Claus Hempler
Mig & min bogreol med

Claus Hempler

1. juli 2021

"Jeg er stamgæst i de gode antikvariater."

I Mig & min bogreol fortæller forfattere, oversættere og andre litteraturelskere om deres bogreol og de værker, som står på hylderne. Her er vi på besøg hos sanger og musiker Claus Hempler, der bl.a. står bag det anmelderroste album Kuffert fuld af mursten (2019).

Hvilken bog synes du alle bør læse og hvorfor?

Jeg synes alle, som kan tale og læse dansk skulle læse Inger Christensens digtsamling Alfabet. Jeg har tit fantaseret om at blive inviteret til middag hos Inger Christensen. Altså, så der kun var mig og Inger til stede. Først skulle hun servere 3 retter, mens vi talte om løst og fast. Dernæst skulle vi gå ind i den tilstødende stue, hvor jeg skulle sidde i den bedste stol, mens Inger Christensen sad lige overfor og læste hele Alfabet højt kun for mig, hvorefter jeg skulle slingre hjem med den samme vidunderlige svimlende fornemmelse, jeg altid har, når jeg har læst den. Det er lidt samme fornemmelse som at være forelsket, hvis man har prøvet det.

Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu?

Siden det nu er Gutkind, der spørger, har jeg lyst til at nævne, at det ikke er længe siden Kjell Westös roman Tritonus lå på natbordet. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg nogensinde ville komme til at læse en bog af en finsk forfatter. Og slet ikke, at jeg ville være så begejstret for den.

"Gode digte kan jo læses igen og igen. Også selvom man i forvejen godt ved præcis, hvad der står på papiret."

Læser du bøger flere gange?

Gode digte kan jo læses igen og igen. Også selvom man i forvejen godt ved præcis, hvad der står på papiret. Men den bog, jeg har læst flest gange i mit liv, er Francois Truffauts interviewbog med Alfred Hitchcock fra 1967, som bare hedder Hitchcock. To store filminstruktører – lærlingen (Truffaut) og mesteren (Hitchcock) – der kronologisk gennemgår hele Hitchcocks lange karriere. Det er en dybt fascinerende 500 sider-lang samtale om alle de tanker og overvejelser, der indgår i den kunstneriske proces. De taler ikke så meget om, hvad filmene handler om, men mere om selve håndværket og det praktiske arbejde. Om hvad der lykkes, og hvad der mislykkes. Om de gyldne øjeblikke, hvor de store idéer undfanges. Og om de lange seje træk, hvor man kæmper for at få tingene til at fungere.

Hvilken bog ville du ønske du havde læst?

Jeg lavede et lille interview til Politiken i midten af 00'erne om bøger, hvor jeg kan huske, at jeg pegede på David Copperfield som bogen, jeg var ked af aldrig at have læst. Jeg købte i mine sene teenageår både en dansk og en engelsk udgave af den, men fik ikke læst nogen af dem. Sidenhen anskaffede jeg mig Rosinantes lækre, tykke klassikerudgave for ligesom at samle appetit til endelig at komme i gang. David Copperfield er den eneste roman, jeg ejer i 3 forskellige udgaver. Og jeg har stadig ikke læst den.

Har du læst en bog, der har betydet noget for dig på et særligt tidspunkt i livet?

Jeg læste alle Michel Houellebecqs syv romaner kronologisk lige inden, jeg fyldte 50. Jeg havde godt på fornemmelsen, at der var noget at komme efter, men at det var så dyb en mavepuster – i den bedst tænkelige forstand – var jeg nok alligevel ikke helt forberedt på. Jeg er vel egentlig ikke rigtig kommet mig over det endnu.

Hvor finder du inspiration til læseoplevelser?

Jeg er stamgæst i de gode antikvariater. Før i tiden kunne man bruge det meste af en dag på at vandre fra det ene antikvariat til det næste på jagt efter en bestemt bog. I dag kan man finde det meste på antikvariat.net, men jeg kan stadig godt lide at komme og se, hvad der står på hylderne. Der er stadig en række fremragende antikvariater rundt omkring i landet. I København kommer jeg ofte i Forum på H.C. Ørstedsvej, Seiers i Nansensgade og det lidt nyere Storrs på Frederikssundsvej.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu