Hvordan er man menneske, hvordan er man mand, og hvad kan kærligheden gøre med os? Den norske forfatter Geir Gulliksen skildrer parforholdets mest intime rum.
Henning, hovedpersonen i din nye roman Den jeg skulle blive er midt i livet og i krise. Han er blevet skilt flere gange, det fungerer ikke rigtigt med kvinderne, og han har det anstrengt med rollen som mand. Hvad er det, han kæmper med?
Jeg tror, han er en mand, som aldrig giver sig. Han er på vild jagt efter kærlighed, han gør hvad som helst for at finde en slags lykke. Når det ikke lykkes ham at finde ud af det sammen med kvinder, forsøger han sig med mænd. Han ender med at forelske sig i en heteroseksuel mand, som absolut ikke kan gengælde hans kærlighed. En så umulig kærlighed er måske alligevel vejen til en slags lykke, ser det ud til. I hvert fald i denne roman!
Hvad handler Den jeg skulle blive om for dig?
Den handler om kærlighed. Om at have store forhåbninger til, hvad kærligheden kan gøre med os. Noget af det, der interesserede mig mest, da jeg skrev romanen, var ønsket om at blive ejet af en anden. Ikke det evindelige ønske om frihed eller selvstændighed i kærlighedsrelationer, men tværtimod trangen til at en anden skal tage hånd om dig, tage kontrol over dig, gøre dig til sin ejendom. Jeg tror, at ønsket om at tilhøre en anden er et vigtigt element i kærligheden, og at vi sjældent tør tale om det.
Hvordan spejler Henning den moderne mand og hans udfordringer i dag?
Jeg har længe været forundret over, at det typisk mandlige er så kontrolleret, så velopdragent og garderet. Vi taler med mørk stemme og rynker panden for at beskytte os. Vi er afsindig bange for at blive overrumplet eller miste værdigheden. På mange måder ligner dagens mænd 1950ernes mænd. Men tænk hvor meget det kvindelige har forandret sig i den samme periode, hvor meget større handlingsregister en kvinde har i dag i forhold til før! Henning forsøger desperat at finde andre måder at være mand på. Han mislykkes selvfølgelig. Men jeg har tænkt, at der måske er nogle muligheder i hans måder at mislykkes på.
Køn, seksualitet, krop, identitet og parforhold er temaer, der går igen i dit forfatterskab. Ikke mindst i dit store internationale gennembrud Historie om et ægteskab. Hvorfor optager netop de spørgsmål dig, tror du?
Jeg debuterede som 22-årig med en slags lyrisk hyldest til tanken om en anden type mandlighed. Jeg skrev den, fordi jeg ikke kunne finde ud af det i mit eget liv – hvilken slags mand skulle jeg være, hvordan skulle jeg leve?
Efter den første bog glemte jeg det, jeg skrev digte og essays og børnebøger, jeg skrev en hel del artikler om litteratur, og jeg begyndte at arbejde på et forlag. Men noget manglede. Da jeg var et stykke oppe i 40'erne, gik det op for mig, at spørgsmålet om mandlighed stadig var uløst og problematisk i mit eget liv. Men også i samfundet rundt om mig. Da begyndte jeg at skrive romaner for alvor, og selv om jeg indimellem har tænkt, at jeg hellere ville skrive om noget andet, har mine seneste romaner handlet om seksualitet, køn og kærlighed.
Du skriver dig ind i aktuelle debatter, fx om MeToo, sexchikane og flydende kønsidentitet. Inspirerer den slags debatter dig som forfatter? Og ser du din litteratur som en kommentar til debatterne?
Jeg er glad for, at den slags spørgsmål bliver diskuteret og deltager gerne, når jeg synes, jeg har noget at bidrage med. Men når jeg skriver en roman, er det noget andet, der tager over. I mine romaner skriver jeg ikke længere ud fra mig selv eller mine egne meninger. For mig er det at skrive en roman som at bevæge sig i et mørkt rum og undersøge det, der findes dér. Alt bliver lidt fremmed og anderledes, og man kan også finde noget, der er lidt ubehageligt at tage fat i, og som man måske ikke havde fundet frem til, hvis lyset var tændt.
"At skrive romaner er ofte en forstyrrende måde at undersøge verden på"
Konsekvensen er, at mine romaner ofte giver udtryk for meninger, som ikke er mine, måder at se verden på som modsiger det, jeg gerne ville have givet udtryk for i en samtale eller en artikel. Mine romaner modsiger ofte det, jeg helst ville have sagt eller skrevet, men jeg stoler blindt på det, som kommer til udtryk, når det føles forkert eller pinligt for mig selv. At skrive romaner er ofte en forstyrrende måde at undersøge verden på.
Det er alvorlige emner, du skriver om, men du skriver med en lethed og humor. Hvilke tanker har du gjort dig om det?
Bogens svenske oversætter, forfatteren Cilla Naumann, skrev et sted, at den er fyldt med ”håb om forandring af stivnede relationer og positioner, med håb om andre tider, lysere tider”. Det kan jeg godt lide, og sådan håber jeg, den kan opleves af andre også. Jeg tror, at hvis du bare går dybt nok ind i et vanskeligt tema, åbner der sig muligheder, overskud, lethed og glæde derinde. Det er vel desuden ikke muligt at skrive om voksne mænd, uden at det bliver lidt komisk?
Hvordan er bogen blevet til?
Jeg kender flere kvinder, som i voksen alder har bestemt sig for, at de er færdige med mænd, de vælger at være sammen med en anden kvinde i stedet. Det slog mig, at jeg aldrig har hørt om mænd, som gør det samme. Hvis en heteroseksuel mand pludselig er sammen med en anden mand, er det som regel, fordi han ”altid” har følt sig som bøsse, han har bare ikke taget konsekvensen af det før. Og det er selvfølgelig fint! Men jeg ville skrive om en mand, som tager en bevidst beslutning, en slags politisk beslutning: Når det ikke går med kvinder, vil jeg hellere forsøge mig med mænd.
"Jeg kender flere kvinder, som i voksen alder har bestemt sig for, at de er færdige med mænd"
For at skrive den historie måtte jeg først undersøge de erfaringer, Henning havde gjort sig med kvinder, og det blev en fortælling om en mand, som kæmper med og mod det kvindelige, og med og mod det mandlige i sig selv.
På norsk hedder romanen Bli snill igjen, mens den på dansk har fået titlen Den jeg skulle blive. Hvad synes du om den danske titel?
Arbejdstitlen var oprindeligt Ømheden. Det var mest for at minde mig selv om, at en roman som denne måtte skrives med så megen ømhed og overskud som muligt. Det mest interessante for mig var længe at få de store forhåbninger, mange af os har til kærligheden frem, forhåbninger til det at skulle finde en, som vi kan forvandles sammen med, slet og ret blive et bedre menneske sammen med. Derfor kaldte jeg romanens sidste del ”Den jeg skulle blive”. At det blev den danske titel føles egentlig helt rigtigt.
"Den underkastende kærlighed er et tabu for os, tror jeg, de fleste af os er så optaget af at fremstå selvstændige og suveræne"
Hvad læste du, da du skrev Den jeg skulle blive?
Alice Munro og Marguerite Duras er forfattere, jeg læser til enhver tid, om og om igen. Jeg genlæste også en del Hemingway. Der findes jo en sanselig og lidt grænseoverskridende side hos Hemingway, en rådvild og lydhør nysgerrighed over for natur, krop og emotionelle spørgsmål, som ofte står i skyggen af hans macho-snak.
Tydeligst kommer det til udtryk i en af hans posthumt udgivne romaner, Edens have, en roman det aldrig lykkedes ham at gøre helt færdig til udgivelse, interessant nok.
En anden roman, jeg havde glæde af at læse, mens jeg skrev, var Edmund Whites A Boy’s Own Story, udgivet på dansk med titlen En drengs historie. Den er kendt som en homoseksuel mands fortælling om, hvordan han fandt sin seksuelle identitet, men for mig er der noget helt andet på færde i romanen, som måske er endnu mere opsigtsvækkende, og det er hovedpersonens abnorme trang til at overgive sig til en anden, blive ejet af en anden.
Den underkastende kærlighed er et tabu for os, tror jeg, de fleste af os er så optaget af at fremstå selvstændige og suveræne. Men i det skjulte har vi alle behov for at hengive os, overgive os og nogle gange også underkaste os en anden. Måske er det sådan, at det meste af det, vi lever ud i kærlighedens rum stadig er vanskeligt for os at tale om?