Daniel Dalgaard fortæller her om Sfinx, en roman i syv dele, der har været seks år undervejs.
Sfinx er en historie med både backpackere og nazister i. Og en cirkusbjørn i bur. Og drukneulykker. Og vådeskud. Og en kærlighedshistorie. Hvad handler romanen om for dig?
Romanen handler om Jan Schnecker, som nu er en ældre mand, lam og stum efter et slagtilfælde. Hans datter har tager ham med på ferie til Thailand, hvor han i bogens begyndelse sidder i sin kørestol ved en pool, mens solen brager ned. Herfra spinder bogen ud i et væld af omkringliggende historier, der alle har rod i Jans liv, eller i Thea, som er romanens anden hovedkarakter. Hun backpacker i Sydøstasien på samme tid, som Jan sidder ved poolen. Hun har en vag idé om et dokumentarisk kunstværk, som hun samler materiale ind til på sin rejse.
Både Jan og Thea er fanget. Jan er som barn fanget på Bornholm, og senere som lam og stum er han fanget i sin egen krop. Thea er fanget i nogle forestillinger om sig selv, som hun måske ikke har ord for, men som hun fornemmer måske kan løsnes, hvis hun kobler sig på to grænsesøgende italienske søstre, som hun møder i Thailand.
Først og fremmest handler bogen om de personer, man møder i den, men samtidig løber fortællingerne hen mod et fælles punkt. Sammenhængen mellem de ting, der sker i dag, og de ting der kommer til at ske om fem år, ti år, halvtreds år, for os selv og for andre, som vi måske ikke engang kender endnu.
Det, at vores liv på alle mulige synlige og usynlige måder er filtret sammen med mange andres liv, har altid interesseret mig. Alle har siddet med en ven eller en kæreste og spekuleret: Tænk hvis jeg ikke var taget til den fest, så havde vi aldrig … Det er en form for dagligdagsmagi, som også har sit mere faretruende, skræmmende udtryk: Hun var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Hvordan er fortællingen opstået?
Først på efteråret 2014 sad jeg i et nedlagt røgeri på havnen i Gudhjem og kiggede ud over vandet og byen og havde fornemmelsen af at være del af et sært, forvrænget eventyr. Husene lå i bunker ned ad klipperne hele vejen til vandkanten. Turisterne var taget hjem. Hver aften sled bølgerne stenene ned uden for vores vindue. Der begyndte romanens fortælling om Jans barndom.
Helt fra begyndelsen vidste jeg, at det skulle være en roman med flere hovedpersoner og flere forskelligartede dele. Efter at have haft tusind idéer lagde jeg mig alligevel ret hurtigt fast på, at det var de to spor med Thea og Jan, som resten skulle vokse ud af.
Det har taget mig mere end seks år at skrive denne bog, og listen over kasserede udkast og idéer kunne udgøre en bog i sig selv. Den ville måske ikke være ret god, men den ville fandme være underlig. I en tidligere udgave af romanen var Josef, en af de store bikarakterer, for eksempel undercoveragent i en forening, der i 1980erne ville forhindre opsætningen af vindmøller på vestjysk jord, fordi han ved et uheld havde investeret i en skrantende smedje, som altså viste sig at blive til Vestas. Jeg spoiler ikke noget ved at sige, at den del af historien blev taget ud, og det var nok meget godt.
Romanen er endt med at have syv dele, og jeg ville gerne have, at hver del skulle have sin specifikke stil, sin måde at fortælle på. Som læser synes jeg selv, at det skaber dynamik i en roman, når man kan mærke, at fortællemodus pludselig ændrer sig. Helt intuitivt ved vi alle sammen, at forskellige mennesker fortæller historier på forskellige måder, og at det også påvirker de historier, der fortælles. Nogen kan knap åbne munden, uden folk griner af dem, ligegyldigt hvilke hændelser de fortæller om. Andres historier har en dyster undertone, som de ikke selv bemærker. Andre igen har en tendens til at fortabe sig i detaljer.
Med Sfinx kunne jeg godt tænke mig at skabe en fornemmelse af, at den fortælles af en hel serie af fortællere – de er meget forskellige, men har også noget tilfælles. Måske som et kor af stemmer.
"Det har taget mig mere end seks år at skrive denne bog, og listen over kasserede udkast og idéer kunne udgøre en bog i sig selv."
En del af romanen foregår i et backpackermiljø i Asien. Hvad fascinerede dig ved det miljø?
Det var rigtig mange ting. Alene det, at alle er langt væk hjemmefra og uden de sædvanlige sandhedsvidner skaber den meget specielle situation, at man er fri til at definere sig selv. I hvert fald når man taler om den lidt mere kommercialiserede backpackerkultur, er der så meget, der handler om at opfinde en ny udgave af sig selv. Det skaber en meget lystfuld stemning, som samtidig har noget meget skingert og hult over sig.
Den frihed, der ligger i at kunne starte forfra, er berusende, men har også en tilbøjelighed til at skabe illoyale fællesskaber, som mere har karakter af spejlkabinetter end af sammenhold. Alle, man møder, bliver en potentiel tilskuer til ens egen selvfremstilling. På samme tid er hele kulturen bygget op om en fortælling om, at man netop søger noget andet end sig selv: det fremmede, noget autentisk. Alle de sammenstød mellem forskellige viljer og forestillinger fascinerer mig meget.
Når man så placerer det her cirkus et sted, hvor man får utroligt meget for meget få penge, og hvor det er pinligt tydeligt, hvem der spiller hvilke roller i forestillingen, bliver det virkelig et besynderligt miniportræt af en global virkelighed.
Generelt bliver karaktererne i Sfinx forrådt af deres udseende, ingen kan skjule sig, og det samme gør sig jo gældende på sådan en rygsækrejse. Både de lokale og de andre rejsende ved med det samme, hvad du er her for, du kan ikke skjule dig, og sådan bliver man på en ekstremt tydelig måde indrulleret i en forudskrevet fortælling, der kommer til at have stor betydning for, hvad du kommer til at opleve.
De lokale kommer til at forsøge at slå penge af dig, selvfølgelig, hvorfor ikke, du har masser. Og som den rejsende bliver man selv skubbet ud i kroge af sig selv, som man måske ikke bryder sig om at kendes ved. Pludselig står man på et marked og prutter om tre kroner med et halvt om halvt underernæret barn. Pludselig er man den rige gnier, der ikke vil slippe en femmer mere for en øl fordi – jamen fordi man ikke vil snydes.
Magtrelationer står vel i det hele taget centralt, eller måske rettere det at være prisgivet andre. Det forekommer mig, at der er en ulighed i de fleste af relationerne i bogen. Hvilke overvejelser har du gjort dig om det?
Status, magt, hierarkier er en uundgåelig, integreret del vores liv, som man alligevel sjældent rigtig taler om. Jeg husker fra folkeskolen en fornemmelse af, at man vidste, hvem der var de populære, og hvem der ikke var. Og hvem der var i midten. Og det interne hierarki mellem dem i midten. Detaljegraden var skræmmende. Med årene bliver den slags naturligvis mere komplekst og belagt med en fernis af kultur og dannelse, med mindre man befinder sig i helt bestemte, lagdelte miljøer, militæret og den slags.
Det er svært at tale direkte om de her ting, dels fordi det kan føles pinligt, men også fordi det for mennesker er ligesom vand for fisk. Det er det, vi bevæger os rundt i. Så det man kan sige om det, føles altid plat og forenklet i forhold til det, vi oplever. På et ubevidst plan forholder vi os hele tiden til det på ekstremt sofistikerede måder. Hvem bliver lyttet til, ikke bare til et møde på jobbet, men også hvis man sidder fire om et bord på en bar, og hvem bliver ignoreret? Hvorfor er noget sjovt, når en siger det, men akavet eller ligefrem skræmmende hvis en anden gør?
Jan, der er albino, løber som lille rundt nede på havnen og taler med fiskerne og bliver betragtet som uskadelig, et lidt sært barn, som man får lyst til at tage sig en smule af. Da puberteten har forandret hans krop, får det hele et andet skær. Fiskerne svarer ham ikke længere på samme måde. I sammenhæng med andre ting der er sker, gør hans fremtoning ham nu mistænkelig, uhyggelig.
Fiskerne har ikke længere lyst til, at han skal løbe rundt og stille spørgsmål. Eller fra et andet sted i romanen: En voksen kvinde, som Jan er knyttet til, tvinger ham til at drikke sur mælk for at straffe ham. Men da han igen og igen gør det uden at fortrække en mine, hvad skal hun så stille op med sin straf?
Forældre og barn-relationen er også en del af det, er den ikke? Er der noget specifik ved den relation, der interesserer dig?
Forældre-barn relationen er i sagens natur altid ulige, men den bliver jo ikke ved med at være ulige på samme måde gennem hele livet. Som barn forestiller man sig, at ens forældre ved alt, kan alt, fordi det kan de i forhold til en selv. Senere forsøger man måske at skille sig ud fra dem, skabe sit eget liv, indtil man pludselig opdager, at alt hvad man har gjort har ført en frem til det, man troede, man flygtede fra. Livet er klogere, end vi er. Det at have forældre binder en fast til tilværelsen, de dukker op i os som genstridige spøgelser, umulige at fordrive.
"Det at have børn derimod er et langt uvejr af lykke og pinsler og frygt."
Det at have børn derimod er et langt uvejr af lykke og pinsler og frygt. Ens børn spejler ens egne drømme og længsler, mens de er små, og så er de også udtryk for vores største frygt. Man fremhæver alt godt ved dem, som om det var egenskaber ved en selv, og man skammer sig over at se ens egne mangler gengivet så nådesløst. Og så en dag viser det sig alligevel, at de er blevet sig selv, og at man slet ikke spiller så stor en rolle som man gik og troede. Så har man på en måde sagt farvel både til dem og til en stor del af sig selv, fordi børnene har taget den med.
Du har skrevet to digtsamlinger, og nu kommer så Sfinx, der jo er en stor og vilter roman i syv dele og på mere end 400 sider. Det virker som et vildt spring for dig som forfatter?
Helt konkret hænger Sfinx sammen på en meget mere organisk måde end mine tidligere bøger har gjort – i digtsamlingerne har jeg sagtens kunnet foretage ændringer i de enkelte digte uden at det nødvendigvis har krævet store ændringer i resten af bogen. Sådan har det ikke været med romanen.
Næsten hver eneste forandring ét sted i teksten trækker et helt spor af rettelser med sig andre steder. Det er naturligvis meget besværligt. Men i sidste ende handler det både i digtene og i Sfinx stadig om tilstedeværelse i den enkelte sætning. Hvis ikke ordene har den tyngde, de skal have, hvis ikke man som læser har fornemmelsen af at være i selskab med nogen eller noget, når man læser, så kan det hele være ligegyldigt.