"Fiktionen egner sig godt til at lede efter en sandhed i det komplekse"
Interview med Hilde Rød-Larsen

"Fiktionen egner sig godt til at lede efter en sandhed i det komplekse"

January 9, 2023

Hilde Rød-Larsen om MeToo, rigtigt og forkert og romanens kraft

Hvad er Diamantaftener for en bog, som du ser det?

Diamantaftener er en roman, som undersøger et helt menneskeliv med én bestemt erfaring som omdrejningspunkt og MeToo som bagtæppe.

Hvad satte dig i gang med den historie?

Det eneste, jeg vidste, da jeg satte mig ned for at skrive romanen, var, at jeg ville prøve at skrive i førsteperson, altså med en jeg-fortæller. Det var et forsøg på at tvinge mig selv til at skrive på en anden måde, end jeg havde gjort i min debutroman, Sommertid.

Jeg skrev åbningsscenen, om en kvinde som på mange måder minder om mig – samme alder, samme by, samme arbejde – som har noget, hun skal finde ud af, noget som ligger langt tilbage i tiden. Dette skrev jeg ganske hurtigt, men jeg brugte lang tid på at finde ud af, hvad det var, hun skulle finde ud af. Det viste sig at blive erfaringer, som minder om, men ikke er identiske med mine egne.

Her bagefter ser jeg også, at MeToo-bevægelsen har bidraget til, at det blev præcis denne historie, jeg skulle fortælle, selv om det ikke var noget, jeg var bevidst om, da jeg begyndte at skrive.

Centralt i bogen står en fortælling om en højt estimeret psykolog, som er far til den kvindelige hovedpersons veninde, og som med sin faglige viden udnytter den unge kvindes skrøbelige sind til at få et seksuelt forhold til hende. Hvordan vil du betegne det, der sker?

Hovedpersonen i romanen, Agnete, nærmer sig det spørgsmål på en forsigtig og afsøgende og til dels undvigende måde. På et tidspunkt skriver hun, at hun ikke har villet se på sig selv som et offer, og bogen er blandt andet hendes udforskning af, hvorvidt hun er det.

Nu kommer der sjældent god litteratur ud af at stille spørgsmål, som man sætter to streger under, og det står heller aldrig entydigt i bogen, at Agnete kommer til den konklusion, at hun er et offer.

Der skal være rum for læserens egne følelser og vurderinger i teksten. Men i rummet uden for teksten, som jeg befinder mig i, når jeg taler om den, kan jeg sige entydigt, at det er det, der sker: Venindens far udnytter sin rolle som psykolog til at få sex med en ung og allervigtigst sårbar kvinde.

Hvad er det for en relation, de har? Hvorfor sker det?

Relationen mellem Agnete og C er en typisk asymmetrisk relation. Aldersforskellen er én ting, men for mig er det mest betegnende og graverende, at han er psykolog, og at hun er et menneske med åbenbare psykiske udfordringer. Disse udfordringer siger han til hende, at han ser, og det er i hans terapirum, på hans terapibriks, sexen finder sted.

Romanen går aldrig ind i hans motivation for eller oplevelse af det, der sker mellem dem, den prøver udelukkende at forstå hende. Den går til dels langt tilbage i tid i hendes liv, til længe før hun traf ham, for at undersøge, hvorfor hun gentagne gange – over et langt tidsspænd – har haft sex med en mand, hun aldrig har begæret, er blevet seksuelt tilfredsstillet af, været forelsket i eller elsket.

Han siger til Agnete, kort tid før hun har sex med ham for første gang, at han ser, at hun ikke er rask, og at han skriver en bog, hun vil kunne genkende sig i. Det, at han, som fagperson, siger, at han ser, at hun har det dårligt, efter at ingen andre har set det, skaber et vildt sug i hende efter mere. Efter at han skal se mere, og efter at han skal hjælpe hende med at få det bedre. Det låser hende fast på en måde, som præger hende i mange år, selvom han aldrig igen viser nogen reel interesse i hende, ud over at have sex med hende.

"Jeg har selv oplevet at blive seksuelt udnyttet på en måde, som ligner det Agnete oplever, af en terapeut, som jeg troede så mig og kunne helbrede mig"

Relationen fortsætter i årevis. Han opsøger hende med års mellemrum. Hvorfor kan hun i mange år ikke skubbe ham fra sig? Hvad er det, han gør ved hende?

Det, at hun for allerførste gang i sit liv oplever det, som om nogen ser ind i hende og afslører den smerte, som er derinde – og det endda af en hvis fag er at bidrage til at lindre sådan en smerte – er så skelsættende for hende, at det tager hende mange, mange år at forstå, at det er en illusion.

Bogen er i høj grad et forsøg på at forstå, hvorfor Agnete får den illusion og opretholder den. Hvad er det i hende, som gør, at hun lagde sig på hans terapibriks igen og igen for at have sex med ham, når hverken seksuelt begær, forelskelse eller kærlighed var drivkraften?

