Emma Bess
12. maj 2026"Jeg læste 'Tre veje til søen', mens jeg gik på Forfatterskolen og lærte af den, at kvindelige karakterers indre tankestrømme er fuldgyldigt litterært stof."
I Mig & min bogreol fortæller forfattere, oversættere og andre litteraturelskere om deres bogreol og de værker, som står på hylderne.
Her er vi på besøg hos Emma Bess, der bl.a. er forfatter til romanerne 'Ly' og 'Spøgelsesår'.
Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu?
Self Portrait af den engelske billedkunstner Celia Paul. Bogen er en meget rørende litterær afsøgning af Pauls egen tilblivelse som kunstner og hvordan hun valgte sin egen fuldkommen kompromisløse vej. Som helt ung blev hun en slags muse for den ældre, berømte Lucian Freud.
Selvom hun på mange måder beskriver forholdet som traumatisk, dømmer teksten ingen. Den opsamler bare bundter af smerte og forsøger at rede trådene blidt ud.
Jeg har læst bogen før, men tager den tit frem igen, for Paul skriver så utroligt følsomt og nuanceret om at elske, om at se og blive set og opdage sit eget blik.
Hvor finder du inspiration til læseoplevelser?
Jeg kan godt lide at gå rundt på biblioteket og blive draget af bøgerne på hylderne. Alle bøgerne ligner lidt hinanden, fordi de er bundet ind i det samme plastikomslag, de kan ikke aflæses så hurtigt fra deres ydre.
Ellers går jeg i genbrugsforretninger og antikvariater. Jeg kan godt lide, når alt muligt forskelligt er blandet sammen og ikke er kurateret så skarpt.
Hvilken fantastisk bog har du senest læst? Hvad handler den om, og hvorfor berørte den dig?
Mirja Unges Det var ur munnarna orden kom. Det er svenske Mirja Unges debut fra 1998. Hun har skrevet mange fantastiske bøger siden da, men denne her stråler stadig helt særligt.
Den handler om barnet Minna og er egentlig bare en serie glimt fra hendes meget uglamourøse hverdag i en nordsvensk provinsby. Minnas sprog er på en måde bogens centrum.
Det er et forunderligt, barnligt og poetisk talesprog, der ikke rigtigt minder om noget andet, jeg har læst, det er vildt fascinerende.
Hvilket forfatterskab vender du altid tilbage til?
Jeg bliver altid ved med at vende tilbage til Jean Rhys' bøger. Jeg bruger dem også tit i skriveundervisning og selvom de er fra en anden tid (hendes debut er fra 1927) resonerer de stadig helt rent med mine unge elever.
Hun skrev fra udsatte pigers position og om at føle sig lidt ved siden af verden, om identitet og forventninger, der aldrig helt passer med de indre rum. Hendes bøger gør ikke så meget væsen af sig, men de er så dybe og autentiske og åbner gennem det personlige for stor politisk kompleksitet.
Hvad er det mest interessante, du har lært fra en bog?
Ingeborg Bachmanns nærmest arkæologiske måde at afdække nedarvet sproglig undertrykkelse i sine kvindekarakterer.
Jeg læste hendes lange novelle Tre veje til søen, mens jeg gik på Forfatterskolen og lærte af den, at kvindelige karakterers indre tankestrømme er fuldgyldigt litterært stof.
Har du besøgt steder i udlandet, fordi du havde læst om dem i en bog?
Det er ikke decideret et sted fra en bog, men Walter Benjamins grav i Portbou ved grænsen mellem Frankrig og Spanien besøgte jeg på interrail sammen med min kæreste, da vi var unge studerende.
Vi havde begge læst Barndom i Berlin år 1900, især det essay, der handler om at fange sommerfugle, og om hvordan det at give tingene i verden sprog er ligesom at fange en sommerfugl i sit net. Det havde vi mange samtaler om i togene ned gennem Europa, hvilket jeg i dag selvfølgelig godt kan se det komiske i, men egentlig også bare stadig synes er ret romantisk.
Har du læst en bog, der har betydet meget for dig på et særligt tidspunkt i livet?
Delphine de Vigans Alt må vige for natten læste jeg på et tidspunkt, hvor jeg havde et ret stort behov for nogle billeder og narrativer, der kunne spejle og måske samle en masse familiefortællinger, som jeg er vokset op med.
Det var en meget stærk følelsesmæssig læseoplevelse om psykisk sygdom, traumer og om at finde og miste sprog.
Har du et yndlingscitat fra en bog, et digt, eller måske et ord? Hvorfor holder du særligt meget af det?
Jeg elsker Gunnar Björlings sene digte. Hans brug af småord og kalejdoskopisk grammatik, at, og, og at. Når jeg læser dem, åbner de mindste, nære sansninger sig, drømme og ord åbner sig. Hør bare: "nu nu / och talar världs timme / och lever svart och skuggorna / av blad och gräsen / och lyftad vinge."