Helle Helle
Mig & min bogreol med

Helle Helle

11. juni 2021

"Nu er alt, hvad der står i min bogreol enten bøger, jeg har læst, eller bøger, jeg gerne vil læse."

I Mig & min bogreol fortæller forfattere, oversættere og andre litteraturelskere om deres bogreol og de værker, som står på hylderne. Her er vi på besøg hos Helle Helle, der bl.a. er forfatteren bag romanen BOB.

Hvordan ser din bogreol ud?

Da jeg var færdig med at skrive min forrige roman, fik jeg efter mange års tilløb endelig ryddet fuldstændig op på mit kontor. Jeg skilte mig af med mange bøger. Nu er alt, hvad der står i min bogreol enten bøger, jeg har læst, eller bøger, jeg gerne vil læse.

Hvad er den næste bog, du skal læse?

Mine nytårsforsætter er hvert år litterære. Sidste gang var det at få læst Prousts På sporet efter den tabte tid. Det begyndte fint 3. januar, men så opdagede jeg, at 2021 er 150-året for Prousts fødsel, og at han derfor fejres og læses i mange sammenhænge. Det føltes pludselig lidt, som da både jeg og min daværende redaktør i 1998 begge ved et tilfælde holdt op med at ryge på årets nationale ikke-ryger-dag. Samtidig er der udkommet så meget nyt og godt, som jeg har villet læse. Så nu er jeg lige gået i stå for en stund.

Hvornår læser du?

Før jeg sover. Nogle gange om natten. En uge hver sommer læser jeg i næsten alle døgnets vågne timer. Det kommer sig af, at jeg for år tilbage delte en taxi med den norske forfatter Anne B. Ragde. Hun fortalte om et vennepar, som tilbragte hver sommer i en hytte i fjeldet, hvor de ikke foretog sig andet end at læse. Da jeg steg ud af taxien, tænkte jeg: Det vil jeg også.

Er der en romankarakter, du godt gad møde i virkeligheden?

Uha nej! For så ville romanen derefter være død for mig.

Har du besøgt steder i udlandet, fordi du havde læst om dem i en bog?

Det tror jeg ikke. Men tidligere i år var jeg tilfældigvis på Als en strålende forårsdag. Jeg havde god tid og kørte til landsbyen Asserballe for at se Herman Bangs barndomshjem. Det er også i Asserballe Bangs roman Tine foregår. Jeg steg ud af bilen og sneg mig op til præstegården. Himlen var knaldblå, mirabelleblomsterne dryssede over plænen som en lys glitrende regn. På gavlen af huset stod "Her fødtes forfatteren Herman Bang, d. 20. april, 1857". Et sug gik gennem mig. Det var netop den dato, vi havde.

"En uge hver sommer læser jeg i næsten alle døgnets vågne timer."

Hvor finder du inspiration til læseoplevelser?

Ofte er det en roman, der bringer mig videre til den næste. For eksempel er der en matematiklærer i Dag Solstads Generthed og værdighed, der siger: "Jeg føler mig lidt Hans Castorp i dag, jeg burde nok være blevet under dynen." Hans Castorp er hovedpersonen i Thomas Mann-klassikeren Trolddomsbjerget, som jeg efterfølgende endelig og med stærk glæde fik læst.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu