"Litteratur er underbevidsthedens legeplads, hvor vi prøver liv af, så vi kan vende tilbage og føle, at verden er større"

Pio er en kvinde midt i halvtredserne, som mærker alt det, der er slut. Da vi møder hende i Alberte Windings roman Hvad jeg tænker mens du taler er hun vred, ulykkelig og ensom.

Hendes mor, som hun altid har haft et kuldslået forhold til, er død. Hendes søn er flyttet til Paris.

Da hun mister den stemme, der er hendes levebrød, rammer hun bunden, og netop der begynder livet at blomstre.

Hvad har inspireret dig til at skrive romanen?

Jeg har længe været optaget af kvinders vrede, den tabuiserede og den med alderen tiltagende. Jeg ville gerne turde undersøge den følelse og fandt noget andet, synes jeg.

Jeg fandt den ulykke, der er i at give slip på sin krop, sin alder, sin synlighed, sin moderlighed og sin barndom. Når man skræller lagene af sin vrede, er man sårbar, og sårbarhed er egentlig ret elskelig.

Hvem er Pio, som du ser hende?

Pio er kunstner. Jeg har lånt lidt af mit virke som turnerende sanger, fordi jeg har en enorm erfaring på det område og ikke så meget erfaring med andet.

I stedet for at researche kunne jeg glide hurtigt ind i Pio ved at placere hende midt i en koncert. Der skal en del omsorg til for at spille for andre, og Pio kender ikke sine virkemidler, selvom hun tydeligvis har dem.

Det gør, at jeg kan få lov at beskrive, hvor magisk det er at synge, uberegneligt, hårdt og dybt følsomt, uden alt det poppede og populære.

Pio er netop kun kunstner, men ikke leflende eller egentlig populær, og derfor er romanen præget af min rene kærlighed til musik og befriet for mit ego.

Når Pio mærker livet i glimt under koncerten, reagerer publikum. Man kan sige, at koncerterne er et råb til hende om at leve i overensstemmelse med sit indre.

Hvilke emner, historier, karakterer eller oplevelser har særligt optaget dig i arbejdet med bogen?

Selvom jeg har gjort meget ud af at lave indre billeder på karaktererne og af at opfinde falske minder, er det umuligt ikke at tude, når Pio gør det.

Jeg har været gal på hendes mor og savnet hendes søn.

Det er nok derfor, jeg skriver – fordi jeg er opsat på at forstå sammenhænge i livet, og at jeg i glimt får skrevet noget, der giver mig mening.

Noget, der ræsonnerer med alle mulige følelser, der buldrer i mig. Inden den sammenhæng forsvinder for mig igen, for det gør den.

Du har skrevet to bøger, der er båret af dine egne erindringer, Kastevind og Småt brændbart. Hvordan har det været anderledes denne gang at skrive en mere ren roman, løsrevet fra dig selv?

Der er i virkeligheden ikke så meget forskel på at skrive fiktion og erindringsstof.

Når jeg husker en episode fra mit liv, er jeg nødt til at verificere med følelsernes erindring. Det er dem, jeg i virkeligheden husker. Følelsen af at blive forladt, skældt ud, elsket.

Jeg gør det samme med fiktionen. Når jeg har fundet på en scene, en dialog, eller en scenografi, er jeg indenbords og hente dufte, stemninger, følelsen af noget tilsvarende.

Jeg tror, den lille forskel ligger hos læseren. I sidste ende læser vi jo for at kunne bruge det i vores eget liv.

Jeg tror, at bøger er vores avatarer, litteratur er underbevidsthedens legeplads, hvor vi prøver liv af, så vi kan vende tilbage til vores eget og føle, at verden er større.