"Jeg vil gerne se nærmere på krigens væsen – på en måde så børn kan være med"

Krig er forfærdeligt, men krig er også noget, børn leger og udforsker i fx computerspil. Cecilie Eken forstår godt børns fascination og vil samtidig gerne give den modspil uden fordømmelse.

Det har hun gjort i ’Max Vero – Venner i krig’, en actionfortælling, der loyalt mod børns optagethed af våben og kamp fortæller om venskab, mod og krigens hårde konsekvenser – tilsat hurtige jagerfly, vilde biljagter, kærlighed og forræderi.

Hvad handler bogen om?

Max Vero – Venner i krig følger Max på cirka 16 år og hans venner Amir og Sita i deres kamp for at klare sig i en krigshærget verden.

De to lande, Beleria og Darien, er kommet i konflikt omkring et nyfundet råstof, solkrystal, i bjergkæden, der adskiller de to lande, og begge lande kæmper brutalt og beskidt om kontrollen over krystalminerne, så ven og fjende er ikke altid til at skelne fra hinanden, og der kan lure farer overalt.

Max er fra Beleria og drømmer mere end noget andet om at blive jagerpilot som sin afdøde far og få hævn over fjenden fra Darien, som har gjort ham forældreløs. I begyndelsen af historien er han fuld af iver og kampgejst, men efterhånden finder han ud af, at ingenting er så enkelt, som han nok i sin naivitet troede: At deltage i en krig koster dyrt, og hvor meget er han villig til at betale?

Bogen er bygget op af fem dele, der i et direkte og letlæst sprog fortæller en spændende historie fuld af nærkampe i luften, biljagter og farefulde missioner.

Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?

Hvordan kan det være, at vi ikke er færdige med krig her i det civiliserede 21. århundrede? I Max Vero vil jeg gerne se nærmere på krigens væsen – fortalt på en måde så børn kan være med.

Hvorfor er vi stadig fascineret af historierne om de helte og skurke, som krige skaber, af de dramatiske sammenstød mellem "de gode" og "de onde"? Jeg ville gerne undersøge dobbeltheden i det fundamentalt spændende og gribende i f.eks. en kamp i luften mellem to jagerfly og så det forfærdelige i, at de kampe er et udtryk for systematiseret, mekaniseret drab på mennesker – at soldaters job er at dræbe andre soldater.

Mange børn – nok især drenge – er optagede af "den voldelige kamp", fx i det populære battle royal-spil Fortnite – og den fascination forstår jeg godt, men samtidigt havde jeg lyst til at give den et modspil uden at stemple den som "forkert".

Universet i Max Vero er en blanding af noget gammelt hentet fra Anden Verdenskrig og kampene mellem RAF og Luftwaffe i "The Battle of Britain" blandet med ny teknologi, som er muliggjort af de særlige solkrystaller. Man kan sige, at det er en illustration af, hvordan vi mennesker har det med at bruge nye opdagelser og opfindelser til destruktive formål.

Hvem er din hovedkarakter?

Min hovedkarakter er Max, der i løbet af de år, historien varer, går fra at være en stor dreng til at blive en ung mand, en udvikling, der fremskyndes af den krig, han havner i. Han er helt klart historiens helt, men er også en karakter med flere sider, f.eks. stjæler han, fortæller ikke altid sandheden, og har det svært med at indordne sig under militærets disciplin og regler.

Jeg prøvede at forestille mig, hvad det ville kræve at klare sig i Max’ situation, og han er helt klart blevet en overlever-type. Samtidigt er han også hele tiden bevidst om, at han har brug for andre, og han føler sig meget knyttet til de mennesker, han vælger at kalde sine venner.

Hans forhold til de jævnaldrende er generelt mindre kompliceret end forholdet til de ældre generationer – en afspejling af det faktum, at det ofte er de ældre i et samfund, der ønsker og erklærer krigen, men de unge, der skal give deres liv i den.

Hvordan er bogen blevet til?

