plot, men lade den stå og dirre i det uafklarede, endeløse tomrum, man svæver rundt i, når man kæmper for at blive gravid.
Samtidig har det været afgørende at skabe en fiktionsramme, at omdanne egen erfaring til en roman, fordi det sætter mig fri til at forme og gøre med mit stof, hvad jeg vil. Jeg er ikke forpligtet på nogen virkelighed, men kan koncentrere mig om at skabe det bedst mulige værk.
Hvorfor har det været vigtigt for dig at fortælle den historie?
Jeg håber at kunne være med til at åbne døren ind til et mørke, som jeg tror, det er vigtigt at turde kigge ind i
Jeg håber at kunne være med til at åbne døren ind til et mørke, som jeg tror, det er vigtigt at turde kigge ind i. Ufrivillig barnløshed rammer ufatteligt mange mennesker og er alligevel stadig tabuiseret og svært at tale højt om. Det vil jeg gerne ændre.
Jeg vil også gerne pege på den skævvridning mellem kønnene, jeg har oplevet i systemet. Og så vil jeg også gerne sige noget om det at være en sammenbragt familie, og om alt muligt andet, stoffet er væltet ud, og jeg håber at være med til at aftabuisere og skabe lindring og forståelse.