"Da jeg som helt ung begyndte at skrive, troede jeg, at hvis jeg skrev noget, så blev jeg også nødt til at rappe det"
I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem. Her har vi talt med Babak Vakili, forfatteren til den brandvarme serie om gangsterrapperen Anas Hashim.
Forfatter og ung rapper
Da jeg som helt ung begyndte at skrive, troede jeg, at hvis jeg skrev noget, så blev jeg også nødt til at rappe det. Så det har jeg altid gjort, og jeg tror, det er derfor, at rim og rytmer næsten altid finder vej ind i det, jeg skriver.
Jeg lytter altid til musik, når jeg skriver. Mest jazz eller bare low key-ting, aldrig vokaler, det distraherer mig, når jeg i forvejen arbejder med ord.
En undtagelse kan være persisk musik, måske fordi min hjerne ikke griber fat i ordene på samme måde, som den ville gøre med dansk eller engelsk.
"Det er en stor hjælp at kunne se det hele visuelt"
Det visuelle overblik
Når jeg skal begynde på en ny Anas Hashim-bog, så skriver jeg først Anas’ forskellige spor og de forskellige karakterers buer op på en tavle.
Hvis jeg ikke har en tavle til rådighed, så bruger jeg et white board-software, der hedder Miro. Herefter smider jeg det ind i mit dokument og laver en oversigt over alle sekvenserne med et par sætninger om, hvad hver sekvens skal kunne, et såkaldt treatment.
I forbindelse med seneste bog eksperimenterede jeg med at skrive mit treatment i Final Draft, et software, som jeg normalt bruger til at skrive filmmanus i.
Final Draft har nemlig en funktion, der tillader dig at få overblik over alle dokumentets afsnit og samtidig let rykke rundt på dem. Det er en stor hjælp at kunne se det hele visuelt.
Når jeg så først er i gang med at skrive, så flyver det nærmest ud af fingrene på mig. Nok fordi, at Anas minder meget om mig selv, hvilket jeg først rigtig opdagede, da jeg holdt den første bog i hånden.
"Nogle gange sidder jeg og griner højt af noget, jeg skriver, hvilket, jeg tror, min kæreste synes er virkelig irriterende"
Ødegård og kalenderstruktur
Jeg plejede at være oppe hele natten og skrive vers. Efter jeg er begyndt at skrive bøger, kan jeg godt lide at stå tidligt op og gå direkte til tasterne.
Jeg har skrevet en del af Anas Hashim-bøgerne på min kærestes families ødegård i Sverige, hvilket er lige så idyllisk, som det lyder. Men ellers har jeg bare siddet og skrevet hjemme i min lejlighed, jeg har ikke brug for det store setup.
Min kæreste arbejder også med at skrive, og vi sidder tit og skriver sammen. Det er vildt hyggeligt. Nogle gange sidder jeg og griner højt af noget, jeg skriver, hvilket, jeg tror, min kæreste synes er virkelig irriterende.
Jeg er generelt vild med struktur og elsker at plotte en manusplan ind i min kalender.
Jeg giver altid mig selv godt med luft i kalenderen, og jeg ved ikke, om det er fordi, det giver mig en kunstig følelse, af at være forud, eller om det er fordi, jeg inderst inde finder nydelse i at revidere kalenderen, når jeg er blevet færdig med et kapitel før tid.