Historien om Max Vero blev skrevet, mens jeg boede et år i Frankrig med udsigt til de franske Pyrenæer. Dette er udsigten fra mit arbejdsbord:

På den anden side af Pyrenæerne ligger Spanien, og de to lande i bogen, Beleria og Darien ligger netop adskilt af en bjergkæde (Merabjergene), hvor man har fundet solkrystal.

En del af de ting, Max kommer ud for undervejs, er nogle, jeg selv har oplevet, fx vandrer han gennem huler under bjergene og kommer forbi en vejrstation højt oppe på en bjergtinde. Han bliver også skudt ned over bjergene og skal finde hjem. Alt sammen bygger på min research i Pyrenæerne.

Et sted deroppe bag den bjergtop forestiller jeg mig, at Max blev skudt ned.

Derudover er jeg så heldig at være gift med en flyentusiast, der har kunnet levere meget information om, hvordan man f.eks. letter og lander et gammeldags propelfly, og hvordan kampe mellem jagerfly fra Anden Verdenskrig foregår.

Max Vero var en nem bog at skrive, da jeg først var kommet i gang. Personerne og deres fortid, følelser og relationer foldede sig ud for mig, og jeg havde det lidt, som om jeg bare skrev noget virkeligt ned. Lidt som om jeg så tv-serien for mig.

Hvilke emner, historier, karakterer eller oplevelser har særligt optaget dig i arbejdet med bogen?

Det har optaget mig at forsøge at skrive om et kompliceret emne på en måde, hvor historien blev nuanceret og samtidig ikke alt for kompleks rent sprogligt.

Jeg vil gerne fange mine læsere med en spændende historie og gøre dem interesserede i og glade for at læse – og samtidigt får jeg så også sneget et ret stærkt anti-krigs-budskab ind. Glæden over freden og sorgen over, hvad der er mistet undervejs, bliver forhåbentlig meget konkret for læseren.

Først da jeg havde skrevet historien, gik det op for mig, at jeg har givet "helten" Max god modvægt i flere stærke kvindelige karakterer. På den måde er der en kønsmæssig balance, der signalerer, at både mænd og kvinder må være fælles om at redde verden.

Min mand er som nævnt flyentusiast, mens jeg selv har haft direkte flyskræk en overgang. For mig var det at skrive denne bog også en måde at lære noget om fascinationen af det at flyve, og det ændrede faktisk også mit forhold til at sidde i et fly. Når vi kører hen ad startbanen, og farten stiger, tænker jeg altid, at i dette øjeblikke ville Max føles et rush af lykke.

Den oprindelige udgave af historien om Max Vero skrev du for nogle år tilbage som en Læs Selv-serie for de lidt yngre, men nu har du omskrevet den til Max Vero – Venner i krig, målrettet læsere på cirka 10 år og opefter.

Det må du have gjort samtidig med, at krigen er rykket tættere på end meget længe her i Europa med Ruslands angreb på Ukraine. Hvordan prægede det dit arbejde med bogen og dine tanker om krig og det at skrive om det?

Jeg har nok hele tiden følt, at historien om Max og hans venner havde potentiale til at blive foldet lidt mere ud, end den blev i den tidligere version – der i øvrigt også blev til, mens verden havde fokus på en krig, nemlig den i Syrien.

Da krigen i Ukraine kom, føltes emnet i Max Vero nærmest uhyggeligt aktuelt, også fordi vi her i Danmark fra begyndelsen så tydeligt blev præsenteret for "krigens narrativ" både i form af dramatiske historier om kampe og mod og i form af en klar sondring mellem gode og onde, helte og skurke.

Men den russiske mor, der mister sin 20-årige søn, sørger jo over et elsket, ungt menneske, der aldrig fik lov til se sit liv folde sig ud – helt eller ej. Den nuancering følte jeg, at jeg kunne bruge min bog til at pege på over for en aldersgruppe, der måske ellers hurtigt køber den simple fremstilling i nyhederne.

Hvis vi som mennesker i det lange løb skal blive bedre til at undgå at løse vores konflikter med vold og overgreb, så skal vi have øje for, hvor dyrt en krig koster alle involverede. Der er aldrig nogen sande vindere. Det er nok en af grundtankerne bag Max Vero – venner i krig.