Emma Bess

Det tog omkring fire år at skrive min roman Ly. I løbet af den tid flyttede jeg fra Danmark til England og blev mor for anden gang. Romanen var hele tiden med. Teksten forandrede sig, ligesom jeg forandrede mig. Verden forandrede sig også. Midt i arbejdet lukkede coronapandemien alting ned, og det var et stort tab for mig, at jeg ikke længere kunne skrive ude blandt mennesker.

Dette billede er taget i marts 2020. Cambridge, hvor vi boede, plejede at være fuldstændigt pakket med folk. Både turister og de studerende, som boede på alle de slotslignende kollegier i midten af byen. Pludselig var der bare tomt.

Min hverdag forandrede sig og jeg måtte indrette et midlertidigt skrivested derhjemme. Vores venner, som boede i samme opgang som os, var strandet i Australien da alle flyafgange blev aflyst. De næste mange måneder skrev jeg i deres lejlighed. Mens der var lockdown måtte vi kun gå ud én gang om dagen, og kun for at købe ind eller få lidt frisk luft. Jeg tror, at de klaustrofobiske omgivelser i disse måneder flyttede ind i min roman.

Heldigvis åbnede verden sig igen, og jeg begyndte at skrive ude i byen igen. Dette billede er fra min yndlingscafé i Cambridge, hvor en stor del af Ly også er skrevet.

Landskabet

Jeg boede med min familie i udkanten af Cambridge. Det er en livlig, international universitetsby, men den er også lille, nærmest landsbyagtig. På vej ind til byen gik eller cyklede jeg ofte på denne sti, som går forbi en skov og en stor mark.

Når jeg gik på stien, følte jeg mig langt væk fra byen. Stien var et åbent, friskt og stille sted, hvor jeg følte, at jeg fik en pause. Der var ingen lygtepæle, så om aftenen og på vintereftermiddage var den fuldstændig mørklagt. Om morgenen var der ofte tåget. Om sommeren var der et hav af vilde blomster på marken.

Jeg får tit idéer, når jeg cykler. Så stopper jeg op og skriver dem ned i noteprogrammet på min telefon eller indtaler dem som en lydfil. Ly rummer mange stemninger og refleksioner, som er opstået i farten på cyklen.

I det hele taget er det min oplevelse, at de landskaber og rum, jeg er i, flyder ind i det, jeg skriver, men altid på en indirekte og fragmenteret måde. Det er små stykker af stemninger, som bliver sat sammen på nye måder.

I Ly er der en passage, hvor Linda er barn og cykler hen ad en sti. Her forestillede jeg mig denne sti i Cambridge – og satte den så ind i det Vesterhavslandskab, som Linda voksede op i. Det var stemningen, der var det bærende. En følelse af et landskab, der åbner sig omkring en, og som man endnu ikke helt forstår. Det var dén stemning, som blev overført, snarere end det var noget præcist stedsbestemt fra Vesterhavet.

Billed- og fotokunst

I arbejdet med Ly har jeg været meget inspireret af fotokunst og billedkunst. Jeg havde i en lang periode fire udprintede portrætter liggende i en række på gulvet i det rum, hvor jeg skrev.

Det er den tyske kunstner Gerhard Richter, der har malet sin datter i forskellige aldre. Jeg blev inspireret af den relation, der er i fokus i disse billeder. Det er ikke kun den unge pige, malerierne forsøger at indfange, men lige så meget relationen mellem hende og maleren, forælderens og barnets blik på eller forbi, eller helt væk fra hinanden.

I Ly er en af hovedkaraktererne, Linda, kunstfotograf. Gennem hende og hendes forhold til sin datter Sally har jeg forsøgt at nærme mig nogle grundlæggende spørgsmål om repræsentation. Hvordan kan man fastholde essensen ved en person, en ting eller en begivenhed? Hvordan kan en indre oplevelse af at være til kommunikeres, så man kan opnå et fællesskab om, hvem, hvor og hvornår vi er?

Billeder er en meget stærk måde at kommunikere på, og deres sprog har været en gennemgående interesse for mig, mens jeg skrev Ly, for eksempel fotograferne Sally Mann og Minor White, hvis fotografier blev en vej ind i Lindas verden.

Helt i begyndelsen af skriveprocessen, da jeg endnu ikke vidste, hvilke karakterer romanen handlede om, så jeg rigtig meget på et maleri af den tyske ekspressionist Paula Modersohn-Becker. Det hang ved vores spisebord, og var på den måde hele tiden med i min dagligdag.

Jeg tror, at Sallys karakter voksede ud af det maleri, som forestiller en ung pige, som bærer en vase med en blomst i. På den ene side er det et klassisk motiv, som peger på ligheden mellem den unge pige og blomsten og dermed reducerer hende.

På den anden side er der noget i den måde, hun bærer blomsten på og kigger ned på den, som gør hende større og inviterer den, som kigger, ind i hendes ømhed og forsigtighed over for sig selv, hendes vilje til at vise noget meget spædt i sig selv frem for verden.

Det var sådan nogle tanker, maleriet gav mig, og det var den dobbelthed i det at være pige, jeg gerne skrive om; den sårbarhed og længsel, der opstår i modsætningen mellem en indre oplevelse af, hvad man selv rummer, og de ydre forventninger til, hvad man er.

Kroppen skal være med

Jeg har et stort behov for at gøre tanker og følelser konkrete, det ukonkrete er svært at være i. Det, som stadig er ved at blive til, er svært at rumme. At skrive en roman er en meget lang proces, hvor det, man skaber i lange perioder, er ret usynligt.

For at opveje den tomhed, skriften også er, opsøger jeg ubevidst mere taktile og fysiske aktiviteter. Jeg elsker at skabe noget med mine hænder. At sy tøj til mig selv og mine børn. Noget der kan bruges med det samme, og som man kan mærke med sine fingre.

Jeg maler med oliekridt, fordi hænderne bliver fedtede, for mig er der en enkelhed i farverne, der blandes sammen, som gør mig glad og rolig. På en måde var det en lignende enkelthed, jeg oplevede under arbejdet med min novellesamling Mødre, døtre, søstre. Når jeg begyndte på en novelle, kunne jeg bevæge mig ind i én separat stemning og skrive indtil det rum var fyldt ud. Sådan var det ikke med Ly.

Romanen blev ved med at åbne sig i nye rum, det blev mere og mere komplekst og umuligt at overskue. Jeg skulle heller ikke overskue det, men for at kunne bevare det mangefacetterede og modsætningsfyldte i det tankested, der var romanen, før den var færdig, måtte jeg bruge min krop og mine sanser. At tumle med mine børn om eftermiddagen, når jeg var færdig med at skrive, var også en måde at lade romanen få lov at stå frustrerende åben på.

Ly handler også på forskellige måder om det umulige i at skulle rumme noget, der er for stort til at kunne rummes i et enkelt menneske. Bogen handler om traumer, der er for dybe til at kunne indeholdes i en psyke uden at den slår revner. Men også om det helt almindelige og egentlig dagligdags arbejde, som alle hele tiden er i gang med, nemlig at skabe og opretholde en selvfortælling.