"Bøger giver mig styrke til at møde livet"

Evigheden i et siv er en hyldest til bogen. Hvor kommer din egen glæde ved bøger og det at læse fra?

I mit barndomshjem var der en overflod af bøger. Allerede inden jeg blev født, optog de så meget plads, at min familie nærmest blev drevet ud af huset.

Begge mine forældre var ivrige læsere, og da jeg var helt lille, placerede de disse mærkelige papirgenstande i mine hænder. De gav mig papbøger til at tygge og sutte på, lugte til og til at lære at vende siderne i. Jeg var heldig. Helt fra begyndelsen fik jeg, i tillæg til livets fornødenheder – mad, søvn, ly for kulden – lært, at der findes historier, ordspil, musik, skønhed.

I min familie mindes de stadig, at jeg som lille altid ville have de voksne til at fortælle mig historier. Jeg kunne ikke få nok. Jeg begyndte instinktivt at finde på mine egne historier, det var som en leg for mig. Jeg har stadig noget af den barnlige glæde, når jeg rejser ad bøgernes sti til en helt ny verden.

Fiktion hjælper mig med at skabe mening ud af virkelighedens kaos, bøger giver mig styrke til at møde livet.

Hvordan fik du ideen til Evigheden i et siv?

I løbet af min tid på universitetet og senere brugte jeg takket være et forskningslegat årevis på at studere bøgers oprindelse og fremkomsten af læsning i den antikke verden. Over et årti var dét det primære fokus i mine studier og udgivelser.

Da jeg skrev Evigheden i et siv, var det som et meget personligt projekt på et virkelig svært tidspunkt i mit liv med tanke på, at det nok ville blive min sidste bog. Det føltes som en afsked, og derfor planlagde jeg denne litterære rejse med en hel del frihed og eventyr-ånd.

Jeg besluttede mig for at lade mine to sider, som forsker og som skønlitterær forfatter, smelte sammen i en slags frit litterært essay uden den tyngende akademiske stivhed, skabt til at blive læst med den samme slags spænding, som man kan få i en roman. Det blev en dristig og bizar historie om to intime passioner: kærligheden til græsk-latinske klassikere og til bøger.

Hvordan har du arbejdet med din bog?

Da jeg satte mig for at skrive Evigheden i et siv, var det min intention at forene glæden ved at læse med en jagt efter viden. Det er et litterært eksperiment, der sammenfletter fakta om virkelige menneskers liv, fremkaldelsen af andre epoker, digressioner ind i bøger og film, indsigter, humor, forbindelser til nutiden, rejseberetninger, spænding og det vidunderlige ved at opdage. Jeg har forsøgt at videregive den entusiasme og passion, som historier altid har vækket i mig.

Dengang jeg underviste, lagde jeg mærke til, at anekdoter, eventyr, farefulde beretninger og biografisk stof gjorde større indtryk på de studerende end abstrakte argumenter. Jeg spekulerede på, hvordan jeg kunne skrive et essay – sat sammen som en roman – med tråde af spænding, historier, atmosfære og et menneskeligt ansigt.

Jeg tænkte, at hvis jeg ville hylde bøger, ville den bedste måde at gøre det på være at fortælle historien om de historiske forandringer, som bogen har gennemgået på samme måde, som fortidens historiefortællere ville have gjort det.

Og så kastede jeg mig ellers ud i at skrive mit essay, ikke som et koldt, klogt stykke research, men snarere som et eksperiment, en udforskning eller et forsøg, hvilket jo også er præcis, hvad ordet 'essay' betyder.

At balancere akademisk stringens med den passion, som Scheherazade fra Tusind og en nats eventyr ville have lagt i at fortælle denne spændende eventyrhistorie.

Du fortæller den dramatiske historie om bogen gennem århundrederne. Hvad overraskede dig mest i dit arbejde med Evigheden i et siv?

Noget, jeg ikke havde forventet, var, at modsat hvad vi forstår ud fra den officielle historie, har kvinder spillet en enorm intellektuel rolle i Antikken, en tid der ellers var så fjendtlig over for kvindelig skaberkraft.

Jeg søgte i kilderne, tekster og arkæologiske fund for at finde spor efter kvindelige forfattere, filosoffer, videnskabsfolk og undervisere. Evigheden i et siv er en historie, hvor kvinder ikke blot er fodnoter i historien, men hovedpersoner, modige heltinder, som sammen med en hel masse mænd, selvfølgelig, har forsvaret bogen mod at blive ødelagt og glemt.

Tag bare Enheduanna, en akkadisk ypperstepræstinde, der, så vidt vi ved, var den allerførste, der satte sit navn på en litterær tekst, eller markante skikkelser som Aspasia fra Milet, Hypatia til Anna Akhmatova, Karen Blixen og de kvindelige bibliotekarer til hest i Kentucky. Alle viser de os, at gennem historien har kvinder, der væver historier, nægtet at tie.

Jeg har forsøgt at genskabe de kvindelige pionerers erindring og historier, selvom kun fragmenter af sange, vers og tanker er blevet overleveret til os.

Hvordan vil du beskrive dit forhold til bøger i dag?

De er en del af min hverdag, de følger mig konstant, de invaderer mit hjem, så jeg snart ikke kan være der, men gør samtidig mine omgivelser indbydende og behagelige.

Min lille søn har allerede lært at løbe rundt i værelserne og forcere de bjerge af bøger, der står højt og lavt. Hvor end jeg er, om jeg er på rejse, ude at handle eller sidder i et venteværelse er jeg nødt til at have en bog på mig, som jeg kan søge tilflugt i. Jeg sikrer mig altid, at jeg har en bog med mig.

Hvad er det ved lige bogen, der fascinerer dig?

Jeg er selvfølgelig interesseret i de ord og historier, de rummer, men jeg er også interesseret i det, man kunne kalde bogens arkitektur, den måde bogen bliver til på. Jeg bliver ved med at undersøge bøgers forandringer, de revolutioner, de har gennemgået. Det bliver ved med at overvælde mig.

Bøger har overlevet igennem årtusinder, fordi de har kunnet ændre sig og følge med tiden. De er blevet lavet af siv, af pergament, af papir og nu også af lys. De har været en del af vores bagage på hesteryg, i hestevogn og siden med tog og fly. Nogle er store, mens andre kan være i en lomme. Som objekter er bøger den rene metamorfose.

Hvorfor er en bog om bogens historie vigtig i dag?

Når vi taler om bøger, overvejer vi, hvem vi selv er. Deres sider indeholder vores ideer, er det mest værdifulde arkiv for vores erindringer og for vores debatter, rummer så mange skrøbelige tilgange til skønhed, vores uendelige søgen, dokumenterer vores frygt, passion og opdagelser. Bøger er grundpillen i demokratiseringen af viden.

Vi må huske, at bøger i århundreder var et privilegium for de meget få. De var en luksus, et statussymbol, som den eksklusive elite af de heldige og magtfulde besad. Takket være den trykte presses mangfoldiggørelse og takket være den fantastiske udbredelse af læsekundskaben og udviklingen af folkeskoler, eksistensen af biblioteker og boghandlere, er bøger i dag for de mange.

Bøger tager imod os med åbne sider, uanset hvilken familie eller social baggrund, vi kommer fra. Det er en gigantisk kollektiv bedrift, skabt over årtusinder, som vi må hylde og værne om.