I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem. Her har vi talt med Anders Søgaard, der står bag Maskinerne kommer indefra – Forstå kunstig intelligens før den forstår dig.
Hængekøjen
På Folkemødet blev jeg spurgt, hvordan forskere skal forholde sig til, at kunstig intelligens måske på sigt gør forskere overflødige?
Jeg sagde: "Problemet løser sig selv. Hvis kunstig intelligens gør forskere overflødige, er der snart ingen forskere tilbage til at forholde sig til det. Gudskelov. Hvis forskere bliver overflødige, ville det være åndssvagt at blive ved med at forske."
Vi er her kun kort. Snart er det slut. Og det er ikke let at forholde sig til. Jo mere tid vi kan sætte fri des bedre.
Vi har brug for tid i hængekøjen. Tid til at se op i himlen og dufte til græsset. Og måske skrive en bog i ny og næ. Mens vi er her. Alt det andet – uddannelse, arbejde, pensionsopsparing – er blot en måde at nå derud.
Bøger
Bøger er en mærkelig opfindelse. Tænk, at der findes bøger. Hvem gider bruge tid på at skrive bøger, når vi alle skal dø? Og omvendt er det mærkeligt, at vi ikke allesammen skriver bøger.
Det, vi siger til hinanden, er så flygtigt. Jeg er ked af det, Stine, men jeg husker kun en brøkdel af det, du har sagt. Hvis du dør før mig, vil jeg lede efter dine breve, finde alle de sedler frem, du har skrevet på. Genkalde mig dine ord, rekonstruere dine tanker. Ved at skrive til hinanden gør vi verden større.
Med Maskinerne kommer indefra havde jeg lyst til at skrive en bog, der var en blanding af skønlitteratur, filosofi og noget mere encyclopædisk. De fleste bøger keder mig, men dem, der insisterer på at løbe om hjørner med de gængse genrer, er sjovest.
Jeg skriver altid på mindst tre ting ad gangen: en forskningsartikel, lidt skønlitteratur og noget midt imellem. Bogen her bor et sted midt imellem.
Flyvende lanterner
Halvvejs færdig med bogen var jeg i Porto. Byen var oversvømmet, men oppe på universitetet snakkede de om kunstig intelligens og tillid. Om aftenen spiste jeg med en kollega. I loftet over os svævede hundredvis af lamper.
Det mindede mig om loy kratong-festivalens flyvende lanterner, som bærer uheldet bort. For at give os tillid til verden. I virkeligheden begyndte loy kratong som ren fornøjelse. Under regntiden, når alt var oversvømmet.
Er bøger et forsøg på at genvinde tillid til verden eller ren fornøjelse? Og er der nogen forskel på de to? Jeg skriver for at give mine tanker lov til at være en del af verden. For at blive opmærksom på dem. Måske er det en fejl? Måske skulle jeg hellere have sendt mine tanker væk i flyvende lanterner?
Det er de to genrer, vi som mennesker er nødt til at løbe om hjørner med: etablering og opløsning. Vi bygger huse, og regnen skyller dem væk. Vi skriver bøger, og de brænder før eller siden bort. Et øjeblik kan vi bo der i huset, et øjeblik kan vi læse bogen. Nyd det, glem det igen.