Daniel Dalgaard om sin fascination af turismens glade vanvid.
Det at være turist er et tema i flere af Daniel Dalgaards bøger.
I Sfinx, der blandt andet foregår på et luksusresort i Thailand, og i Vulkanø, hvor en familie rejser en måned rundt på Tenerife og bor på et all inclusive-hotel og senere i en grotte hugget ud af de vulkanske klipper.
Vi har spurgt ham, hvorfor turismen interesserer ham.
Forandring og det nye har altid været en drivkraft for min skrift. At flytte, at komme til en ny livsfase, at møde nye mennesker, pludselig at befinde sig et nyt sted, det giver mig alt sammen en særlig åbenhed, både for det, der kommer udefra, og det, der kommer indefra.
Det er nok derfra min interesse for turisme startede. For det er det, det er, turisme. Jeg er ikke specielt interesseret i den store mytiske rejse ud i det totalt ukendte, men derimod elsker jeg blandingen af det genkendelige og det fremmedartede, som moderne turisme bibringer.
Det ekstremt kommercialiserede og beregnende ved det. Jeg er helt vildt interesseret i udmøntningen af den fortælling, som bliver solgt omkring den form for rejse, som handler om det friktionsløse, det behagelige, det luksuriøse, afslapning og dug på bordet, levende lys, lyseblåt vand.
For når så den her oplevelse skal iscenesættes i den konkrete verden, hvor den samtidig også skal gennemføres med begrænsede resurser, fordi det netop er et produkt for almindelige mennesker med et gennemsnitligt, vestligt indkomstniveau, bliver det bare så voldsomt og modsætningsfyldt.
Det meste af tiden ender man med at befinde sig i et helt absurd univers, som de fleste er enige om at betragte som helt normalt – døgnåbne buffeter, hele systemer af forbundne pools, lejligheder der er hugget ud i vulkanske klipper med håndkraft, underbetalte rengøringsfolk, der alligevel skal smile, som om det var deres hedeste ønske at rengøre dit værelse, forældre der afleverer deres børn i en hotelbørnehave på deres ferie.
Og midt i det her er så en masse møder med mennesker, både dem, der rejser, og dem, der lever af dem, der rejser, mennesker, som jo ikke bliver mindre ægte af, at man møder dem i noget, der minder om teaterkulisser.
