"Skriver, så musikken kan høres"
- Søndag om Tritonus
Kjell Westös roman Tritonus er både en slående samtidsskildring og et dybt dyk ned i musikhistorien – eller rettere historien om meget forskellige musikalske traditioner.
Gennem fire playlister fortæller Westö om musikkens betydning for romanen og for ham selv. Læs et uddrag af forfatterens tanker om sangene og lyt til spillelisterne.
1. spilleliste: Pop, rock og soul
Van Morrison: Wild Night (1971)
I Tritonus spiller Reidar Lindells coverband, Rainbow, sangen Brown-Eyed Girl, en af Van Morrisons signatursange. Men jeg foretrækker Wild Night fra albummet Tupelo Honey – det er en af mine yndlingssange med Morrison. Martha Reeves (fra Martha & the Vandellas) har lavet en dejlig coverversion som findes på soundtracket til filmen Thelma & Louise – det er scenen, hvor Thelma og Louise pakker for at rejse væk og luften er tyk af forventning. Til dem, der vil høre en sjov version af Brown-Eyed Girl, vil jeg anbefale finske Aki Sirkesalos reggaebølgende Punatukkainen.
Pharrell Williams: Happy (live, 2013)
Der findes mange sange med titlen Happy, men det er denne her som Rainbow spiller til sine koncerter. Jeg synes selv, at Williams studieversion er lidt overproduceret og at Happy svinger bedre live – der findes også en version på YouTube fra Apollo Theatre i Harlem.
Rolling Stones: Happy (1972)
I en samtale med Thomas Brander siger Reidar Lindell, at et coverband, der spiller på danserestauranter og til private fester, er som en postmoderne jukeboks: Du skal være parat til at spille sange i mange forskellige stilarter og fra mange epoker. Det kan derfor tænkes, at Rainbow også spiller denne her fra mit yndlingsalbum med Rolling Stones, Exile On Main Street. Med tanke på det narkotika- og alkoholindtag, flere af de centrale medlemmer havde i begyndelsen af 1970'erne, er det ufatteligt, at Stones, som kunne være et ret flegmatisk og skødesløst band, lavede et dobbeltalbum med så energisk og uimodståelig musik.
Otis Redding: Hard to Handle (1968)
Denne sang er blevet fortolket af alle fra Black Crowes til Toots & the Maytals. Men Otis er Otis. Verden mistede meget musik, da Beechcraft-flyet styrtede ned i Lake Monona i december 1967, Redding var blot 26 år. Det posthumt udgivne Hard to Handle er en af de sange, der markerede starten på en ny genre – funken. Hvis du vil høre en fremragende funksang i samme drag, så lyt til James Browns Cold Sweat fra 1970.
2. spilleliste: Ballader, rødder og lignende
The Waterboys: Fisherman’s Blues (1988)
Hvis jeg vælger en strofe fra en sang som et motto for en roman, er stykket vigtigt for mig. Jeg var aldrig en stor Waterboys-fan. Men jeg kunne lide dette album fordi Mike Scott & Co veg tilbage fra de storslåede Simple Minds og U2-påvirkede 1980'er melodier og nærmede sig irsk og skotsk folkemusik og andre ældre genrer. Om titelsangen, der blevet lavet på kun to takes, skrev Record Collector, at det var "definitivt og tidløst". Jeg er enig. Og teksten!
The Impressions: People Get Ready (1965)
Jeg har ikke opbygget hverken Rainbow eller Thomas Branders repertoire ved at give dem mine yndlingsstykker. Tværtimod. Jeg har undgået mange af mine egne favoritter, fordi jeg vil holde dem for mig selv. Til Rainbow har jeg simpelthen udvalgt stykker, som jeg ved eller tror, at et band af deres slags ville spille. (Og selvom Brander og hans dirigentvenner ser ned på Rainbow, kan bandet ikke være helt ueffen, da mange af disse sange kræver en vis dygtighed på både instrument og vokal.) Her har jeg dog medtaget en af mine favoritter. Jeg elsker denne sang, og jeg beundrer virkelig Curtis Mayfield både som guitarist og sangskriver.
Stan Getz & Joao Gilberto: Desafinado (1964)
Reidar Lindell hører spansktalende bygningsarbejdere lytte til salsa fra radioen på den nærliggende gård og overvejer, om hans coverband burde spille noget af Antonio Carlos Jobim. Jeg har altid syntes bedre om Desafinado end Garota de Ipanema. Desafinado betyder sådan cirka "ustemt," og ifølge nogle kilder var sangens indviklede melodi og akkorder et svar på en kritik, der hævdede, at bossa nova var "en ny musikstil for sangere, som ikke kan synge".
3. spilleliste: Klassisk, kammer- og kormusik
Gustav Mahler: Ich bin der Welt abhanden gekommen
(Anne Sofie von Otter, John Eliot Gardiner, NDR-Sinfonieorchester)
Denne lied hører egentlig hjemme på den anden klassiske playliste. Solisten bliver akkompagneret af et større orkester, men stykket er så tilbageholdt i sin skønhed, at det får lov at blive her blandt kammermusikken.
Det er denne sang, Jonas Albelin overrasker Thomas Brander med, da de kører fra Ravais kyrkby til Albaplast på en mørk og regnfuld aften lige før jul. Og for Ich bin der Welt gælder det samme som for The Waterboys Fisherman's Blues. Jeg vælger ikke en strofe fra en sang som motto for en roman, hvis ikke jeg elsker sangen højt. Jeg synes bedre om sangen, når den fremføres af en mezzosopran end når den synges af en baryton. Den er også fin med Magdalena Kozená (i romanen), men når det kommer til stykket, vælger jeg denne næsten guddommelige version med Anne Sofie von Otter.
Maurice Ravel: Violinsonate i G-dur, II: Blues
(Jennifer Frautschi, Marta Aznavoorian)
Den midterste sats fra et af Krista Wacklins glansnumre, Ravels anden violinsonate. Jeg har før benyttet mig af Ravels musik: hans Bolero er med i romanen Luftspejling 38.
Johann Sebastian Bach: Das Wohltemperierte Klavier
(Bog 1, Nr. 6, Fuga i d-mol "Bach: piano preludes and fugues")
I begyndelsen af romanen overrasker Thomas Brander Reidar Lindell ved at kende rockguitaristen Ritchie Blackmore og sige, at nogle af Blackmores soloer er som fugaer. I en anden scene i bogen forsøger Brander at spille en fuga af Bach, men han er ude af træning og får det ikke til at fungere.
4. spilleliste: Symfonier og orkestermusik
Wolfgang Amadeus Mozart: Klarinetkoncert i A-dur, II: Adagio
(Wolfgang Meyer, Nikolaus Harnoncourt)
Tritonus har et antal musikstykker, som kan kaldes romanens "signatursange". Dette er en af dem. Enhver, der har læst bogen, ved hvorfor det er så vigtigt for Lindell, at Adagio spilles under Raviais' kammermusikdage.
Gustav Mahler: Symfoni nr. 2 i c-mol, Opstandelsen
(Berliner Philharmoniker, Sir Simon Rattle)
Her er jeg nødt til at afvige fra playlistens opdelings- og udvælgelsesprincip. Jeg er ikke i stand til at opdele dette værk. Men hvis du ikke orker at lytte til hele symfonien, er det i satsen I: Allegro Maestoso, at Reidar Lindell mener, at han hører White Stripes' Seven Nation Army. (Lyder kontrabassen virkelig som Seven Nation Army? Nej, men der er en lille lighed.) Og IV: Urlicht er den lied, som Brander synes er en af de smukkeste, men også den som Krista plager ham med. Og den lange finale er ... ja, lyt!
Antonin Dvorák: Symfoni nr. 9 i e-mol, Fra den nye verden, II: Largo
(New York Philharmonic, Alan Gilbert)
Nu tilføjer jeg frækt mit eget yndlingsstykke, som ikke høres i romanen. Jeg elsker det musik, Dvorák skrev da han boede og arbejdede i USA. Han hentede toner fra amerikansk folkemusik og lod dem smelte sammen med de centraleuropæiske toner, han havde med sig fra barndommen. Lyt også gerne til hans strygekvartet opus 96, Den Amerikanske.
