"Det har været vigtigt for mig, at min hovedperson er en kompleks karakter"
Interview med Babak Vakili

"Det har været vigtigt for mig, at min hovedperson er en kompleks karakter"

17. maj 2023

Afmagt, ydmygelse og afstand har holdt Samy fra nattelivet i 10 år. Nu er han tilbage.

Babak Vakili debuterer med Første gang jeg bliver afvist, der handler om en ung mands oplevelser med diskrimination i nattelivet og den afmagt og skyld, den vækker.

'Første gang' er Gutkind Forlags nye serie, hvor tidens stemmer fortæller om en første gang, der forandrer alt for altid.

Hvad handler Første gang jeg bliver afvist om?

Bogen handler om en ung mand, Samy (Zamzam), som aldrig er blevet lukket ind på et diskotek.

Samy har lagt et liv som kriminel bag sig og er nu kommet ud på den anden side og genbesøger den krigsplads, som er det københavnske natteliv.

Historien har et nutidsspor og et fortidsspor, hvor Samy i nutiden går igennem København K med sin nye danske kæreste og hendes chef. Ingen af dem ved eller ville kunne forstå, hvad disse gader har betydet for Samy.

Som de spadserer forbi de forskellige natklubber, genkalder Samy en specifik bytur for 10 år siden, diskotek for diskotek. En bytur, der bød på adskillige ydmygende afvisninger og som til sidst mundede ud i, at Samy slog en flaske i hovedet på en dørmand i ren frustration og afmagt.

Historiens klimaks opstår, da Samy og hans kæreste i nutidssporet pludselig står foran det diskotek, hvor voldsepisoden skete, og rent faktisk bliver lukket ind.

Selvom det burde være en forløsning, kan Samy ikke lægge bitterheden bag sig og finder til sidst sig selv fanget i samme følelser, der gjorde, at han dengang smadrede flasken i hovedet på dørmanden.

Hvem er Samy, og hvordan er han blevet til?

Jeg har altid hørt: "Det er de få, der ødelægger det for os andre", når jeg blev afvist i byen.

Jeg ønskede derfor at skabe en karakter, som engang var en af 'de få', men nu selv er blevet til en af de mange med alt, hvad det indebærer.

"Diskrimination i nattelivet ér et kompleks fænomen, uanset hvor banalt det end måtte virke på overfladen"

Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?

Et langt liv i det københavnske natteliv med utallige bizarre og sårende og ubehagelige oplevelser foran dørmænd.

Teksten er både blød og hård og kredser om temaer som fx afmagt, skam og skyld. Hvordan har du arbejdet med at få flere facetter frem?

Det har været vigtigt for mig, at min hovedperson er en kompleks karakter og ikke kun et offer.

Fordi diskrimination i nattelivet ér et kompleks fænomen, uanset hvor banalt det end måtte virke på overfladen.

Derfor har jeg arbejdet målrettet med at skabe en karakter, som måske selv kan føle, at han har et ansvar for den apartheid, som desværre hersker i det københavnske natteliv.

Og når en karakter både bliver et offer og en krænker på samme tid, så synes jeg selv, at det er spændende at skrive fra.

Hvilke overvejelser har du haft med at skrive om diskrimination?

Jeg har beskæftiget mig med diskrimination i nattelivet i rigtig mange år og på mange forskellige platforme.

Min primære overvejelse i forbindelse med bogen har derfor været, om jeg lyder som en broken record, der rent fagligt og kreativt aldrig kommer over emnet.

Jeg har med andre ord været bange for at blive stemplet som ham, der kun kan finde ud af at beskæftige sig med de her temaer.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu