"Jeg ville vise en kærlighed, der får nogen til at ofre alt for at være sammen med hinanden"

Kniven i ilden er en stor nordisk roman om overlevelse, rå natur og lidenskabelig kærlighed i 1800-tallets Nordnorge. Bogen er inspireret af Ingeborg Arvolas egen tiptipoldemors liv og er den første bog i den historiske trilogi 'Sange fra Ishavet'.

Ingeborg Arvola modtog Brageprisen 2022 for 'Kniven i ilden' og er nomineret til både Bokhandlerprisen for bedste roman samt Nordisk Råds litteraturpris 2023.

Hvad handler Kniven i ilden om?

Kniven i ilden handler om den kvænske og finske udvandring fra Lapland (det nordlige Finland) til Ruija (Nordnorges kyst) i 1860'erne.

Nærmere bestemt handler den om Brita Caisa Seipajærvi, der forlod Sodankylä og drog til Finnmark i 1859. Hun havde sine to sønner Aleksi og Heikki med.

Hvordan opstod ideen til bogen?

Jeg ville skrive om min finske oldemor og resten af min familie i Finnmark og tænkte, at jeg var nødt til at finde ud af, hvilken af mine formødre, der emigrerede først for at få den rigtige kronologi.

I historiske kilder var min tip-tip-oldemor, Brita Cajsa, omtalt og berygtet. Men jeg vidste ikke, at jeg var i familie med hende.

Hvordan har du fået historien om din tip-tip-oldemor overleveret?

Jeg kendte til historien om hende. Hun var en af dem, der er skrevet om i landsbybøger og historiske kilder fra området. Og som en man fortæller om, når talen falder på straffesager, moral og upassende livsførelse.

Først syntes jeg bare, at sagerne om utugt var spændende. Da jeg senere forstod, at Brita Caisa var min formor og satte mig ind i historien, tænkte jeg mest på kærligheden mellem hende og Mikko.

Hvad er det for en tid, folk og forhold, du beskriver i bogen?

Perioden fra 1800 til 1900 i Nordnorge var svær for alle, der boede der. Finnmark var både koldt og øde. Og så er der de mange historier om alle fiskene i Ruija, som fik folk til at søge lykken der.

Der var mange samiske samfund på Nordkap og overordnet tre stammer: Samer, kvæner/finner og nordmænd.

Mødet mellem de forskellige stammer er en måde at fortælle om folket langs Finnmarkens kyst.

Fiskeriet voksede på dette tidspunkt, hvilket fik samfundene til at blomstre, og mange, der var sæsonarbejdere i fiskeriet, slog sig til sidst ned.

I Neiden, hvor min familie er fra, boede i starten kun Skolte-samer. I 1840 ankom de første finner, derefter kom der flere og flere.

Forholdene var små, i hvert fald når vi ser på det med vores 2023-øjne. Folk boede småt, arbejdede fra morgen til aften og var afhængige af godt fiskeri og gode multeår for at have noget til overs.

Bogen kredser om overlevelse, rå natur og en lidenskabelig kærlighedshistorie. Hvordan har du arbejdet med at skrive Kniven i ilden?

Jeg har tænkt meget over kærlighedshistorien. Jeg ville vise en kærlighed, der får nogen til at ofre alt for at være sammen med hinanden. Det har været vigtigt.

Og så har jeg tænkt meget på Brita Caisa og tænkt over, hvordan hun var. Hun blev straffet af kirken i Sodankylä, men betød det, at hun flygtede? Skammede hun sig? Det tror jeg ikke. For hun bliver også beskrevet som en skønhed.

Derudover ville jeg beskrive naturen i billeder. På de kanter er det er så vigtigt, hvilken årstid det er. Om det er sommer eller vinter, om det er varmt eller koldt.

Det er ikke lige så vigtigt, hvilke norske love, man er underlagt, eller hvor grænserne går. Det får jo også en betydning, men jeg prøver at vise det mere i bisætninger.

Samfundet optræder kun i bidder. Naturen findes overalt.