Duncan Wiese

I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem.

Her har vi talt med Duncan Wiese der bl.a. er forfatter til digtsamlingerne 'Kirsebærplukkerne' og 'DRENGE.

Skrivebord

Min skriveproces på DRENGE har været meget afbrudt, jeg har arbejdet i korte intervaller, hvor jeg har fået skrevet de digte, som har hobet sig op, mens jeg har lavet lønarbejde.

Mit skrivebord står inde bag vores puslebord og ved siden af en slyngevugge. Der er stakke af bøger og bleer overalt, jeg har stort set ikke brugt det, det seneste år.

Grunden er, at vi har vildt mange børn, en masse små liv, der ikke venter på, at man bliver færdig med at skrive. I stedet har jeg brugt min kones kontor oppe på 1.salen. Der er mere ro.

Nannas kontor

Et sted i DRENGE står der, at gulvet er dækket af papirer. Det var her, midt i processen med at læse 400 elevansøgninger til Forfatterskolen, at jeg sad og kiggede ud, og digtene begyndte at komme til mig.

Vores genbos ene hest døde, mens jeg pløjede mig igennem stakkene af håbefulde skrivende, jeg så det ske, simpelthen, dyrlægen der kom kørende, mens jeg læste og læste.

Det gjorde et eller andet ved mig. Jeg begyndte at skrive digtene ned efter det.

Amerikansk fodbold

Der er et sted inden i mig, som er Amerika. En del af mit hjerte eller sjæl. Jeg er vokset op med Arcade Fire og Rage Against the Machine, KoRn og nuller-rap, 50 cent, Eminem, Nate Dogg, punk og goth piratfester i parkeringskældre, og demonstrationer mod Irakkrigen. Og så har jeg spillet amerikansk fodbold, fra jeg 12 år.

For nylig var jeg til en begravelse, hvor der dukkede en masse folk op fra den tid. Gamle venner. Det er en særlig måde, man kender hinanden på, når man har løbet rundt sammen på en pløjemark i Jylland og drømt om Texas.

Det er første gang, jeg har skrevet om amerikansk fodbold. For at være ærlig savner jeg det tit, fællesskabet og intensiteten, selv hjernerystelserne.

Europa

Da jeg begyndte med at skrive i slutningen af gymnasiet, var det ren romantik, selvfølgelig læste jeg beatdigterne. Da jeg indså, at jeg aldrig ville komme til USA og blive all-American fodboldspiller, kastede jeg mig over Kerouac og Ginsberg.

Jeg tror faktisk, det var filmen Howl, der gjorde udslaget, mine venner syntes, jeg lignede James Franco i den, det var brillerne og tøjet. Så var min skæbne ligesom afgjort.

Det var en mærkelig drenget tid, vi var utroligt optaget af noget vildt og heroisk, det var ugennemtænkt og lidt dumt.

Jeg droppede ud af universitetet og blaffede rundt i Europa, var altid ulykkeligt forelsket, skrev dårlige digte og var nok ret ulidelig. De store indsigter udeblev. Det var på en måde helt tomt. 

Forfatterskolen

Forfatterskolen blev min vej ud af en hver romantik om at skrive. Jeg kom til optagelsessamtale uden noget kendskab til nyere dansk litteratur og kom forståeligt nok ikke ind.

I stedet flyttede jeg til Fyn og byggede et hus med nogle venner og min far, mens jeg gik på FGK i Esbjerg. Til min første tekstlæsning fik jeg at vide, at der var en sætning ud af ti siders tekst, der kunne bruges. Og det var rigtigt. Den sætning blev begyndelsen på noget andet, en usentimental tilgang til skrift.

Jeg forgudede mine undervisere, slugte en masse nye bøger. Blev forelsket i alle nulevende digtere, som var bare lidt gode. Under tilblivelsen af DRENGE var jeg selv lærer på Forfatterskolen, det har finansieret arbejdet med bogen, nu har jeg sagt op. Mit jobcenter tilbyder et vagtkursus, det overvejer jeg at tage, det eller noget freelance så jeg kan skrive ved siden af.

Vores kirke 

Jeg er blevet døbt. Jeg ved ikke, om jeg tror på det helt, men jeg kan godt lide at være et sted, der er 900 år gammelt. Jeg kan lide salmerne, billederne, de omskrevne folkemelodier. Jeg tror, at det sniger sig ind i mine tekster også.

Når man har små børn, oplever sygdom og død, er det godt at have et rituelt rum, der har sprog for det svære og urimelige. Jeg er blevet venner med præsten, han er også flyttet til for nylig. Han ved det nok ikke, men jeg har grædt til et par af hans prædikener. Han ser det som et arbejde, jeg ser det som stor kunst, det han siger.

De manglede en i menighedsrådet, så nu er jeg med i det. Jeg er desværre et meget passivt medlem, møderne ligger lige i ulvetimen. Men jeg har da været med et par gange. Der sidder vi så, godsejeren, hans gartner, apotekeren, smedens kone og forfatteren, og vi venter på præsten. Det går op for mig, at jeg lever i en slags 1800-tals roman, det er great, det glæder jeg mig til at skrive om.