Tænk ikke på mig

Tænk ikke på mig

En rørende og sælsomt livsbekræftende fortælling om at være teenager, imens ens mor konstant er ved at dø, men bliver ved med at være i live.

"En stor og lysende bedrift"
- Politiken

Vilma er lige fyldt 13 år. Krop og identitet er under forandring, og netop som veninder, kærester, fester og musik skal til at være livets nye omdrejningspunkt, får hendes mor konstateret uhelbredelig kræft. Lægerne giver hende 6 - 48 måneder tilbage at leve i. Sammen og hver for sig forsøger datter og mor at leve et så almindeligt liv som muligt, samtidig med at de begge prøver at forholde sig til at skulle miste og mistes.

Tænk ikke på mig er en autobiografisk coming of age roman om sygdom, kærlighed, latter, ensomhed og sorg. Og om følelsen af hverken at turde give eller bede om hjælp.

Romanen var nomineret til Politikens Litteraturpris 2022. I motiveringsteksten skrev litteraturkritiker Ida Dybdahl:

"Det, der udmærker romanen, er ikke kun forfatterens evne til at ryste al berøringsangst af sig i beskrivelserne af kemoskaldethed, tristessen ved Bispebjergs palliative afdeling og udmattelsen ved at være pårørende. Det helt særlige er også den måde, Vilma Sandnes Johansson hiver kræfthelvedet og ventesorgen ud af hospitalet og placerer den midt mellem dimissionsfest, Roskilde Festival og ’Downton Abbey’. Det gør læserens følelsespanser fuldstændig mørt, når mørket så pludselig letter, og latteren stiger op fra tre generationers kvinder over whiskysaucen på Jensens Bøfhus."

I 2023 modtog Vilma Sandnes Johansson Kulturministeriets forfatterpris for Tænk ikke på mig. I juryens begrundelse hed det blandt andet:

"Vidste hun godt, at hendes død ville blive min genstart?" En ung autentisk stemme fortæller os om det grimme og det smukke, om det stærke og det sårbare, om det frugtbare og det ufrugtbare, om livet og om døden i en fortælling, hvor der krydsklippes mellem før og nu, og hvor poesien flyder mellem ordene. Et følelsesmæssigt virvar og en litterær kompleksitet bidrager til enkelheden. Det er formfuldendt, flot og frygteligt, et møde med døden og en gave til livet."

Udgivelsesdato: 26. januar 2022.

Vilma Sandnes Johansson
Forfatter

Vilma Sandnes Johansson

Dansk debutant, der med udgangspunkt i sit eget liv skriver om at vokse op med døden helt tæt inde på livet.
Læs mere om Vilma Sandnes Johansson

Find læsekredsspørgsmål

Brug læsekredsspørgsmålene til at diskutere Tænk ikke på mig sammen i læsekredsen.

Find spørgsmålene her

Find læsekredsspørgsmål

Anmeldelser

Politiken

"En stor og lysende bedrift ... Vilma Sandnes Johansson er usædvanlig god til at skrive rum og atmosfærer meget konkret frem, nogle gange blev jeg helt forbløffet over, hvor meget bittesmå scener ramte mig ... Jeg har tænkt på Tænk ikke på mig hver dag, siden jeg læste den."
- Ida Dybdahl

Berlingske

"Et ærligt, klogt, råt, rørende og overrumplende indsigtsfuldt værk om at blive voksen, mens livet er klædt i sort ... Ikke siden tv-serien Skam har vi fået så rørende et indblik i unges liv ... Læs bogen. Læs den og få en dyrebar viden om menneskene erfaret af en purung pige. Og brug så Tænk ikke på mig som en påmindelse om, hvor vigtigt det er at tale om sygdom og død med dem, der står midt i det, hvad enten de er syge eller pårørende. Gør det ikke kun for deres skyld, men for din egen. Til debutanten Vilma Sandnes Johansson skal blot lyde en tak. Tak for den gave, din bog er.
- Marie Louise Wedel Bruun

Weekendavisen

"En usædvanligt rørende fortælling om et ungdomsliv, der skal leves ved siden af det vanvittigt hårde arbejde som nærmeste pårørende til en patient, for hvem det går ned ad bakke i vekslende tempi ... En styrke ved romanen er intensiteten og de stærke sanseindtryk, som leveres i små fragmenter ... Det er sørgeligt, og nogle gange grimt og ulækkert, men fortællingen er også fascinerende og livgivende. Der er absolut ingen grund til at romantisere sygdom og død, og det gør romanen heller ikke. Men karakteren Vilma fremstår stærk i al sin sårbarhed, og fortællingen om morens sygdomsforløb er en kærlighedserklæring."
- Anna K. Skyggebjerg

Jyllands-Posten

"En rørende debut ... Jeg glæder mig allerede til at læse mere fra Sandnes Johanssons perspektiv.
- Katrine Sommer Boysen

Information

"En gennemført gribende og vellykket roman, der er rolig og afstemt i stemmeføringen og enkel og kompleks på samme tid. Tænk ikke på mig er en meget trist roman. Men det som lyser fra siderne er også stærke øjeblikke af ømhed, latteranfald og kærlighed. ... Der er en modenhed i sproget og i materialet, som er slående. Kærligheden og sorgen lyser ud af hver side."
- Kristin Vego

Dansk BiblioteksCenter

"En stærk, vedkommende og rørende autofiktiv roman om sorg, død og identitet. Forfatteren beskriver hudløst ærligt de svære følelser og er ikke bange for at tage fat på den vrede og afmagt, der også gemmer sig i et sorgforløb ... En guldgrube af viden, for de der ikke selv har gennemlevet sorg og et stærkt vidnesbyrd for de, der har."
- Maria Sjøblom / lektørudtalelse

Litteratursiden

"Stærk debutroman er en bevægende fortælling ... Bogen står som en brændende fakkel i det mørke, hvor mange børn med en syg forælder befinder sig. Tænk ikke på mig aftabuiserer og afmystificerer døden og ikke mindst den såkaldte ventesorg, som de pårørende kan opleve i årevis. Derfor håber jeg, at Vilma Sandnes Johansson vil høste priser og ros for sit mod og skrivetalent, og at denne vedkommende og vigtige roman vil blive læst af mange."
- Nana Thejll Jakobsen

Propatienter

"Tænk ikke på mig er en imponerende, utrolig præcis, skarp og meget rørende litterær præstation med stærke kvaliteter trods forfatterens fortsat unge alder. Man kan kun håbe på, at Tænk ikke på mig ikke bliver hendes eneste bog. Romanen går lige i hjertet, man sluger den i én mundfuld, og den vil kunne være netop den håndsstrækning, som andre børn og unge må kunne have gavn af at spejle sig i, når de gennemgår det, som ingen børn burde opleve, nemlig at have alvorligt syge og døende forældre.

Ugeskrift for Læger

"Som læge er det både rørende og udbytterigt at læse et så ungt menneskes nuancerede beretning om sin elskede mors forsvinden. Der findes ingen patentløsninger på, hvordan en så svær periode kan gennemleves. Men dette er et godt bud på, hvordan det er muligt at komme igennem et så stort tab på en meningsfuld måde."
- Lene Agersnap

Vores bogliv

"Velskrevet og medrivende, roligt og intenst ... Jeg håber, at Tænk ikke på mig bliver læst og brugt af forældre og børn."
- Ulla Hinge Rasmussen

Bogblogger.dk

"Virkelig vellykket romandebut! … Romanen er fuld af sygdom. Og af liv! Sygdom, liv og død. Og af grin og gråd. Og fester og forelskelse. Og veninder. Nye og gamle. Det er så fint! Så fint!"
- Jane Andersen

Bogfinken

"Noget af det mest rørende og velskrevede jeg nogensinde har læst ... Vil anbefale alle at læse."

Bogglæde

"Virkelig flot og vigtig romandebut ... Vanvittig smukt."

Bogoplevelsen

"Rammer lige der, hvor sjælen sidder, og det er umuligt ikke at blive ramt ... Læs den, læs den, læs den."

My_classroom_dk

"En roman du SKAL læse ... Rammer lige i hjertet."

Fuglsangforoven

"En bog, der har sat en masse følelser og tanker igang hos mig på en måde, som kun en rigtig fin, ærlig og smuk læseoplevelse kan gøre."

Anettes Litteratursalon

"Jeg har lavet æselører og fældet tårer i et hidtil uoplevet omfang i forbindelse med en læseoplevelse. Æselørene fordi romanen rummer så mange steder, jeg gerne vil fastholde. Tårer, fordi den er så ubeskrivelig smuk og smertefuld på samme tid. Kærlighed, kræft, ensomhed og sorg, men mest af alt... kærlighed."

Bog.dag.bog

"Det er en virkelig flot romandebut af en ung forfatter, der her brager ind på den danske litteraturscene."

Annelovebooks

"Stærk og vigtig bog ... Jeg håber, den vil blive læst og anbefalet af alt fra psykologer, præster, læsere og bibliotekarer."

Randi Glensbo

"En stærk oplevelse at læse bogen ... Velskrevet, vigtig og vedkommende, og jeg vil anbefale den på det allervarmeste."

Xeniasbogblog

''Tænk ikke på mig er blevet rost alle steder. Og med rette. Den er et mesterværk og en perle i dansk litteratur. Den bør læses af alle. Den bryder med et kæmpe tabu, og den gør ondt og giver troen på, at livet er stærkere end døden.''

Line Dalbro

"Den går lige i hjertet og den gør ondt. Jeg synes faktisk at alle burde læse den – både unge og voksne."

Bogtid

"Skrøbeligt og fint indblik i at være pårørende til en kræftramt, mens man samtidig jonglerer rundt i et forvirrende ungdomsliv."


Køb 'Tænk ikke på mig' hos din foretrukne boghandler

Bog

252 sider

Vejl. udsalgspris: 249,95 kr.

Udg. dato: 26. januar 2022

Omslag: Alette Bertelsen

Format: Softcover

ISBN: 978-87-434-0160-5

Lydbog

4 timer 39 min

Vejl. udsalgspris: 149,95 kr.

Udg. dato: 26. januar 2022

Indlæst af: Vilma Sandnes Johansson

Omslag: Alette Bertelsen

Format: Download

ISBN: 978-87-434-0162-9

E-Bog

252 sider

Vejl. udsalgspris: 149,95 kr.

Udg. dato: 26. januar 2022

Omslag: Alette Bertelsen

Format: ePub

ISBN: 978-87-434-0161-2

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu