Tine Høegs roman SULT er solgt til Miso Film
Pressemeddelelse

Tine Høegs roman SULT er solgt til Miso Film

17. juni 2022

Allerede før udgivelsen af Tine Høegs nye roman, SULT, der udkom 10. juni, sikrede Miso Film sig tv- og filmrettighederne.

Jenny Mattesen, producer hos Miso Film, udtaler: "Tine Høegs roman SULT er en relevant og moderne historie om det universelle i længslen efter et barn. Det er en smuk og ærlig historie, jeg rigtig gerne vil fortælle. Jeg er utroligt glad for, at Tine har givet os mulighed for at forløse den."

Tine Høeg udtaler: "Jeg var helt høj allerede efter mit første møde med Miso Film. Deres begejstring, engagement og forståelse af romanen gør mig helt tryg i forhold til at overlade filmrettighederne til dem. Jeg glæder mig meget til at se SULT forvandle sig til noget nyt, som kan bidrage til at brede dens fortælling endnu længere ud."

Om romanen

SULT er en roman om hvad fertilitetsbehandling gør ved et menneske, en kvinde, en kunstner, en kæreste, en krop.

Mia og Emil har selv forsøgt at få et barn i et år og starter nu i fertilitetsbehandling. Emil har to børn fra et tidligere forhold. Mia er forfatter og har altid vidst, at hun vil være mor. Hun begynder at skrive tekster fra et behandlingsforløb, der bliver stadig mere gennemgribende og truer med at få alt til at falde fra hinanden. Samtidig lever og vokser skriften, den bliver en frelse, men bringer også yderligere uro ind i parforholdet. Kan man være kompromisløs både i kunsten og i kærligheden?

Om forfatteren

Tine Høeg (f. 1985) brød stort igennem med Nye rejsende, som hun modtog Bogforums debutantpris for. Romanen blev sat op som monolog på Det Kongelige Teater, hvor forestillingen spillede for fulde sale i to sæsoner. I 2020 udkom Tour de chambre og blev øjeblikkelig en anmelder- og publikumssucces, og Tine Høeg skrev manuskript til Det Kongelige Teaters dramatisering af romanen, som fik premiere i 2021. I 2020 modtog Tine Høeg Edvard P. prisen for sit forfatterskab og i 2021 prisen for Årets danske tale. Hendes bøger er solgt til udgivelse i flere lande.

Om Miso Film

Miso Film blev stiftet i 2004 af den danske producer duo Jonas Allen og Peter Bose. Miso Film står bag flere succesfulde film og tv-serier, som Ole Bornedals Netflix krigsdrama Skyggen i mit øje. Tobias Lindholms prisbelønnede dramaserie Efterforskningen, Christoffer Boes stjernespækkede krimiserie Forhøret, Lust på HBO med Sofia Helin i hovedrollen og Ina Bruhns seneste sæson af Den som dræber.

For mere info, kontakt venligst:

Miso Film: Cecilie Buhl, Development Producer, buhl@misofilm.dk / 51 51 17 72

Gutkind Forlag: Mette König, Pressechef, mette.konig@gutkind.dk / 26 27 21 66

Litterær agent, Lone Amtrup, lone@amtrup.dk / 27 25 80 41

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu