"Mine bøger er mit kæreste eje, og jeg elsker at være blandt dem"
I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem. Her har vi talt med Sara Ejersbo, der står bag den romantiske serie 'Vilde hjerter'.
Det bedste arbejde i verden
At skrive er at have sit hoved befolket af stemmer, følelser, begivenheder og steder, der ikke er ens egne, hele tiden. De bedste venner og de mest indædte fjender, den store kærlighed og de grummeste svigt. Det er selvsagt mærkeligt og ret fantastisk.
For nogle ville mit kontor nok være et skrækkeligt sted at sidde og skulle koncentrere sig med spraglet tapet, billeder, grønne planter og ikke mindst bøger overalt, men for mig er det perfekt. Hyggeligt og farverigt, katten sover på skrivebordet, men i virkeligheden er det magiske ved både at læse og skrive jo, at det hele, verdener og skæbner, skabes ud af ord, og at omgivelserne er ligegyldige.
Det hele foregår – forskudt i tid – inde i to hoveder. Først forfatterens og så læserens. Flere ingredienser skal der ikke til. To hoveder og en masse ord. Sproget giver adgangsbillet til alle verdener og alle oplevelser.
Det vigtigste sted at samle inspiration er i bogreolen. Mine bøger er mit kæreste eje, og jeg elsker at være blandt dem. Man kan jo ikke læse alle sine bøger hver dag, og hvis man også vil læse noget af det nye, der kommer, kan man ikke engang læse sine favoritter ret tit, men jeg kan godt lide at flytte lidt rundt på dem i reolerne, og jeg tager tit en bog ud og læser et par sider et tilfældigt sted.
Jeg læser al slags litteratur og har altid gjort det. Hvordan kan folk kun læse én slags bøger? For mig ville det være som at spise det samme måltid hver dag. Der er brug for variation, ens behov og humør ændrer sig hele tiden, og der er altid en bog, der passer til. Jeg læser både for børn, unge og voksne, klassikere, digte, fantasy, krimi og romance. Gammelt og nyt, det tunge og det lette. Simpelthen alt.
"Hvis jeg trænger til frisk luft, kan jeg gå i haven"
Det værste arbejde i verden
Som det så ofte viser sig at være tilfældet, er det bedste ved at være forfatter også det værste.
For når det ikke spiller, når det store vendepunkt giver en flad fornemmelse eller den karakter, som skulle give comic relief, bare ikke er sjov, eller en erotisk scene føles utroværdig, så er der heller ikke mange at skyde skylden på, og der er lige så få, der kan fikse det. Det er stadig bare mig og mit hoved, fuld af ord og karakterer og idéer.
Og selv om værkstøjskassen er fuld af både guld og ragelse, så kører alle redskaberne på samme batteri: tålmodighed og stamina. Der er ikke andet at gøre end at blive ved.
Jeg må holde en pause og så læse det igen. Og så file løs, rette til, og pludselig er indsigten der. Nåååå, var det bare det, der var galt. I særligt grelle tilfælde må jeg sende manus til min redaktør eller en stakkels betalæser og få nogle friske øjne på, før jeg kan komme videre.
Imens jeg venter på nye indsigter (egne eller andres), kan jeg så passende læse andres bøger. Og hvis jeg trænger til frisk luft, kan jeg gå i haven.
"Følelsen af, at noget vokser frem mellem hænderne på en, er der ikke meget, der kan konkurrere med"
Bøger og blomster
Blomster er vild magi. Man tager et lille frø og lægger det ned i jorden, og op kommer (langt senere) en hel plante, som lever efter sin egen drejebog, ændrer sig med årstiderne og altid ved, hvordan man er lige præcis den plante og skyder den blomst.
Jeg er lige flyttet til et sted uden blomster, så jeg er gået i gang med at få lave bede og så blomster. Først er det helt bart, men man skal bare arbejde videre og tro på, at magien nok skal indfinde sig, hvis man bare gør det, man skal.
På den måde minder det om at skrive. Man skal vide, hvad man laver, man skal tro på det, og så skal man knokle og være tålmodig. Heldigvis elsker jeg det arbejde, både at skrive og at ordne haven, følelsen af, at noget vokser frem mellem hænderne på en, er der ikke meget, der kan konkurrere med. Heller ikke selvom det er hårdt.
Det skulle da lige være, når andre får det i hænderne, og det på den måde pludselig bliver en fælles oplevelse, det, jeg har siddet og bikset og bakset med inde på mit kontor i alle de mange, mange timer. Og det er næsten det allerbedste.
