"Historien blev en måde at insistere på livet og kærligheden og relationerne"

Papirhjerter er en håbefuld fortælling om sommeren, før alting begynder. Om ikke-eksisterende bryster, en ny dreng i klassen, bedsteveninder og brudte løfter. En hjertevarm historie om pre-teenagelivets mange facetter.

Hanne Dagmar Raaberg fortæller her om inspiration fra folkeviserne og et utal af flytninger. Om at bryde tekstmuren, tage børn alvorligt og om det at skrive som en vej til en ny form for liv efter hendes datters død.

Hvad er Papirhjerter for en bog for dig?

I Papirhjerter vil jeg gerne vise de knitrende stærke følelser og skarpe sanser, som jeg selv husker fra preteen- og start-teenagealderen, hvor livet og relationerne stod malet skarpt, og jeg ikke fattede alle de nye sociale koder, der var ved at opstå.

Brydningen mellem at være barn, at være i det uskyldige eventyrlige barnlige univers, at længes mod at være voksen og at stræbe efter at kunne forstå det næsten-voksne, som kan virke uopnåeligt langt væk.

Følelserne, der vælter rundt, når kroppen udvikler sig eller ikke gør, når vi oplever forelskelse, og når vi bliver svigtet, føler os alene, forkerte og udenfor.

Jeg vil gerne tage de store, sprøde følelser alvorligt med en jeg-fortæller, der sanser og oplever, og som tænker sig om, når hun handler, så hun bliver troværdig.

Hvordan har du arbejdet med bogen?

Den første spæde idé til historien og formen opstod, da jeg gik på Forfatterskolen for Børnelitteratur og kiggede alle mine gamle digte og andre skriverier igennem.

Jeg fandt nogle tidlige digte om krop, forelskelse og mit eget første rigtige kys. Jeg kunne mærke følelserne, der strømmede ud fra papiret, og jeg fik lyst til at fortælle en historie formgivet som digte indeholdende alle de stærke følelser. Der er stadig fragmenter af nogle af de helt oprindelige digte med i historien.

En anden inspiration kommer fra folkevisernes fortællemåde, som fortæller en historie med store, voldsomme følelser i en koncentreret digtform, og hvor det er nogle få konkrete detaljer, der viser følelserne, og som fortæller de væsentlige dele af historien.

Først arbejdede jeg med at fortælle historien i enkelte digte med en scene pr. digt, men jeg fandt ud af, at det begrænsede historien, og da jeg satte formen fri, opstod der nye måder at bruge hele papirsiden: Linjeskift, glidende, hoppende og forsvindende bogstaver, tegnsætning, forskellig skriftstørrelse, tekstelementer skrevet grafisk, fx som figurer og i wordart.

Det er ikke en letlæsningsbog, men jeg har ofte tænkt, at skrivemåden måske kan give større læselyst, fordi der er mange tekstindgange, og den bliver lettere at gå om bord i, end en bog der består af ren tekst, der kan opfattes som en tekstmur.

Hvilke emner, historier, karakterer eller oplevelser har særligt optaget dig i arbejdet med bogen?

Mine mange flytninger og skoleskift har nok givet mig et blik for klassedynamikker og -hierarkier og de ændringer, der kan ske bare ved en enkelt ny person i klassen (eller en der flytter væk).

Følelsen af at blive svigtet og at være udenfor, tror jeg er universel – vi har vist alle prøvet det indimellem og kommer igennem det på forskellige måder.

Men oveni dette vil jeg gerne vise den udvikling, det er at opdage, at man selv har svigtet og selv har gjort andre ondt, og det at kunne tage ansvar for det, og det at kunne tilgive andres svigt - fordi det er sindssygt svært, og selv voksne kan have vanskeligt ved det.

Det er vigtigt for mig at tage læserne alvorligt, bl.a. ved at personerne og deres handlinger, følelser og tanker er troværdige og ikke noget, der bare pludselig sker for at historien kan gå op.

Jeg vil gerne vise, at mange børn og unge som regel tænker sig ret meget om, og ikke som jeg oplever det i nogen universer (nok især amerikanske) er fjollede, letbenede og gør ting, der for mig at se ofte er stærkt utroværdige og overfladiske.

Alva er din hovedkarakter – hvordan vil du beskrive hende, og hvordan blev hun til?

Alva er tynd. Det træk er taget fra mig selv, jeg spiste løs af kager, når jeg stod i bagerforretning, og en hel plade chokolade på dage uden vagt, og jeg blev ved at være ultratynd til midt i 2.g.

Jeg syntes ikke, det var så stort et problem, som Alva synes. Følelsen af at være bagud på krop har jeg derfor forstørret mange gange ved at sige: "Hvad nu hvis en pige synes, det er et kæmpe problem at være tynd og ikke at have bryster og former?"

Alva er også kreativ. Blandt andet laver hun de papirhjerter, som har fundet vej til bogens titel. Hvilken plads har det i historien?

Jeg blev ved med at se Alva gøre noget med hænderne, og jeg fandt ud af, at hun godt kan lide at skabe noget med sine hænder: Kager og papirting.

Inspirationen til kagerne kom nok fra selv at have været ansat i en bagerforretning og enkelte egne kage-eventyr, men det er ikke noget, jeg ellers kan prale af at være god til. Jeg har dog lavet othellolagkage fra bunden, ligesom Alva gør det i bogen.

Inspirationen til, at Alva folder og klipper papir, har jeg fra min datter, der gjorde dette hele livet igennem – lige fra børnehaven, hvor hun foldede papirskibe til alle de andre, og til i teenageårene, hvor det var origami-figurer.

Min datter blev kørt ned, da hun var 19 og overlevede ikke.

Hvad har det at skrive betydet for dig i den sorgproces?

Da vi mistede vores datter, var det at skrive en af de vigtigste veje for mig til at vende tilbage til en ny form for virkelighed, og jeg har skrevet omkring 300 digte om at finde en ny vej i livet efter det tab.

Nogle af dem har jeg postet på min forfatter-instagram, hvor jeg i det hele taget har delt åbent om mit tab og sorgen.

Jeg var i gang med Papirhjerter på tanke- og skitseplan, da vi mistede. Og på et tidspunkt da jeg havde skrevet og skrevet om sorgen, tog jeg fat i Papirhjerter.

At skrive den historie blev en måde at insistere på livet og kærligheden og relationerne på trods af sorg.

Og den blev også en måde for mig personligt at holde frikvarter fra alle mine egne tunge og svære følelser.