Romanen er mest optaget af, hvordan dette har kunnet ske, men det er klart, at det har præget hendes liv, at hun er blevet udnyttet på den måde. Blandt andet fordi hun ikke selv har villet godtage, at hun er blevet udnyttet. Hun har ikke villet se sig selv som et offer, skriver hun et sted i bogen. I netop det ligger der nok en nøgle til at forstå fastlåsheden – for hvis det ikke var godt, det der skete dengang, hun var ung, hvad var det så? Jeg tror ikke, hun kan holde tanken ud om, at relationen til C er noget, hun ikke selv har haft kontrol med, eller noget som har været skadeligt for hende.

Hovedpersonen deler en del biografiske træk med dig – hun arbejder som oversætter, har læst sociologi og gået på London School of Economics. Hvor meget af dig er der i hende?

Der er meget af min generelle livsfølelse i Agnete, og vi deler også mange biografiske træk – men ikke alle.

Jeg har selv oplevet at blive seksuelt udnyttet på en måde, som ligner det Agnete oplever, af en terapeut, som jeg troede så mig og kunne helbrede mig. Og jeg har brugt virkelig lang tid – to årtier – på at erkende, at det faktisk var det, der skete.

Indtil for ganske nylig har jeg tænkt, at jeg alene havde ansvar for mine egne handlinger og ikke set på mig selv som et offer for andet end mine egne dårlige valg. Jeg har været stolt af den holdning og har tænkt, at den har gjort mig stærk. Nu mener jeg, at den måde at tænke på kan bidrage til at opbygge usunde og farlige strukturer, strukturer som heldigvis er krakeleret voldsomt i forbindelse med MeToo-bevægelsen. En bevægelse, jeg var kritisk overfor i begyndelsen og gradvis har forandret syn på.

Hvis der er biografiske elementer, som minder om dig i romanen, er der så også ting, der minder om den virkelige overgrebsmand? Hvilke overvejelser har du gjort dig om det?

Det har jeg tænkt meget på. Diamantaftener er en roman, det er en fiktion, sådan at manden, som er forlægget fra virkeligheden, ikke umiddelbart er genkendelig. Sådan måtte det være, for at det kunne lykkes mig at skrive romanen, det var egentlig ikke noget, jeg gjorde for at beskytte ham.

"Jeg får totalt adrenalinkick ved tanken om, hvor mange muligheder romanformen rummer"

Hvilke overvejelser har du selv gjort dig om at fortælle den her historie? Var der en konkret hændelse, der fik dig til at gøre det?

Når jeg skriver, har jeg aldrig på forhånd bestemt, at det, jeg skriver, skal tage noget bestemt op. Jeg tænker mig frem til et sted, det skal begynde, en scene, og så tager jeg den derfra.

Det var ikke en plan, jeg havde, at bogen skulle tage den del af min historie op, eller at den skulle ligge så tæt på mit eget liv. Men jeg ser jo nu, at jeg helt klart har været præget af MeToo-bevægelsen, selv om jeg ikke opdagede det, før bogen næsten var færdig. Først og fremmest blev jeg ansporet af, hvor litterært frugtbart det var at prøve at gå dybt ind i noget, som var så ubehageligt for mig.

Hvorfor som roman?

Jeg elsker romanformen! Jeg får totalt adrenalinkick ved tanken om, hvor mange muligheder den rummer. Nu hvor jeg har skrevet et par bøger og er i gang med at tænke over en tredje, ser jeg meget tydeligt, at formen er vigtig for mig.

Da jeg skrev min debutbog, Sommertid, var det da jeg bestemte mig for, at alt på nutidsplanet skulle udspille sig i løbet af et døgn, at jeg forstod, at det ville lykkes mig at skrive den. Med Diamantaftener nåede jeg det punkt, da jeg så, at den skulle bestå af tre dele, som på forskellige måder prøver at kredse sandheden om Agnes relation til C ind.

Det er så fantastisk interessant at se, hvordan man med små tekniske romangreb kan opnå en villet effekt. For mig har det fx været enormt forskelligt at skrive i førsteperson, som jeg gør i Diamantaftener, i forhold til at skrive i tredjeperson, som jeg gør i debuten. Og i begge bøger har jeg små brud med resten af stilen, inden for romanens enorme repertoire.

Som en side i Sommertid, hvor synsvinklen mellem de to hovedpersoner skifter i hver sætning. Eller en side i Diamantaftener, hvor jeg pludselig skriver i præsens, selvom resten er i præteritum. Og så er der et lille kapitel et sted, der nærmest er skrevet i eventyrstil. Jeg kan ikke forestille mig noget morsommere end at skrive en roman, faktisk.

Men altså når lige denne historie er i romanform, er det fordi fiktionen egner sig så godt til at lede efter en sandhed i det komplekse på en måde, der gør, at læseren aktiveres undervejs, i både tanker og følelser.

Og så er det slet og ret sådan, at det er fiktion, jeg er god til.

"Selv tænker jeg på 'Diamantaftener' som en mosaik, hvor nogle af bidderne er taget direkte ud af mit eget liv, og andre er fri fantasi"

Bogen er opdelt i tre dele. Tre fiktioner, som bogens undertitel hedder. Kan du fortælle om grebet og dine overvejelser bag?

Bogens struktur udsprang af, at jeg syntes, det var så ubehageligt at bruge en jeg-fortæller, blandt andet fordi jeg trængte mig på i meget større grad, end jeg havde planlagt. Det føltes trangt og kvalmende, særligt da jeg forstod, at det var min egen historie om en destruktiv seksuel relation, som trængte sig på.

Jeg overvejede at gå over til at skrive i tredjeperson, men det føltes fejt, så jeg prøvede i stedet at finde ud af, hvordan jeg kunne bruge det ubehag på en konstruktiv måde. Da tænkte jeg, at min jeg-fortæller, Agnete, har det på samme måde, for det lykkes hende aldrig at komme til pointen i den første del. Hun viger udenom og udenom – noget der for øvrigt er karakteristisk for en, som bærer på et traume.

Så lod jeg Agnete skrive en fortælling i tredjeperson, som bliver bogens anden del. Her lykkes det hende at nærme sig det vanskelige på en anden måde. Og når så tredje del begynder, har hun fået fortalt noget vigtigt, som gør, at hun kan gå mere direkte til sagen.

Selv tænker jeg på Diamantaftener som en mosaik, hvor nogle af bidderne er taget direkte ud af mit eget liv, og andre er fri fantasi. Det har været uhyre vigtigt at sætte biderne sammen på den rigtige måde, det er det arbejde, der har gjort fortællingen til en roman.

Det, at bogen er opdelt i tre dele, og at den ikke følger en streng kronologi, men hopper frem og tilbage i Agnetes historie, har til dels noget at gøre med, at jeg selv er udpræget associativ.

Mit hoved kan virke kaotisk, både for mig selv og andre, men der er altså et system derinde. Og så er der det, at Agnete i fortællingen føler sig grundlæggende desorienteret. Både fordi hun – i lighed med mig – har en vanvittig dårlig stedsans, og fordi hun ikke helt ved, hvad der er op og ned på, hvem hun selv er. Ved hjælp af små forskydninger i teksten, som er mulige på grund af de tre dele og de mange spring, prøver jeg at fremvise hendes desorientereting i stedet for bare at fortælle om den.

Men den allervigtigste grund til, at jeg har komponeret romanen på den måde, er nok, at jeg ville have en fortæller, som forandrer sig undervejs. Bogen begynder med, at der er noget, hun skal finde ud af, og det hun finder ud af, mens hun samler brudstykker af sit liv, gør noget med hende.

"Jeg bliver ved med at opdage ting i teksten, jeg ikke vidste, jeg havde lagt i den"

Hvordan har det været at gå så langt ind i de følelser og minder, som det at skrive en roman må kræve, at man gør?

Jeg har det grundlæggende godt, når jeg skriver, men det var ubehageligt at skrive med en jeg-fortæller, det greb gjorde, at jeg trængte mig meget mere på end jeg har tænkt. Samtidig var det ubehaget, der gjorde, at det lykkedes mig at skrive den – formen udsprang af det.

Hvad har det at skrive romanen gjort ved måden, du ser tilbage på dit liv på? Er der et element af katarsis over det? Af at få renset parasitten ud, som det hedder et sted i bogen?

Det har ikke været terapeutisk skrivning for mig, men det er nu engang sådan, at jeg tænker bedst, når jeg skriver. Jeg bliver ved med at opdage ting i teksten, jeg ikke vidste, jeg havde lagt i den.

Nogen katarsis har jeg måske ikke oplevet, men jeg synes absolut, jeg tænker og føler skarpere nu, end før jeg begyndte at skrive, om både mig selv og andre. Og jeg har også forandret mig undervejs.

Blandt andet tænker jeg, at jeg i mit liv har gået for langt i at prøve at forstå og ikke fordømme. Nu tænker jeg, at noget er rigtigt, og noget er forkert, og nogle gange skal det forkerte fordømmes helt entydigt. Den bevægelse favner blandt andet min holdning til MeToo, som jeg var skeptisk overfor i begyndelsen, og som jeg nu mener er ekstremt vigtig.

Din roman hedder Diamantaftener. Hvorfor?

En "diamantaften" er en tilstand, som opstår i Agnete, bogens jeg-fortæller. En tilstand, hvor hun og alt omkring hende lyser. Det er berusende at have det sådan, men også farligt, for Agnete har erfaret, at efter et stærkt lys følger et dybt mørke. Diamanter skinner, men man kan også skære sig på dem.

Jeg har ikke villet operere med diagnoser eller medicinske termer i bogen, men med et diagnostisk sprog kan jeg sige, at en diamantaften er en tilstand af hypomani.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu