Rasmus Nikolajsen
Skriveværkstedet med

Rasmus Nikolajsen

September 12, 2022

"Hun understregede, hvor ulykkelig hun havde været over at efterlade min far."

I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem. Her har vi talt med Rasmus Nikolajsen, forfatteren til familieversfortællingen Måske sjælen.

Sukkerfabrikken

På sin vis begyndte arbejdet med Måske sjælen uden, at jeg anede det (og en del år før den egentlige skriveproces) med at jeg spiste frokost med min far og farmor.

Fra vores vinduesbord var der udsigt til De Danske Sukkerfabrikker på Christianshavn, og pludselig begyndte min farmor at fortælle om dengang hun på flugt fra Gestapo opholdt sig i et lille hummer i netop dén bygning.

Hun understregede, hvor ulykkelig hun havde været over at efterlade min far, og hvor fikseret hun havde været på hans babysko, som hun havde haft med sig. Hvis bare hun holdt godt nok fast i skoene, ville hun få sin søn at se igen ... Efterfølgende skrev jeg scenen ned.

Ret hurtigt forstod jeg, at jeg må bruge dén tekst til et eller andet, men der gik cirka 10 år, før jeg fandt ud af, hvad jeg skulle bruge den til.

Billede af hovedpersonen

"Jeg cyklede også hver dag forbi dette kastanjetræ ... hvilket endte med at få stor betydning for 'Måske sjælen'."

Kastanjetræet

I en periode havde jeg, hver gang jeg cyklede gennem Østerbro ind mod vuggestuen i indre by for at hente min datter, ængstelige tanker om, at hun ikke ville kunne genkende mig. Og i samme periode tænkte jeg også hver dag på historien om min farmor og min far. For første gang så jeg det hele fra min farmors perspektiv: Hvordan må det lige have været: at forlade sin baby? Der var noget dér med familie og sammenhæng og separation, som jeg var nødt til at arbejde mig igennem, forstod jeg efterhånden.

Jeg cyklede også hver dag forbi dette kastanjetræ, som da det blev forår overraskede mig med sine røde blomster, hvilket endte med at få stor betydning for Måske sjælen.

Billede af hovedpersonen

"En del af det at skrive er også at tage pauser fra at skrive..."

Øresund

Det egentlige skriveri begyndte samtidig med, at jeg flyttede til Østerbro og dermed også ind i min farmors gamle kvarter.En del af det at skrive er også at tage pauser fra at skrive, for det er i disse pauser, at skriften kan bevæge sig nye steder hen. I mine skrivepauser gik jeg for det meste ned til Øresund. Og når jeg gik ned til Øresund, slog jeg ofte et smut forbi det rækkehus, hvor min farmor boede det meste af den tid, hvor jeg kendte hende.

Ind i mellem gik jeg helt ud til Tuborg Havn, hvor kulskibet, der fragtede min familie til Sverige, i sin tid lå til kaj. Men for det meste sad jeg bare på en stor molesten og så på skyer og fugle og spekulerede over, i hvilken bølge monstro det ene land blev til det andet.

Billede af hovedpersonen

"Det er flot og gammelt, men desværre også lidt for lavt."

Skrivebordet

Det meste af Måske sjælen er skrevet ved dette skrivebord. Det er flot og gammelt, men desværre også lidt for lavt.

Jeg hører altid musik, mens jeg skriver, så bortset fra computeren er hørebøfferne det vigtigste. Dernæst kaffe og vand. Dernæst flotte billeder og planter at se på og modtage indtryk fra.

Mit yndlingsbillede er dét nede i hjørnet, Morhest med to børn, som min datter malede sidste forår.

Billede af hovedpersonen

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu