"En pioner og en matematisk begavelse, som med sit talent og sin stædighed satte et blivende aftryk på vores forståelse af kloden," skriver Lotte Kaa Andersen i sit efterskrift.
Jeg må køre til Hørsholm Kirkegård to gange og bede graveren om hjælp, men ender alligevel med at traske længe omkring på de små grusstier, før jeg finder den.
Jeg leder efter en stor videnskabskvindes grav og kigger efter marmor, kobber, søjler, ornamenter.
I min jagt på det imposante overser jeg et par skæve tilgroede sten, der ligger klinet op ad stengærdet i kirkegårdens sydøstlige udkant, næsten hulter til bulter.
Der er tydeligvis ingen, der passer eller tilser dem, en flittig efeu spreder sig i alle retninger og dækker deres navne, men her ligger de, far og datter, gemt under tæt krat og tørre grene i den gamle del af kirkegården.
Under en stor grå gravsten ligger Alfred Lehmann. Den anden sten er rødlig og rund i formen og ikke mere end 30 x 30 centimeter. På stenen står bare:
Inge
Lehmann
13.5 1888
21.2. 1993
Stenen er så lille, at fornavn og efternavn må deles op og stå på hver sin linje. Her, under buskadset, under en gravsten, der minder om et barns, ligger Danmarks måske største videnskabskvinde nogensinde.
En pioner og en matematisk begavelse, som med sit talent og sin stædighed satte et blivende aftryk på vores forståelse af kloden. Et glemt geni.
I USA kender ethvert kvikt skolebarn til Inge Lehmann og hendes opdagelse, mens kun de færreste danskere ved, hvem hun var. Inge Lehmann er noget så besynderligt som en ukendt dansk verdensstjerne.
Selv hørte jeg om hende ved et tilfælde.
For mange år siden kom min yngste søn hjem fra en emneuge i naturvidenskab og spurgte, om jeg egentlig godt vidste, ”at det var Christoffers mormor, der opfandt Jordens indre?”
”Ah, kan det nu også passe,” svarede jeg og gik straks i gang med at google.
Det var ikke Christoffers mormor, der opdagede, hvordan Jorden er opbygget, men helt galt var det ikke, for Christoffer hedder Lehmann til efternavn, og hans morfar er Inge Lehmanns grandnevø, så på en måde havde drengen jo lidt ret.
Gennem et liv med mange års skolegang og en almindelig nysgerrig tilgang til verden var jeg ikke én eneste gang stødt på navnet Inge Lehmann.
Jeg anede ikke, at det var en dansk kvinde, der først i 1930’erne sad i sit sommerhus i Holte og med pen og papir regnede sig frem til, at Jorden har en indre kerne.
De fleste af os kender til Tycho Brahe, H.C. Ørsted og Niels Bohr, ligesom vi vel nærmest opfatter H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Karen Blixen som en del af familien.
De er nogle af de danskere, vi plejer at bryste os af i international sammenhæng og har alle storslåede, velbesøgte gravsteder i Danmark og i udlandet, hvor offentligheden kan gå hen og blive mindet om deres arbejde og bedrifter.
Men ikke Inge Lehmann.
Først i 2017 rejste man et monument over hende ved Københavns Universitets hovedbygning, hvor vi hylder landets største videnskabsfolk. Som den første kvinde på Frue Plads står Inge Lehmann-skulpturen nu ved siden af Niels Bohrs irrede portrætbuste.
Inge Lehmann var 72 år, da hun i 1960 modtog The Harry Oscar Wood Award, den første officielle anerkendelse af sit videnskabelige arbejde. Hæderen var længe om at vise sig, især i Danmark, men den fortsætter efter hendes død.
I 1996 indstiftede American Geophysical Union The Inge Lehmann Medal, som hvert år uddeles til en forsker, der har ydet et særligt fremragende bidrag til forståelsen af strukturen, sammensætning og dynamikken i Jordens kappe og kerne.
I Danmark er to veje opkaldt efter hende, Inge Lehmanns Vej ved Rigshospitalet i København og Inge Lehmanns Gade på havnen i Aarhus.
På Inge Lehmanns 127-års fødselsdag den 13. maj 2015 blev en Google Doodle dedikeret til hende. Et lille animeret banner på søgemaskinens side viste Jorden, der roterer omkring en kerne, den inderste kerne, som Inge Lehmann regnede sig frem til og argumenterede for i sin videnskabelige artikel P’ i 1936.
"Inge Lehmann fortjener en plads allerøverst oppe sammen med vores største nationale helte og heltinder"
Hun ledte efter noget, hun ikke selv vidste, hvad var, og blev ved, selvom det videnskabelige miljø rystede på hovedet og ignorerede hende, da hun lancerede sin teori.
Der var mange barrierer, både indre og ydre, i hendes liv og virke. Hun var drevet af klassisk videnskabelig nysgerrighed og måtte kæmpe for sin forskning og sin ret til at være sig selv.
Vi kan lære af hendes flid, grundighed og jernvilje, og vi skal være stolte af hendes begavelse og den enestående forestillingsevne, der ligger bag hendes erkendelse. Inge Lehmann fortjener en plads allerøverst oppe sammen med vores største nationale helte og heltinder.
Tænk, at kvinden, der opdagede Jordens indre kerne, var dansk.
Lotte Kaa Andersen
København, april 2021.