DRENGE
En vild og følsom digtsamling om maskulinitet, angst og amerikansk fodbold.
Kan hjertet både rumme kærlighed til amerikansk fodbold og skydevåben, gråd, angst og ømhed?
En lille familie bor på landet og kæmper i et stille kaos med at få hverdagen og økonomien til at gå op. Et af børnene skal begynde i skole, og det sender digterjeget tilbage til sin egen skoletid og en provinsungdom i kedsomhed og vildskab. Til amerikansk fodbold, hærværk, vold og venneforelskelser.
DRENGE er en brutal og følsom digtsamling om mandeforbilleder, forældreskab, angst og rastløshed, og om hvordan man finder og accepterer sig selv i en verden, der kræver, at man skærer noget fra for at passe ind.
Udgivelsesdato: 30. april 2026.
Anmeldelser
Kristeligt Dagblad
"Et ærligt studie i en mands dybe sjæl ... DRENGE er simpelthen intet mindre end et studie i, hvad der sker, når et jeg kaster den ham eller rustning af stereotype maskuline nøkker og attituder af sig, som de fleste af os er belemret med ... En samling fabelagtige digte."
- Peter Stein Larsen
Information
"Duncan Wiese føjer sig selv til listen over mænd, der græder i poesien. Med bravour ... Hvis man forestiller sig David Finchers film Fight Club som digtsamling, er man tæt på DRENGE ... Mange stærke billeder."
- Kamilla Löfström
Dansk BiblioteksCenter
"Duncan Wiese fortæller om dagligdagens udfordringer og om de oplevelser i fortiden, som dannede ham og siden forandrede ham. Det er ærligt og fascinerende og skrevet som et langt prosadigt, hvor følelserne får frit spil, så man både berøres og bliver klogere. Det er også en hård digtsamling, der byder på et indblik i provinsens ungdomsliv. Digtene skifter mellem helt korte sætninger, enkelte ord og større fortællende prosadele."
- Peter Holm Rasmussen / Lektørudtalelse