Alexander Rich Henningsen

I Mig & min bogreol fortæller begejstrede læsere om deres bogreol og de bøger, som står på hylderne.

Her er vi på besøg hos Alexander Rich Henningsen, der er redaktionschef på samtidsmagasinet ATLAS. 1. maj 2024 debuterer han som skønlitterær forfatter med romanen Mother Earth – en forvaltningsgyser.

Hvornår læser du?

Jeg læser på alle tidspunkter af døgnet, men aldrig ret længe ad gangen. Jeg er nok det, man ville kalde en flyvsk, ukoncentreret og udisciplineret læser. Jeg er også en brugsorienteret og kynisk læser.

Jeg har det med at klemme lidt læseri ind hist og pist, hvor jeg kan snige mig til det. Hvis jeg vågner en smule før resten af familien, kan jeg finde på at sætte mig ind i stuen og pløje gennem en sides Kirsten Thorup, mere skal der ikke til, så har jeg det godt og er kommet dejligt fra start.

Jeg læser også næsten altid, inden jeg skriver. Det er igen min lidt skamløse brugsorienterede tilgang, der slår igennem. At læse eksempelvis noget Leif Panduro, inden jeg sætter mig til tasterne, hjælper med at nulstille hjernen, rette den mod det litterære. Komme i stemning. De første par sider af Amatørerne for eksempel.

God litteratur skaber jo også identifikation. Når jeg har læst lidt i en god roman, smitter forfatterens sprog og tænkning af på mig, og så "glemmer" jeg, at jeg ikke er Leif Panduro. Det er jeg selvfølgelig ikke, men den indsigt kommer først senere, efter jeg har skrevet, og så har jeg jo fået noget fra hånden.

Hvis jeg er på ferie og har to timer, hvor jeg intet skal, men bare kan læse løs, har jeg faktisk ret svært ved at gøre det. Jeg er for rastløs.

Jeg får lyst til at springe i poolen eller begynder at scrolle på telefonen. En halv time er et maks. for mig, også fordi jeg læser ret grundigt. Jeg er lidt en pedant, når det kommer til at få alle ord med.

Hvilken fantastisk bog har du senest læst?

Jeg læste for ikke så forfærdelig længe siden for første gang Hannah Arendts Eichmann i Jerusalem – En rapport om ondskabens banalitet, som er baseret på Arendts retsreportager i The New Yorker fra retssagen mod SS-officeren Adolf Eichmann.

Eichman havde efter krigen gemt sig i Argentina, men blev i 1960 opstøvet af Mossad, anholdt og ført til Israel for at blive retsforfulgt.

Bogen er ekstremt interessant, fordi den undersøger forholdet mellem samfundsstruktur og moral. Et forhold, Arendt viser os er evigt problematisk og fyldt med sære paradokser.

Retssagen mod Eichman kom til at handle om at slå fast med syvtommersøm, hvor absurd umenneskeligt og ondt, Det Tredje Rige var, men rent lavpraktisk viste det sig ret svært at dømme Eichmann på en juridisk stringent og retsligt forsvarlig måde for alle de her nazistiske forbrydelser.

Fordi, som Arendt pointerer, man kan ikke bruge jura til at foretage moralske domme med.

Eichman blev gjort til noget nær et symbol på alt det forfærdelige, der foregik i Det Tredje Rige, men efterhånden som retssagen skred frem, blev billedet af Eichmann som en ond person, der bare ønskede at begå bestialske forbrydelser, noget mere vaklende. Han fremstod mest af alt som en lidt ureflekteret medløber.

Arendts pointe er måske ubekvem, men ikke desto mindre vigtig. Det forfærdelige, bestialske og onde er ikke udelukkende noget, nogle enkeltpersoner bærer rundt på, og så kan vi udrydde det ved at sætte de mennesker bag lås og slå.

Det er et samfundsmæssigt anliggende, det vedrører alle os, der lever i det sociale fællesskab. Problematikken er meget mere kompleks, end hvad en enkelt retssag mod et enkelt menneske kan rumme.

Hvis man vil undgå, at et samfund udarter sig i pervers umenneskelighed, som Det Tredje Rige gjorde, skal vi alle sammen konstant foretage et stykke tænkearbejde, hvor vi reflekterer over vores egen moralske habitus. Det handler om dannelse og tænkning, ikke om jura.

Og så er bogen også bare en fornem opvisning i, hvad disciplinerne journalistik, politologi, historie og filosofi kan, når en ekstremt kyndig intellektuel kapacitet, som Arendt folder sig ud.

Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu?

Det meste af serien Små mennesker, store drømme, som vi læser for min datter Karla inden sengetid. Det er nogle ret fine og ikke mindst solidt byggede bøger om interessante mennesker som David Bowie, Frida Kahlo, Rosa Parks og andre folk, man gerne vil introducere sine børn for.

Og så ligger der to unikummer: Bogen Karlas familie og Karlas dyrebog, som min kæreste Amalie har skabt, og som selvfølgelig er Karlas yndlings.

Hvilket forfatterskab vender du altid tilbage til?

Jeg vender altid tilbage til Lars Frosts bøger. Siden jeg læste Smukke biler efter krigen – en roadmovie om et velfærdsmenneske, der møder den ubønhørlige naturs kræfter i Island – har jeg været det, man på sociale medier ville kalde Topfan. Hvorfor?

Det er selvfølgelig noget med, at Frost interesserer sig for nogle af de samme tematikker som jeg selv: politisk ambivalens, velfærdsstatens opstand, udmattelse og (mulige) sammenbrud, den slags ting. Og så er det naturligvis også noget med sproget.

Sproget hos Frost er både løst og fast på samme tid på sådan en virtuos måde, at man som læser har svært ved at forstå, hvordan det kan lade sig gøre. Det myldrer. Det myldrer på en god måde. Det er sprogligt klaverspil på alle tangenter, undskyld metaforen!

Hvordan ser din bogreol ud?

Vi er netop flyttet til en ny lejlighed, som har en ekstra stue. Min kæreste og jeg besluttede, at vi da skulle bygge en bogreol selv, som fyldte hele den ene væg i den stue.

Det har altid været et problem, at vores fælles bøger vokser ud over den reolkapacitet, vi har. Det er et evigt kapløb. Nu har vi så fået bygget den her meget store reol (vi snød og hackede os frem med Ikea-elementer og fik desuden rigeligt med hjælp af min far), og for en gangs skyld er der tom hyldeplads lige pt.

Fordi det hele er gået lidt stærkt, står bøgerne hulter til bulter, hverken ordnet efter alfabet eller genrer (eller farver, gud forbyde det!), med forfattere spredt for alle vinde. Forbrydelse og straf står i det stik modsatte hjørne af Idioten, og Til fyret står adskillige meter fra Bølgerne.

Når jeg tænker over det, stod vores bøger faktisk også sådan i den gamle lejlighed. Det er ret få perioder, vi har formået at opretholde et stringent system. Men jeg kan lide det sådan.

Der er noget intuitivt over det. At bøgerne er sat, hvor de er sat, fordi det føltes rigtigt i øjeblikket, hvor vi satte dem. At her skulle PHs samlede kulturkritik udgivet af Forlaget Rhodos i 1973 stå, og ved siden af står Olga Ravns Mit arbejde, og til den anden side står Matias Faldbakkens Vi er fem.

Det er noget med formen, farverne og følelsen, bøgerne hver især giver én i hånden, tror jeg. Vi burde måske lancere vores eget indretningsprogram for bogreoler på Netflix en dag.

Går du på jagt i andres bogreol, når du besøger dem?

Jeg har den dårlige vane at lade mit blik flakke over mod folks bogreoler, mens jeg er hjemme på besøg hos dem og burde føre en dyb, venskabelig og høflig samtale med dem.

Jeg kan simpelthen ikke lade være. Det er noget, mine øjne bare gør. Jeg kan miste koncentrationen fuldstændigt, hvis jeg får øje på ryggen af en bog, jeg finder interessant. Hvis jeg er hjemme hos nogen, jeg ikke kender specielt godt, og jeg så ser, at de har Labyrinten af Jens Baggesen stående, så tænker jeg selvfølgelig over det.

Det kan lyde forfærdeligt snobbet, men jeg vil påstå, at det mere er en nysgerrighedsting. Når jeg ser, at et menneske har Labyrinten stående, bliver jeg nysgerrig på det menneske.

Hvorfor har de den bog stående? Hvad fik de ud af at læse den?

Har du læst en bog, der har betydet meget for dig på et særligt tidspunkt i livet?

Jeg læste Rilkes eksperimenterende roman Malte Laurids Brigges optegnelser, da jeg var ung studerende og døjede med noget stress og angst. Det er en meget ung-studerende-der-døjer-med-stress-og-angst-agtig bog at læse, men det er der måske en grund til.

Jeg boede dengang til leje i en gammel frønnet villa på Frederiksberg og købte bogen i Forum Antikvariat. Det var næsten, som om ejeren af boghandlen kunne se på mig, at jeg havde brug for at læse den bog. "Ja. Den skal du selvfølgelig læse," sagde han, da jeg lagde den på disken.

Jeg tror, jeg følte mig set af den bog, fordi den er så skarpt sansende og registrerende, men på en stærkt subjektiv måde, ikke en impressionistisk måde. Og det var sådan, jeg havde det, da jeg var ung og studerende og døjede med angst, sikkert ligesom de fleste andre, der døjer med angst: jeg sansede alt for overvældende, indtrykkene trængte sig ind på mig.

Præcis ligesom de gør på Malte Laurids i Paris. Og så drømmer Malte Laurids jo om at blive kunstner, og han går rundt og bakser med, hvem han egentlig er som menneske. Præcis ligesom jeg gjorde i den periode, hvor jeg læste bogen.

Det mærkelige er så, at jeg ikke anede, hvad Malte Laurids Brigges optegnelser handlede om, før jeg læste den. Jeg vidste bare, naiv som jeg var, at Rilke var en digter, man skulle læse, men jeg holdt ikke af at læse digte. Så da jeg så, at Rilke havde skrevet en prosabog, snuppede jeg den.

Jeg er ikke overtroisk, men der er alligevel noget forunderligt over, hvordan visse bøger har en evne til at finde én på de helt rigtige tidspunkter.