I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem. Her er det finlandssvenske Kjell Westö, der bl.a. har skrevet Tritonus og Skumring 41.
Min første skrivemaskine
Jeg skrev mine fire første bøger, tre digtsamlinger og en novellesamling, på den her mellem 1985 og 1989. Plus al journalistik, jeg skrev i de år. Det er mærkeligt at tænke på i dag.
I romanen Den svovlgule himmel lod jeg min jeg-fortæller bosætte sig i Portugal, hvor han skrev sin første roman på netop sådan en maskine.
Men selv har jeg altså ikke gjort det. Maskinen har ligget i et skab og samlet støv i femogtredive år, jeg tog den først frem nu for at fotografere den.
At fange følelsen af livstørst
Sådan her ser mit skriveværktøj ud i dag. (Men jeg noterer også på gammeldags vis med en kuglepen i notesbøger).
Lige nu sidder jeg alene i min hytte og skriver på en roman, der har rod i min ungdom i 1980erne. Jeg forsøger blandt andet at fange den følelse af livstørst og -hunger, jeg havde, da jeg forelskede mig i kunsten: I litteraturen, musikken, filmen.
Nede på stranden så jeg for nogle uger siden to unge havørne slås i luften blot ti meter fra min bro. De sloges til den ene af dem faldt i vandet med et vældigt plask. Det var et mægtigt syn.
Musikken som fristed
Jeg er dårlig til at sætte ord på, hvad litteraturen og musikken betyder for mig. Jeg elsker dem begge, jeg elsker at skrive og læse, og jeg elsker at spille og lytte til musik.
Nogle gange tror jeg, at jeg elsker musikken endnu mere, end jeg elsker litteraturen. Men det er nok fordi muskken er min tilflugt og mit fristed, mens litteraturen, det at skrive, er mit arbejde.
Jeg har altid været en dårlig musiker og er det stadig, jeg har ingen medfødt musikalitet. Men jeg spiller i flere forskellige sammensætninger, fra et partyband der spiller gamle soulklassikere til et band, hvor vi spiller vores egne numre. Close-up-billedet er fra et gig i forrige uge.
Naturen, kunsten, afsondretheden
Jeg har altid haft brug for masser af ensomhed for at kunne skrive frit. Jeg voksede op i et borgerligt miljø, og der var meget religiøsitet i min slægt: Selv er jeg fritænker og også lidt anarkist, måske kommer min følelse af at være "forkert" helt tilbage fra det.
I den højlitterære verden og dens magtspil har jeg aldrig følt mig hjemme, og nu hvor jeg er over tres, føler jeg mig mere fremmed end nogensinde. Jeg vil bare skrive de mennesker og billeder, som dukker op i mit hoved, frem, vil overhovedet ikke skændes med andre forfattere om, hvilken retning litteraturen skal tage.
Naturen, kunsten og afsondretheden giver mig styrke, andre mennesker får mig oftest til at tvivle på, at det, jeg gør, har nogen værdi.
