"Med årene er jeg blevet en ret elendig lystlæser, der alt for sjældent slipper den mentale røde pen og selv bestemmer, hvad jeg skal læse."
I Mig & min bogreol fortæller forfattere, oversættere og andre litteraturelskere om deres bogreol og de værker, som står på hylderne. Her viser Lotte Kirkeby sin bogreol – som hun tidligere har delt med børnenes Lego og spil – og så afslører hun, hvorfor det netop er Per Pettersons forfatterskab, hun altid vender tilbage til.
Hvornår læser du?
Sådan lidt altid og lidt udover det hele. Jeg er slem til at tjat-læse, fordi jeg orienterer mig i meget uden at læse færdig, og det er formentlig faren ved at have læsning som profession: at jeg næsten altid har redaktørens, anmelderens eller interviewerens blik på en bog – og balladen er, at jeg med årene er blevet en ret elendig lystlæser, der alt for sjældent slipper den mentale røde pen og selv bestemmer, hvad jeg skal læse.
Hvilket forfatterskab vender du altid tilbage til?
Per Pettersons. Jeg holder uendelig meget af Ud og stjæle heste og bøgerne om Arvid Jansen. De er næsten som små poetikker og helt vidunderlige, når man skriver selv, fordi han er så sikker en komponist og stilist. Og så er han ophavsmand til det geniale begreb ”genkendelsens chok”, som han introducerer i essaysamlingen Månen over porten. Her beskriver han, hvad der sker, når man opdager, at en forfatter har formået at skildre lige præcis den følelse, man selv har danset rundt om længe, og det er jo noget af det smukke ved litteraturen: at den kan møde sin læser med en formuleret indsigt, som indtil da har været ordløs, men som pludselig får en plads i verden.
Hvordan ser din bogreol ud?
Efter i mange år at have delt reol med mine børns Lego og Ludo har jeg, efter min ældste søn flyttede hjemmefra, fået min egen i mit eget kontor i den fjerneste ende af lejligheden, og det er meget lykkeligt.
Som gammel bogopsætter ville jeg dog ønske, at mine bøger stod alfabetisk, men det gør de ikke, det er tilfældighedens princip, der råder, og når der ikke er plads til flere, tager jeg de bøger, jeg holder mindst af, og lægger dem i en kasse i opgangen til fri afbenyttelse.
"Da jeg var ung i Skive, læste jeg for at komme væk."
Har du læst en bog, der har betydet meget for dig på et særligt tidspunkt i livet?
Da jeg var ung i Skive, læste jeg for at komme væk. Jeg læste mig til Caribien med Troels Kløvedal, til Brideshead med Evelyn Waughs Charles og Sebastian og til Christiania med Tine Brylds Liv og Alexander. Og selv om jeg ikke mindes, at jeg på noget tidspunkt drømte mig til Brønshøj, så er Bjarne Reuters Når snerlen blomstrer alligevel den bog, jeg har læst flest gange. Det var lige dele eskapisme og identifikation, og jeg elskede det.
Har du et yndlingscitat fra en bog, et digt, eller måske et ord?
Jeg er en temmelig utålmodig læser og derfor desværre ikke særlig gode venner med lyrikken. Men jeg forelskede mig i dette Tomas Tranströmer-citat fra Minderne ser mig, da jeg så det udstanset på ryggen af en stol i Paris, og endte med at bruge det som motto til min seneste roman: "Indvendigt bærer jeg alle mine tidligere ansigter, som et træ har sine årringe. Det er summen af dem, der er mig. Spejlet ser kun mit nyeste ansigt, jeg kan mærke alle mine tidligere."
Er der en romankarakter, du godt gad møde i virkeligheden?
Arvid Jansen. Han er Per Pettersons alter ego, eller stuntman, som han selv kalder ham, i foreløbigt seks bøger, og man møder ham første gang i debutnovellerne fra 1986, Aske i munden, sand i skoen, hvor han er et skræmt sengevædende skravl, og senest i romanen Mænd i min situation fra 2018, hvor han er en frustreret fraskilt far, der tilbringer hovedparten af sin tid i sin gamle Mazda. Ham har jeg en faible for.