"Jeg begyndte at lede efter forældrefigurer, jeg kunne spejle mig i"

Duncan Wiese undersøger og skildrer i digtsamlingen, Kirsebærplukkerne, de komplekse erfaringer, digteren møder i rollen som far, mens han udvider og udfordrer den traditionelle far-figur.

Duncan Wiese debuterede i 2019 med digtsamlingen, Tityrus, som blev shortlistet til Bogforums Debutantpris og Munch-Christensen Debutantpris.

Hvad inspirerede dig til at skrive Kirsebærplukkerne?

Det udsprang i høj grad af, at min kone og jeg ventede et barn. Der kom en masse digte til mig under graviditeten, og de opstod af forskellige følelser såsom håb, bekymringer og en generel forvirring. Og da min datter så kom til verden, kunne jeg mærke et stort behov for et rum, hvor jeg kunne bearbejde det, der skete med mig som nybagt far.

Jeg begyndte at lede efter forældrefigurerer i litteraturen, jeg kunne spejle mig i – både fædre og mødre – og fandt hele tiden mig selv i et sted midt i mellem.

Jeg læste Maggie Nelsons Argonatuerne, og den blev især vigtig for mig. Den havde en særlig åbenhed i forhold til skrift, børn, køn, relationer, men gav ingen nemme svar, og den inspirerede mig også.

Det at blive far, forældreskabet og omsorgsarbejde er temaer i digtsamlingen. Hvorfor har det været vigtigt at skrive om?

På den ene side kan man sige, at fædre som omsorgsfigurer generelt er underbelyste, men det er heller ikke helt sandt, for der kommer mere og mere forskning frem om fædres rolle i børns udvikling, og der udkommer flere bøger om fædre både inden for skøn- og faglitteratur.

Historisk set er det dog et ret nyt fænomen, at fædre er så involverede i det fælles liv med børnene, og der er stadig et stort, kulturelt efterslæb.

Fiktionens fædre og mytologiens fædre – om det er i film eller bøger – er næsten alle beskrevet som værende fraværende.

Jeg tror måske, det er en grundpræmis i meget fiktion – jeg tænker fx på James Bond, som i den seneste udgave med Daniel Craig som Bond, er faderløs. Hvis nu han hvilede i sig selv og havde et godt familieliv, ville han nok ikke kunne overskue machojagten.

Og i den seneste film (spoiler alert) bliver James Bond så far, men så er der en skurk, der drypper en gift på ham, som gør, at hvis Bond nærmer sig sin familie, så vil de lide en forfærdelig død – og lige bagefter bliver han så ramt af et bombardement af en anden verden og dør.

Bondfiguren eller 'karakter A' i det heroiske plot i den meget maskuline udgave, kan ikke eksistere med nærværende, kærlige forældre, og slet ikke være en nærværende far selv.

Og jeg nyder jo også at se James Bond-film, de er en slags skøre machodigte, men dette mønster er overalt i kulturen.

Jeg tænker på Ursula Le Quins ideer omkring fiktion, fx hendes ide om ikke at beskrive den episke jagt, men mere at se litteraturen som en bærepose, hvor man samler bær eller svampe eller øjeblikke i.

Der er ikke en drift frem mod noget, hverken et mord eller en hæder, og det mimer jo meget bedre, hvordan et liv med børn ser ud.

Det bæreposebillede kan jeg godt lide. Sådan oplever jeg også mine egne digte og digtsamlinger generelt. De er ikke bundet op på samme plotmæssige stativ. Der kan ske noget andet, man kan opleve, at man finder noget i posen, man ikke har set før, og som man går og bærer rundt på lidt for sig selv.

Hvilke overvejelser har du gjort dig om at bruge dine egne erfaringer?

Jeg har tænkt en del på min datter i den kontekst. På den ene side har jeg haft brug for at være tæt på, også i skriften, men jeg har forsøgt at sætte nogle grænser. Hun skal og bliver forhåbentligt heller ikke udstillet.

Samtidig er det vigtigt at holde fast i, at det er mine erfaringer. Hverken min kones eller min datters, og så er det digte – digte er for mig et håndværk eller næsten et spirituelt håndarbejde, det er som musik, hvor der skal være intensitet på det rigtige tidspunkt og stille på andre tidspunkter.

Der skal klippes og klistres, redigeres, forfines. Så det er jo ikke virkeligheden, og alligevel er det virkeligt.

Hvorfor hedder digtsamlingen Kirsebærplukkerne?

For nogle år tilbage var jeg ude at plukke kirsebær med en ven. Og så skrev jeg 'kirsebærplukkerne' med kirsebærsaft på et stykke papir, og så lagde jeg det i en skuffe og tænkte, at det bliver en bog en gang.

Efterfølgende har jeg tænkt på, hvad det minder mig om, og det minder mig om lotusæderne fra Odysseen. I Odysseen lander de her mænd (som ikke er hjemme ved deres børn i øvrigt) på en ø, hvor de bliver afhængige af en narkotisk plante.

Der er noget med den fristelse at forlade det hele, som lotusæderne repræsenterer, og som Kirsebærplukkerne står i modsætning til. Kirsebærplukkerne insisterer på at blive hjemme og være sammen, selvom det er svært.

Først spiser det unge par kirsebær sammen, mens barnet er i maven, og senere spiser de kirsebær med deres datter.

Så det korte svar er nok, fordi de plukker kirsebær i nogle af digtene.

Hvordan arbejder du som underviser på Forfatterskolen?

Mit arbejde som underviser har været en vigtig del af min praksis som forfatter, og det er noget jeg har gjort, siden jeg gik på Forfatterskolen.

Udover at det er der, jeg tjener min løn, så er det også et rum, hvor jeg kan beskæftige mig med alt det, som ligger til grund for skriften.

Der er et meget smukt interview med Ocean Vuong på Louisiana Channel, hvor han forklarer, at hans egentlige praksis er at være underviser. Det er der, han er en del af et fællesskab og kan bidrage med noget.

Skriften for ham er noget, der bare er der, når han skriver, og så er det væk, mens det at være underviser er noget mere blivende, og en vigtig rolle han har.

Det gjorde mig glad at høre italesat på den måde, at undervisning ikke er noget sekundært, som man bare gør for at få brød på bordet. Jeg vil dog ikke sige, at undervisning er min primære praksis, det er et andet modus, men det hænger sammen med min skrift.

Det er også en måde for mig at undersøge, hvad der foregår i maskinrummet, blive bevidst om, hvilke teknikker jeg selv har brugt, og hvilke teknikker og traditioner, der former min skrift – og selvfølgelig hjælpe andre med at blive mere bevidste om, hvordan de arbejder med skriften.

Måske kan man sige det sådan, at skriften er den indadvendte del af min praksis, noget jeg har for mig selv, mens undervisningen er den udadvendte del. Der, hvor jeg er en del af et fællesskab og kan bidrage som underviser.