"Man åbner et brev og er på et øjeblik en 15-årig pige i Thy"
I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem. Her har vi talt med Lærke Kløvedal, der står bag erindringsfortællingen Sømærke.
Research og metode
Sømærke er en erindringsfortælling fra mit eget liv. Researchen er de 45 år, jeg har levet. Det lyder prætentiøst, men det er sådan, det er.
Det var min fars dødsfald, der satte min bog i gang. Et dødsfald sker sjældent uden oprydning. Mentalt og konkret. Hundredevis af flyttekasser med min fars gemte billeder, avisudklip, breve. Breve, han og jeg havde skrevet til hinanden, og 45 år gamle breve, han og min mor havde sendt mellem København og Nordkaperen, da hun var gravid med mig. Det var stof til eftertanke.
På min fars loft havde jeg selv fået lov til at opmagasinere nogle kasser med ting og sager fra min barndom. Det var heftigt at åbne og sortere i den del af mit liv. Følelser, hændelser og mennesker, jeg havde glemt. Man åbner et brev og er på et øjeblik en 15-årig pige i Thy. Skyld, skam, pinligheder, fortrydelser, venskaber, glæder.
Min mor har gennem min barndom og ungdom lavet tre tykke og grundige albums med fotos, breve og tegninger fra mit liv. I processen med at skrive Sømærke er jeg dykket ned i de billeder hundredevis af gange.
Billederne er naturligvis statiske, men har alligevel ændret udtryk undervejs. Jo mere jeg skrev, jo klogere blev jeg på, hvad jeg så på billederne. På sammenhængen, på udtrykket. Et blik, mit blik, der pludselig ændrede karakter.
"Den Sorte Diamant. Den har været mit absolutte skrivehelle"
Stedet
95 procent af Sømærke er skrevet på læsesalen på Det Kongelige Bibliotek, nærmere bestemt Den Sorte Diamant. Den har været mit absolutte skrivehelle. Der er lyst. Venligt. Byggeriet er smukt, lysindfaldet er uden sidestykke. Selvom folk arbejder på vidt forskellige ting, er det, som om alle arbejder i samme retning. Lydløst og fremad.
Jeg sidder i den nye afdeling med udsigt over himmel og hav. Jeg har dagligt knebet mig i armen over, at det her er en mulighed. Hvor privilegeret det er at være dansker, være københavner.
Hver morgen at kunne møde op på en offentlig, frit tilgængelig læsesal og sidde i fuldstændig ro fra 8-20 i designermøbler, ved en læselampe, der virker, og gratis kunne logge på et lynhurtigt internet. Gå på toiletter, der er rengjorte, og købe – dyr, bevares – kaffe af tjekkede, søde tjenere, der tilmed husker, at jeg gerne vil have en tandstik med, når jeg køber en tebirkes.
"Jeg læser ikke i de perioder, hvor jeg selv skriver. Andres stemmer forstyrrer"
Inspiration og læsning
Sømærke er skrevet ovenpå Joan Didions Et år med magisk tænkning, på Højskolesangbogen, på Dan Turells digte, Hanne-Vibeke Holsts Louise-triologi og Patti Smiths og Alberte Windings erindringsbøger.
Jeg læser ikke i de perioder, hvor jeg selv skriver. Andres stemmer forstyrrer, selv en klumme i en avis kan distrahere. Andres stemmer, som puster til min usikkerhed, hvis sproget er godt, og puster til min selvfedme, hvis sproget er dårligt.
Begge dele forgifter mit eget sprog, min egen stemme, som jeg er ved at acceptere at kalde den.
"Vi valgte det foto, fordi det ret præcist beskriver den følelse, jeg husker som barn"
Forside
Forsiden på Sømærke er et udsnit af et foto fra min barndom bearbejdet smukt af den dygtige grafiker Alette Bertelsen. På det originale foto sidder min mor ved siden af, og man kan se, at der er andre på skibet. I bearbejdningen er fotoet skåret til, så der er zoomet ind på barnet.
Vi valgte det foto, fordi det ret præcist beskriver den følelse, jeg husker som barn: at iagttage, at forsøge at forstå.
"At skrive har været at gøre livet omkring mig simpelt"
Rutiner og vaner
Mens jeg skrev Sømærke, kom der en struktur omkring dagene, som føltes som noget, jeg har ventet på et helt liv.
Jeg er normalt nem at distrahere, jeg tager ofte lange, tidskrævende tilløb til de opgaver, jeg skal udføre. Men i de 15 måneder, det har taget mig at skrive min bog, har strukturen været helt stram. Jeg har skrevet Sømærke i ulige uger og i weekender og ferier.
Når jeg skriver ender jeg hver dag i den samme uniform. To sæt tøj, det ene mere usexet end det andet. Fællesnævneren er, at det ikke må klemme om maven, ikke må være for varmt, ikke være for koldt.
Store, løse bukser og en stor jakke med lommer udenpå. Intet må stramme, intet må kradse. Flade sko, der ikke larmer, i respekt for de andre på læsesalen. En rygsæk med computer, opladere, drikkedunk, briller og halstørklæde.
At skrive har været at gøre livet omkring mig simpelt.
At skrive en bog er at gøre det samme hver dag. Det er at sørge for ikke at blive forstyrret, at skærme sig fra de andre. "De andre", der bliver en enhed. De andre, der plejer at repræsentere noget rart, noget sjovt, noget dejligt.
At skrive er at sige nej. Igen og igen. Til selskabelighed, til at være noget for nogen, udover de allernærmeste. Til den ferie, min kæreste gerne vil invitere mig på, den runde fødselsdag, min søster holder. At skrive er mest af alt kun at sige ja til at skrive.
