Mig & min bogreol med Kjartan Arngrim

"Jeg takker min gud og skaber for at have en beskæftigelse, der kræver et intenst forbrug af skønlitteratur."

I Mig & min bogreol fortæller forfattere, oversættere og andre litteraturelskere om deres bogreol og de værker, som står på hylderne. Her er vi på besøg hos sanger og musiker Kjartan Arngrim, der er forsanger i bandet Folkeklubben.

Hvorfor læser du?

Jeg læser groft sagt med to formål. Jeg læser i en jagt på dét ord, dén vending, dét tableau, der kan skubbe til mit virke som sangskriver og sætte næste sang i gang. Og så læser jeg for at underholdes. Det er ikke altid, en bog kaster en sang af sig. Men så har jeg i det mindste været underholdt.

Jeg takker min gud og skaber for at have en beskæftigelse, der kræver et intenst forbrug af skønlitteratur.

Hvilken fantastisk bog har du senest læst?

Jeg vil fremhæve Ida Jessens Kaptajnen og Ann Barbara, som er en blanding af Pelle Erobreren og There Will Be Blood (den der film med Daniel Day Lewis) – om de første og mislykkede forsøg på at opdyrke heden. En simpel, men stor, stor fortælling.

Så har jeg læst Cahun af Kristina Stoltz. Jeg læste bogen i én stor forundring over, at en person på min alder, på troværdig vis har kunnet fremskrive så syret en historie som denne, der strækker sig fra slutningen af 1800-tallet over den sidste del af modstandskampen under Anden Verdenskrig til Bataclan og nutiden.

Og så var der Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede, som var fremragende og kastede i hvert fald to sange af sig.

Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu?

Jesus Kristus, det gør Marcel Prousts På sporet efter den tabte tid! For helvede hvor er jeg træt af den. Den der madeleinekage er da fin nok, men det retfærdiggør altså ikke, hvor gudsjammerlig drøj den stadig efter de to første bind tager sig ud.

Normalt sløjfer jeg en bog, hvis den ikke er der inden for de første 80 sider. Men med denne bog er der den udfordring, at folk over en bred kam aldrig gennemfører den. Kvinden i mit liv læser forud, og jeg hører ikke andet end stønnen og jamren. Det lover ikke godt.

Hvilket forfatterskab vender du altid tilbage til?

Jeg ved ikke, om jeg som sådan "vender tilbage" til bestemte forfatterskaber. Jeg læser vel bare videre på dem, jeg kan lide. Som jeg gør det Dostojevskijs bøger, måske fordi det er nemt, da de bare er der.

Jeg har dem stående som et arvestykke, så det er lige til at pille en tilfældig bog ned i dén der gamle oversættelse, der ikke affortryller fortællingen ved at fjerne og forklare alle de sjove og dragende ord, der i stedet får lov at stå og funkle på siderne. Han er en god fortæller, og så er han virkelig morsom. En af de få forfattere, hvor jeg kan tage mig selv i at grine, mens jeg læser.

Det er meget sjældent og vel også en af forklaringerne på, at Stine Pilgaard har hittet, som hun har – fordi hun ubesværet forener en fortælling om eksistentiel hjemløshed med humor, så man rent faktisk griner, mens man læser. En sjælden kunst.

Og så er jeg glad for Hamsun – Mysterier, Markens grøde, Sult, Konerne ved vanposten, it’s all good. Alle Marilynne Robinsons romaner. Og Tove Ditlevsen som hænger som plakat i kolonihaven, fordi hun er en true rockstar.

Hvad er den næste bog, du skal læse?

I gymnasiet – hvor jeg blev indskrevet som 15-årig iført joggingsæt og tilbragte tre år uden at fatte noget som helst – skulle vi læse en forfatterinde ved navn Solvej Balle. Og jeg tænkte, som jeg gjorde om det meste litteratur- og skolerelateret: Hvad rager det mig?

Da selvsamme Solvej Balle i 2020 udgav en roman med titlen Om udregning af Rumfang, tænkte jeg; så er det nu kammerat!

"Jeg læser i en jagt på dét ord, dén vending, dét tableau, der kan skubbe til mit virke som sangskriver."

Jeg købte og læste bogen som en slags lektie per efterkrav. Vi er nu på tredje bind af en septologi, der handler om en kvinde fanget i en form for hul i tiden. Hver morgen vågner hun til den samme 18. november, der gentager sig tilsyneladende ind i uendeligheden. Samme dag, samme aviser, samme toastbrød, der tabes på gulvet, samme støvregn. En form for levende mareridt. Eller i det mindste et spændende sted at befinde sig. Det er det i hvert fald som læser.

Ikke således, at jeg er fuldstændig bjergtaget, men jeg er – som romankarakteren – fanget i dén der 18. november og slipper ikke ud, før værket er fuldbragt.

Hvilken bog synes du, alle bør læse?

Jeg er ikke så vild med dette spørgsmål. Der findes en grundregel, der lyder, at den bedste bog, folk nogensinde har læst, også er den eneste bog, folk har læst. Det forklarer, hvorfor der er så få mennesker, som læser.

Det nytter ikke noget at give en 17-årig dreng eller pige Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed med beskeden om, hvor uendelig fantastisk den er. Den er faktisk god, men den kræver, at man er oppe i et vist gear, hvad bøger og læsning angår. Er du ikke det, vil du skræmmes og fremmedgøres over for litteraturen, måske føle dig lidt dum og så forfalde til syndfloden af TV-serier, der intet kræver af dig.

Hvilken bog har du oftest givet i gave? Hvorfor og til hvem?

Når jeg virkelig begejstres for en bog, så giver jeg den i gave. Venner og bekendte får bogen med en besked om, at det er det bedste, jeg nogensinde har læst. Yes, I know!

Ida Jessens Kaptajnen og Ann Barbara har jeg givet væk til ufattelig mange. Stefánssons Himmerige og helvede er blevet givet som gave. Tine Høegs Tour de chambre, Thorkild Hansens lille fine Camus død, som han skrev på, da han selv faldt om med et hjertestop. Ferrantes Napoli-bøger. Camus' Sisyfos-myten. Tove Ditlevsen Det tidlige forår og Gift.

Hvornår læser du?

Om aftenen. Jeg læser hver dag, og jeg læser meget. Hver aften i sengen og, når bogen er god, til langt ud på aftenen.

Hvad er det mest interessante, du har lært fra en bog?

"At der kun findes et virkelig alvorligt problem, selvmordet. At afgøre om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål."

"Når jeg virkelig begejstres for en bog, så giver jeg den i gave."

Denne indledning fra Camus' Sisyfos-myten har jeg brugt det meste af mit liv på at blive klog på.

Har du en yndlingsforfatter?

Jeg har ikke én yndlings. Jeg læser i øst og vest, og så er der nogle, jeg læser videre på. Og så har jeg noget med debutanter, måske fordi jeg selv kan huske, hvordan det var at debutere. Der er meget på spil, og de modtages ikke altid, som de burde.

Jeg har senest og med fornøjelse læst Tom Hermansens Døren smækker bag mig, Christian Henriksens 8240 Vejlby, Nils Erlings Til Min far og Lui Larsens Endnu er vi her lidt endnu.

Er der genrer, du går i en stor bue udenom?

Krimier. Jeg har en klar ide om, at der ikke er sange i dem. Ligesom der ikke er sange i TV-serier. Det kan sikkert være rart at lade sig underholde af dem. Det er også rart at komme i karbad, men det har aldrig kastet en sang af sig.

Læser du bøger flere gange?

Nej, jeg er jo ikke en lallende idiot. At tænke sig hvor mange fantastiske bøger, jeg endnu ikke har læst. Hvorfor så gå og genlæse? Vi kommer i den forbindelse ikke uden om, at litteratur også er staffage; et middel til selv-iscenesættelse:

- Skal du have mælk i kaffen?

- Jeg har læst Lykke-Per mindst tyve gange!

- Det var ikke det, der blev spurgt om. Hvis du er så skide glad for Lykke-Per, der sine steder (lad os nu være ærlige) er lidt drøj, hvorfor i al verden har du så ikke læst Jacob Paludans Jørgen Stein (den er virkelig god!) bare en enkelt gang? Det er også en stor og ambitiøs udviklingsroman, bare uden drøje passager. Et under, at dette hovedværk er skrevet ud af litteraturhistorien.

- Jamen, jeg har læst Lykke-Per mindst tyve gange.

- Vi ses.

Hvad betyder litteratur for dig?

Udover at underholde og stimulere sangskrivningen, så er der vel også det særegne ved en fysisk bog, at den ikke umiddelbart henviser til andet end sig selv. Der kan selvfølgelig på omslaget være nogle forslag til videre læsning af bøger ”af samme forfatter”, men derudover tilbyder bogen noget for vores tid så sjældent som en algoritmefri time eller to.

"Bogen tilbyder noget for vores tid så sjældent som en algoritmefri time eller to."

Og selvfølgelig er der et dannende perspektiv i at kunne spejle sig i romankarakterer, deres handlemønstre og følelsesliv og i fiktive universer, der – når det er godt – er udfoldet mere omsiggribende end noget, vi i vores virkelige liv har mulighed for at komme i nærheden af.

Lad os give Proust lidt tiltrængt credit. Om litteraturen hedder det i På sporet efter den tabte tid:

"… har Romanforfatteren først sådan faaet os helt i sin Magt, saa slipper han løs i vort Indre, blot i løbet af en eneste Time, alle mulige Arter Lykke og Ulykke, som vi i det virkelige Liv maatte have Aar til at lære at kende…"

Alle danskere, selv republikanere, er i disse uger ved at dåne over, hvor fantastisk vores dronning er. Hun må virkelig ved sin evne til at formulere og udtrykke sig, være indsat af en guddommelig magt, synes at være den almene konsensus i forbindelse med 50-års jubilæet. Jo eller også er Magrethe d. 2. bare et meget belæst og dannet menneske. Hun har i hvert fald ikke nået sit nuværende niveau ved at binge tv-serier, gætter jeg på.

Hvordan ser din bogreol ud?

Et stort syndigt rod. Jeg kan godt lide ideen om, at titlerne vælter rundt hulter til bulter og stoler på, at netop denne manglende systematik vil hjælpe mig videre i en sang på det helt rigtige tidspunkt.

Hvor finder du inspiration til læseoplevelser?

Jeg læser avis hver dag. Og i mange år, fra jeg var 20 og indtil for fire år siden, kunne jeg ringe til min morfar, der kunne anbefale mig netop dén bog, der på det tidspunkt i mit liv ville kilde min læselyst. Sikke en luksus. Nu finder jeg dem selv.

Jeg bor 30 meter fra boghandlen Thiemers Magasin – med det søde, sjove og kloge personale – og tosser tit rundt der og kommer sjældent hjem uden en bog.

"Jeg kan godt lide ideen om at læse bøger, der foregår der, hvor jeg rejser."

Jeg fik engang fra en meget uventet kant tilsendt bogen The Radetzky March af Joseph Roth. Den er simpelthen så god, og så var der tilmed en dedikation fra afsenderen i bogen, som jeg blev helt utrolig glad for. Jeg elsker hilsner i bøger, både dem stilet til mig og dem, der er skrevet til tidligere ejere af bogen. En lille mikro-fortælling i fortællingen.

Har du besøgt steder i udlandet, fordi du havde læst om dem i en bog?

Nej, men jeg kan godt lide ideen om at læse bøger, der foregår der, hvor jeg rejser. Og som måske ville være lidt underlige og halvkedelige at læse herhjemme. Jeg læste med stor fornøjelse Tom Kristensens En Kavaler i Spanien i Spanien. Og ville gerne have gjort det samme med Rifbjergs Til Spanien og gør det måske en dag med H.C. Andersen I Spanien.

Har du læst en bog, der har betydet meget for dig på et særligt tidspunkt i livet?

Thorkild Hansens Processen mod Hamsun er noget af det bedste, jeg nogensinde har læst. Denne særegne blanding af fiktion, journalistik og historieskrivning.

Et mesterværk, som er blevet glemt og skrevet ud. Af to årsager, tror jeg. Dels pga. Hansens ærinde og konklusion. Han frikender og dyrker geniet Hamsun på trods af det faktum, at Norges svar på H.C. Andersen i en sen alder blev nazist.

Dels fordi Thorkild Hansen var rasende træls og selvoptaget på en uhørt un-cool måde. Jeg læste hans dagbog "Mellem Brøndkjær og Nørholm", og jeg brølede af grin hele vejen igennem.

Tænk sig at man kan skrive så smukt og elegant om andre og så dumt og selvudleverende om sig selv. Alt hvad han har skrevet om andre er fremragende: Det lykkelige Arabien, Jens Munk, Slavetrilogien; læs, læs, læs.

"Jeg elsker hilsner i bøger, både dem stilet til mig og dem, der er skrevet til tidligere ejere af bogen."

Processen mod Hamsun er et fint eksempel på, at man få ret i litteraturen og samtidig tage fejl i virkeligheden. Og det bliver det ikke dårlig litteratur af.

Er der nogle klassikere, som du først for nyligt har læst?

Jeg læste Verden af i går af Stefan Zweig, og den var god. Så læste jeg Skaknovelle, som var fremragende. Så læste jeg Erasmus af Rotterdam, som virkede lidt tung og bedaget.

Hvilken forfatter – død eller nulevende – gad du godt møde / spise middag med?

Jeg gav engang Klaus Rifbjerg vores første LP med beskeden om, at nu havde jeg lyttet til ham i så mange år, nu var på tide, at han lyttede til mig. "Sådan!", svarede han og puttede den i sin lædertaske.

Har du et yndlingscitat fra en bog?

Digtet "Slå Flint!" af Klaus Rifbjerg; det tænker jeg tit på, eksempelvis op til en pladeudgivelse, i det hele taget når der kræves noget af mig:

"Slå Flint!
Hvis gnisten falder heldigt,
brænder bålet.
Slå flint!
Og hvis det hele kikser,
var der gnisten,
der stinker tørt og fucking godt."