"Med tre børn og en legesyg hund i lejligheden er jeg vant til at skrive i et vidunderligt kaos af levet liv og skabertrang"
I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem. Her har vi talt med Anne Mette Kirk, forfatteren til den nervepirrende roman 'Dobbeltfejl'.
Skrivebordet
Jeg er ikke den type forfatter, som har brug for absolut ro i otte timer eller et hvidt rum uden vinduer for at kunne skrive. Dobbeltfejl er min fjerde roman og med tre børn og en legesyg hund i lejligheden, så er jeg vant til at skrive i et vidunderligt kaos af levet liv og skabertrang. Derfor har arbejdet med romanen foregået forskellige steder: derhjemme ved spisebordet, i mit kontorfællesskab på Christianshavn, på caféer i indre København og i vores sommerhus.
Det eneste, jeg er dybt afhængig af, er mine musikplaylister, som jeg udfærdiger til hovedpersonerne i mine romaner. Ved at lytte til en karakters sange kommer jeg hurtigt i den rette stemning og rammer forhåbentligt tonen i mine romaner mere nøjagtigt.
Under tilblivelsen af Dobbeltfejl har jeg især lyttet til:
"Jo mere indsigt jeg har, jo stærkere kan jeg bygge romanens fundament"
Research
Før jeg landede på den rigtige hylde som forfatter, arbejdede jeg i mange år som journalist, redaktør og vært, blandt andet på TV 2 News. Måske er det en arbejdsskade men at researche er en yderst central del af tilblivelsen af mine romaner. Længe før jeg skrev det første ord i Dobbeltfejl, havde jeg allerede talt med forældre, tenniseksperter, sociologer, børnepsykologer, skoleledere, politiefterforskere, kunsteksperter, jordemødre, modedesignere og keramikere.
Jo mere indsigt jeg har, jo stærkere kan jeg bygge romanens fundament. Selvom det lyder kontraintuitivt, så bliver jeg faktisk mere legesyg, når jeg har tilegnet mig viden. Jeg tør bevæge mig rundt i fortællingen og udfordre den yderligere, når jeg kan mærke at fundamentet holder.
Ofte vender jeg tilbage til de vidunderlige fageksperter utallige gange, inden romanen sendes til tryk. Mine spørgsmål er sjældent målrettet noget faktuelt – den slags kan jeg nemt google mig til. Jeg er mere interesseret i dilemmaerne, i hvordan jeg undgår klicheer, og præcis hvordan de ville formulere sig i en given situation.
"Hver roman er sin egen finurlige organisme, og jeg har for længst opgivet at sætte arbejdet med min historiefortælling på formel"
Metoden
Selvom Dobbeltfejl er min fjerde roman, har jeg endnu ikke opfundet en snorlige metode, som altid fungerer.
Hver roman er sin egen finurlige organisme, og jeg har for længst opgivet at sætte arbejdet med min historiefortælling på formel. Men jeg har nok alligevel udviklet en metode, som oftest virker for mig. Når jeg får en idé, så researcher jeg amok i flere måneder for at komme rundt om alle aspekter. Det er altafgørende, at ideen er fuld af dilemmaer, menneskelig sandhed og aktiverer noget dybere i mig end bare plottet.
Derefter sætter jeg mig til tasterne og skriver løs fra romanens begyndelse. Efter omkring 30 sider stopper jeg op og forsøger at fornemme romanens tone og budskab. Når dette er på plads, så kommer månederne – måske årene – med selve skrivearbejdet.
Jeg elsker heldigvis samtlige led i processen og stornyder den gigantiske variation i mit arbejde.
"Forfattermusklen skal trænes og vedligeholdes, så jeg skriver hver eneste dag"
Ritualerne
Langt hen ad vejen er jeg drevet af intuition og nysgerrighed, men jeg har alligevel efterhånden tilegnet mig en indsigt i min egen skriveproces, så jeg ved, hvordan jeg skaber de mest gunstige forhold.
Jeg skriver allerbedst i de tidlige morgentimer, når resten af min familie sover. Det er som om, at mit sprog og min adgang til det er uhindret og mere sprød, når dagen endnu ikke for alvor er begyndt.
De fleste dage skriver jeg fra klokken fem til klokken syv om morgenen. Jeg tror på, at forfattermusklen skal trænes og vedligeholdes, så jeg skriver hver eneste dag (også weekender og ferier).
Derudover læser jeg konstant bunkevis af mine kollegers bøger, også selvom jeg er tæt på deadline. Jeg næres simpelthen af andres ord og fortællinger. Jeg skal heldigvis aldrig sparke mig selv i røven eller slæbe mig selv hen til tastaturet – at skrive romaner er cirka det mest meningsfulde i mit liv. Altså udover min familie.
"Både min redaktør og jeg faldt bagover af begejstring"
Forsiden
Mens jeg skrev på Dobbeltfejl, begyndte jeg at fundere over, hvordan romanens forside skulle se ud. På en udenlandsrejse faldt jeg over den amerikanske forside til Meg Masons forrygende roman Sorrow and Bliss. Der var noget, som talte direkte til mig, og som mindede om essensen af Dobbeltfejls fortælling.
Min redaktør viste forsiden til den eminente grafiker Sofie Winding, som derefter gik i gang med sit arbejde. Hun undersøgte, hvem der stod bag fotografiet og fandt et andet af kunstnerduoens fotografier.
Både min redaktør og jeg faldt bagover af begejstring, og vi behøvede ikke mange sekunders tænketid. Sofie havde indfanget, alt hvad jeg håbede på. Og endnu mere til.
Skriveblokering
Arbejdet med Dobbeltfejl har været ekstremt organisk, sprudlende og faktisk uden skriveblokeringer.
Sker det en sjælden gang, at jeg stirrer tomt og længe ind i min computerskærm, så er der typisk to årsager: Enten trænger jeg virkelig til en pause og skal have hovedet nulstillet ved en løbetur, et opkald til en veninde eller noget helt tredje. Og ellers – og det er den værste – så er det, fordi fortællingen er ved at bevæge sig i den forkerte retning. Er det tilfældet, så hjælper intet andet end at skrue på historien til den klikker igen. Det lyder måske simpelt. Det er det ikke.