LÆSEVEJR

LÆSEVEJR

Atlas, Føljeton, Gutkind og Thorvaldsens Museum lancerer nyt bogmedie.

23. februar 2021

Pressemeddelelse

Torsdag 25. februar 2021 får Danmark et nyt bogmedie. Magasinet Atlas, netmediet Føljeton, forlaget Gutkind og Thorvaldsens Museum står bag.

Det nye medie – som går under navnet Læsevejr – er et nyhedsbrev, der ser verden gennem det boglæsende menneskes øjne. Idéen til nyhedsbrevet er opstået efter længere tids venskabelig udveksling mellem de fire københavnske kulturinstitutioner.

“Vi er allesammen håbløst bogforelskede, og vi opdagede, at vi savner bogstof, som er båret af den samme begejstring. Bøger er ikke bare noget, der skal belønnes eller straffes med stjerner – de er også verdens bedste anledninger til at tænke og forstå. Læsevejr prøver at sætte bøgerne tilbage på deres rette hylde i samfundet.“ – Søren Høgh Ipland, adm. direktør, Føljeton.

Læsevejr er et læsefællesskab på email, som alle kan være med i. Vi giver dig nyheder og analyser fra bøgernes verden, taler med spændende læsegæster, der anbefaler deres yndlingslekture, og vi inviterer nogle af Danmarks bedste forfattere til at bidrage med helt nyskrevet skønlitteratur.

Nyhedsbrevet udkommer på Føljetons platform, mens redaktionsarbejdet ledes af Atlas. Gutkind og Thorvaldsens Museum står for en indbygget bogklub, Bertels Bibliotek, hvor de i fællesskab med læserne kaster sig over en ny bog i kvartalet – afrundet af et live-arrangement med den aktuelle forfatter på Thorvaldsens Museum.

Man kan læse mere og skrive sig op til Læsevejr på læsevejr.dk.

Ved ønske om mere info eller materiale, kontakt:

  • Søren Høgh Ipland, adm. direktør, Føljeton: ipland@foljeton.dk

  • Kristoffer Granov, chefredaktør, Atlas Magasin: kg@atlasmag.dk

  • Maria Horn, PR-ansvarlig, Thorvaldsens Museum: maria.horn.rasmussen@kk.dk

  • Mette König, pressechef, Gutkind Forlag: mette.konig@gutkind.dk

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu