Manifest for læsning

DE SKRØBELIGE

Der var engang en kvinde, som var alene i en farlig egn. Lille og tynd, som hun var, måtte hun hver nat gøre front mod en frygtelig trussel. Men i eventyrene har de svage, små og skrøbelige altid en talisman, der beskytter dem.

Hun kendte et ufejlbarligt tryllemiddel: Hun var i stand til at rejse en mur af luft til sit forsvar. Stenene i den usynlige mur var gjort af ord. Når en historie vældede frem fra hendes læber, standsede folk op for at lytte, de glemte deres daglige gøremål, bekymringer og ærgrelser, og deres blikke blev rolige, som i trance. Alle oplevede hendes fabler som et tilflugtssted fra de farer, der lurede.

Det ville være let at identificere hende som Shahrazãd, der kunne fortælle så medrivende, men hun kunne også være hovedpersonen i en legende fra den mundtlige fortælletradition i Frankrig: »Alle fortællingers moder«, hvor en ung pige lærte kunsten at fortælle ved at lytte til vindens susen i trækronerne.

Når hun vendte hjem med de fortællinger, hun havde lært af poplerne, bøgene og egene, formåede hendes fortryllende stemme at formilde stokken, som hun dag ud og dag ind blev slået med.

Den græske mytologi kan fortælle os om Odysseus, den kampberedte homeriske helt, der blev udsat for mange omvæltninger, men snarrådigt reddede livet ved at fortælle. Og om de magiske vers og sange, hvormed Orfeus tæmmede dyrene og overvandt døden.

Også i den spanske middelalderklassiker Sangen om min Cid er der en pige, der redder sin hjembys befolkning med sine smukke ord. Mange århundreder senere skrev Manuel Machado et digt til denne pige, der evnede at væve ord sammen:

En ren stemme af sølv

og af glas svarer … Der er en pige,

svag og hvid står hun der

på dørtærsklen.

I Conde Lucanor nægtede Patronio at rådgive grev Lucanor, men fortalte ham i stedet kloge fabler for at vise ham den vej, han skulle tage. I begyndelsen af Lazarillo de Tormes siger den blinde til sin blindefører, Lázaro de Tormes: »Jeg kan hverken give dig Guld eller Sølv,« og tilføjer: »men jeg kan give dig mange Raad som du kan leve efter.« I Don Quixote forsvarer hyrdinden Marcela sin frihed med en indtrængende fortælling.

Vores klassikere giver os igen og igen den samme meddelelse udtrykt med forskellige stemmer: Fortællinger hjælper os til at overleve. Ordene er et tryllemiddel ladet med fremtid.

Som art er vi skrøbelige, særdeles skrøbelige endda. Ikke særlig stærke, hurtige eller modstandsdygtige mod sult, tørst, varme og kulde. Vi er ikke i stand til at flyve eller leve under vandet.

Ved fødslen er vi fuldstændig forsvarsløse, og vores barndom er længere end noget andet dyrs. Selv den mindste virus er farlig for os. Alligevel har en overraskende egenskab sat gang i en uventet udvikling i os, der førte os i retning af et uforudsigeligt fremskridt.

Denne evne er vores fantasi, der sammen med sproget tillader os at drømme det ufattelige, at samarbejde og støtte hinanden. Vi er den eneste art, der forklarer verden med historier, vi ønsker os historier, vi higer efter dem og bruger dem til at få det bedre.

Vores egentlige styrke er kreativiteten. Takket være vores fantasi har vi fundet på Ikarosmyten og flyvemaskinerne, Nautilus og ubådene, Lukians rejse til månen og Apollo 11.

Hvis vi mennesker ikke havde fablet om legendariske steder som El Dorado eller forestillet os mytologiske væsener som sirenerne, ville vi ikke have kunnet udforske ukendte egne eller rejse til månen, vi ville ikke have fostret relativitetsteorien, bilen eller computeren.

Hvis det umulige en dag skal blive til virkelighed, skal det drømmes først.

VINGER OG FUNDAMENTER

Mennesket har udviklet sproget, dette fantastiske redskab, og derfor kan vi fortælle, skrive og læse. Ordene gør det muligt for os at dele vores indre verdener og ideer og forestillinger med hinanden.

Når et dyr fantaserer – hvis ellers det er muligt – mangler det redskaber til at fortælle om det til et andet dyr. Nogle dyrearter er i stand til at kommunikere, til tider endda forbavsende komplekst, men ingen evner at gøre det så fleksibelt, frit og nuanceret som os.

Dette sproglige mirakel tillader os at eksistere i to verdener på én og samme tid: den håndgribelige verden, vi bebor sammen med tusinder af andre levende væsener, og en parallelverden, som vi alene har adgang til – fantasiens, mulighedernes og symbolernes verden, som ingen andre væsener kender til.

Sproget og kreativiteten drev vores hjerner til at forlade den simple biologiske evolution, hvis udviklingstakt er ubønhørligt langsom, og vi lod os føre med af den kulturelle evolutions hurtige vingeslag.

For tusinder af år siden gjorde opfindelsen af skriften – denne sofistikerede teknologi – det muligt at bevare viden, ideer og drømme for eftertiden, udbrede dem og give dem nyt liv, hver gang nogen fæstner blikket på sidens bogstaver.

Filosoffen Richard Rorty mener, at læsning uigenkaldeligt har ændret vores hjerne. Læsningen har gjort, at vi har udviklet en afvigelse, der omtales som »det indre øje«.

Når man lærer hovedpersonerne i en historie at kende, er det som at træffe nye mennesker, hvor man sætter sig ind i deres karakter og tænkemåde. Jo mere forskellige de er fra os, jo mere udvider de vores horisont og beriger vores verden.

Gennem bøgerne knytter vi os til andre mennesker, kærtegner deres kroppe og lader os suge ned i deres øjnes dyb. Og i en selvoptaget, narcissistisk verden findes der ikke noget bedre end at kunne blive hvem som helst.

At læse har aldrig været noget, vi gør alene, ikke engang når vi sidder i enrum hjemme hos os selv. Det er en kollektiv handling, der bringer os tættere på andres tænkemåde og hele tiden bekræfter os i, at en oprørsk forståelse på tværs af grænser og århundreder kan lade sig gøre. Ad lystens vej danner læsningen hængebroer over afgrunde af forskelle.

Psykologen Raymond Mar på York University i Californien kunne i 2006 påvise, at læsere er mere empatiske end ikkelæsere, især når de læser skønlitteratur.

En gruppe studerende fik valget mellem to konvolutter: Den ene indeholdt Anton Tjekhovs fortælling Damen med hunden, den anden præcis den samme historie, men omskrevet til et neutralt, koldt, næsten dokumentarisk sprog uden det narrative sprogs moduleringer.

De, der læste Tjekhovs version, udviste en højere grad af empati, og det gjaldt især dem, der blev grebet af fortællingen. Så det at sætte sig i den andens sted og dykke ned i fjerne vande beriger ikke kun vores indre liv, men også vores dagligliv, samvær med andre og sociale kompetencer, ligesom de gavnlige virkninger breder sig til erhvervsliv og international politik.

Selv om vi læser meget, bliver vi ikke nødvendigvis til bedre mennesker, men denne vane lærer os at bruge sindets indre øje til at mærke os, hvor mangfoldig verden er med dens mange forskellige mennesker og situationer.

Vores tanker bliver mere sprælske og vores fantasi mere farverig. Når vi bevæger os ind i fortællingens rum, forlader vi vores skind og spejler os i et opdigtet landskabs personer. Mario Vargas Llosa mener, at

… livet tvinger os, uretfærdigt som det er, til altid at være den samme, selv om vi gerne ville være mange forskellige mennesker for at kunne tilfredsstille de begær, vi er drevet af. (…) God litteratur, ægte litteratur, er altid oprørsk, ukuelig, rebelsk: en udfordring af det bestående.

Vi higer efter at se med andre øjne, tænke andre tanker og opleve andre lidenskaber. Magien består i at tage fiktionsbrillerne på, se verden igennem dem og lade os føre med ud i andre menneskers nydelser, rædsler eller ambitioner.

Uden at vi flytter os ud af stedet, tilhører hele verden os. Der er ingen ende på, hvad der er inden for vores rækkevidde.

Vi mødes i de opdigtede verdener, vi forstår hinanden og lærer at samarbejde.

Den nordamerikanske filosof Martha Nussbaum mener, at det er nødvendigt at læse som forberedelse til at leve i et demokrati. Det er det mest krævende, men også det smukkeste system, vi har forsøgt os med, siden grækerne for årtusinder siden afprøvede det for første gang.

Demokratiet stiler mod en sameksistens, der ikke baserer sig på magt, men støtter sig til et fintmasket væv af aftaler, der bestandig er til forhandling.

Som litteraten Antonio Basanta minder os om, »stammer ordet lector, læser, fra ordet elector, vælger«.

I vores daglige omgang med demokratiet træffer vi gennem vores stemmeafgivning hver især beslutninger, der kan gribe afgørende ind i andre menneskers liv. I artiklen »The Silent Crisis« gør Nussbaum sig disse overvejelser:

Evnen til at forestille sig et andet menneskes erfaringer (…) skal opdyrkes og forfines betydeligt, hvis vi skal gøre os noget håb om at opretholde ordentlige institutioner på tværs af det moderne samfunds mange inddelinger.

Det gælder om at kunne slå kraftspring som en akrobat og lande i den andens blik. Og jo bedre vi er til det, jo stærkere bliver det demokrati, vi opbygger. Giver vi vores vinger luft, styrker vi vores fundament.

OMSORGENS ARKITEKTUR

Læsning lærer os at tale, den uddanner os i dialogens kunst. »Bøgerne former læberne«, som retorikere har sagt gennem århundreder.

Det sker, vi på en bogside ser vores vage tanker og følelser så klokkeklart formuleret, at tilværelsen forekommer os mindre kaotisk. I det, vi læser, kan vi finde ordbogen til vores eget liv.

På hver vores måde er vi vores egne fortællere og har brug for passende ord, så vi kan fortælle og fortælle os selv hver dag. Dermed kan vi underholde og overbevise dem, der lytter til os.

Folk, der læser, er således i stand til klarere at give udtryk for deres tanker, oversætte deres følelser til ord og tilrettelægge og formulere deres læreproces.

Som den spanske filosof Gregorio Luri fremhæver:

At læse, skrive og tale går hånd i hånd. Gennem læsning styrker vi forståelsen af de ord, vi bilder os ind at kende, ligesom vi lærer nye ord. Børn, der læser, taler mere og skriver bedre. Når det kniber i skolen, skyldes det først og fremmest problemer med sproget, selv i matematik.

I mere end en snes år fulgte psykologen Mark Taylor og hans forskerteam ved Oxford University knap tyve tusinde unge og analyserede deres daglige vaner.

Blandt deres aktiviteter efter skoletid viste lystlæsning sig at have størst betydning for deres fremtid. Derfor er der en direkte sammenhæng mellem familiens bogsamling og barnets præstation i skolen.

På den måde forvandles skoler og biblioteker til rum, hvor det er muligt at overvinde svagheder, klare forhindringer og opbygge styrker.

Følelserne bliver vakt af fortællinger, vi lever os ind i dem, som skete de for os selv. Bogstaveligt talt.

Kortlægning af hjernens aktivitet har vist, at når vi læser en bog eller ser en film, aktiveres de samme områder i hjernen, som når vi er involveret i en tilsvarende situation i det virkelige liv.

De gode fortællinger taler til vores inderste, frigør uudtalte følelser og rammer os dybt i hjertekulen.

Det oplevede den franske journalist og forfatter Laure Adler, da hendes verden brød sammen efter hendes søns død. I de første forfærdelige måneder troede hun, at hun aldrig ville komme over det, men tilfældigvis faldt hun over en roman af Marguerite Duras i et lejet sommerhus. Som Laure Adler senere skrev, blev hun i kraft af læsningen i stand til igen at forestille sig en fremtid:

Læsningen af denne roman ophævede tiden og førte mig et andet sted hen. Min tid blev erstattet med bogens tid og mit livs kaos med fortællingens orden, og bogen gav mig mod på livet igen, ved jeg, og hjalp mig til at kunne se fremad.

Læsning lærer os ikke kun at overvinde modgang og rekonstruere liv, der ligger i ruiner, men er også god hjernegymnastik, der holder os sunde og raske.

Neurologerne er ved at kortlægge, at læsning er noget af det bedste til at træne hjernens funktioner. Når vi læser, forbinder vi perception, erindring og tænkning, og ved mentalt at flette disse nervebaner bremser vi vores tab af kognitive evner. Når blikket lige nu kærtegner og afkoder disse bogstaver, sendes der bag øjnenes spejl elektriske signaler, så hjernen syder af aktivitet.

Psykologer anbefaler læsning, når man skal komme sig over hjerneskader, ligesom læsning kan bruges præventivt imod alzheimer og andre hjernenedbrydende sygdomme.

Således tilbyder bøger billig og lettilgængelig hjernegymnastik for folk i alle aldre, og alene af den grund kan det tilrådes at lade bøger indgå i undervisningen så tidligt som muligt og at blive ved med at læse bøger livet igennem. Når vi læser, eksploderer vores nerveceller i hjernen i et strålende Big Bang.

SPØGELSESSTEMMER

Ingen kan sige, hvor eller hvornår den første fortælling blev fortalt. Det skete måske i en hule, hvor vi sad og betragtede lyset fra bålets dansende flammer. Først i stammesamfund, siden i småbyer, derpå i storbyer og endelig i imperier skabte menneskene deres egen genealogi af historier.

De orientalske kulturer var de første til at nedfælde historier på skrift, og således begyndte fortællingerne deres vandring på tværs af geografien og århundrederne.

De anonyme fortællinger, der taler til alle, har vist sig at rejse viden om. Har man en god historie på ærmet, ønsker man, at andre skal høre den, og har straks lyst til at fortælle den videre. »Kender du historien om drengen uden skygge? Har du hørt fortællingen om de elskende og spøgelset? Der var engang …« Og alle lytter med interesse.

Gennem fortællingerne får vi indblik i menneskers følelser og drømme, fra før vi blev født, og vi kan endda høre dem komme til live i vores indre som ved en form for magi, der ikke kan lade sig gøre hos nogen anden dyreart.

Den europæiske litteratur opstod med Iliaden, og lige siden har vi i tankerne rekonstrueret tidligere tider ved at lytte til stemmer fra andre årtusinder.

Det er muligt, at ord på tryk bare er spøgelsesstemmer eller hjernespind fra en svunden tid, men de er vigtige for os. De udvider vores korte liv her på jord, for den, der læser, føjer liv fra andre tider til sit eget, og således smelter årtusinders viden sammen med læserens egen.

Læserens tid forlænges, fordi den enkeltes håndgribelige virkelighed flyder sammen med den rekonstruerede fortid. Tidsmaskinen findes: Det er bogen.

EKSTRAVAGANTE TANKER

Som redskab for vores erindring har bogen magt til at forvandle fremtiden. Den opstod ikke som en pludselig inspiration, men var en efterstræbt og velkommen opfindelse.

I århundredernes løb har mange kloge hoveder arbejdet på at forbedre bogen og udforsket dens sindrige muligheder. Man søgte et underlag for skriften, der på én gang skulle være lille, let, fleksibelt og nemt at bære med sig og – i den bedste af alle drømme – også holdbart.

En indretning, der gjorde det nemt at styre læsningen med hænderne, og som man kunne have i en vadsæk, hvad der gav mulighed for at rejse med teksten, men også for det stik modsatte: at opmagasinere den i fred og ro.

En robust indretning, der kunne modstå tidens tand og holde til børns skånselsløse hænder. En simpel genstand, som man kunne indkapsle den mest komplekse viden i.

Denne bærbare viden kunne opbevares i en kiste eller under hovedpuden, man kunne låne den ud til en ven, eller den kunne ledsage én, når man drog på eventyr fra land til land. Opfindelsen af denne indretning gjorde, at forældrenes historier kunne rummes i børnenes rygsæk sammen med deres egne minder og nedarvede forhåbninger.

Som en noget nær perfekt genstand har bogen fungeret som redningskrans for vores skat af ord under tidernes skibbrud.

Bogsidernes skatkiste af ord har bevaret vores bedste ideer for eftertiden. Uden bøgerne ville vi sikkert have glemt, at en håndfuld grækere dumdristigt kastede sig ud i det forvovne eksperiment med kollektiv ansvarlighed, som de kaldte »demokrati«.

Vi ville heller ikke huske de hippokratiske læger, der skabte historiens første lægeløfte, idet de forpligtede sig til at tage sig af enhver, der havde brug for lægehjælp: »Vær opmærksom på, om din patient er rig eller fattig. Og hvis du kommer ud for at behandle en økonomisk trængt, bør du give ham din fulde hjælp.« Eller Platon, der i Staten forlangte, at kvinder fik adgang til alle hverv og beskæftigelser inden for byens forvaltning:

Jamen så (...) er der altså ingen opgave for byens forvaltere, som er forbeholdt kvinder fordi de er kvinder, eller mænd fordi de er mænd. De naturlige anlæg er fordelt ligeligt mellem dem begge, og kvinden kan ifølge sin natur deltage i alle beskæftigelser, fuldstændig ligesom manden kan – kvinden er dog i dem alle sammen svagere end manden.

Og vi ville også have glemt de gale romere med deres lovbøger, der lagde grunden til vores idé om statsborgerskab. Glemt ville også Quintilian være, en lærer fra Calagurris, det nuværende Calahorra.

Han var imod ydmygende straffe i skolen og fastslog, at ønsket om at lære noget alene afhænger af viljen, der ikke lader sig styre af vold. Ligeledes ville vi have glemt den kristne græker, apostlen Paulus fra Tarsos, der holdt det, der måske var den første tale om lighed, da han sagde: »Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde.«

Selv om vi lever i et dyrerige, har kendskabet til vores forfædres opfindelser givet os så storslåede ideer som menneskerettigheder, demokrati, tiltro til videnskaben, frihed, lige adgang til lægebehandling, skolepligt, retten til en retfærdig rettergang, social omsorg for de svage. Hvem ville vi være i dag uden alt dette?

UROLIGE VANDE

Bøger er skrøbelige, ligesom vi selv og vores forhåbninger. Hvis vi gennemgår historiens største katastrofer, ville det være mest logisk og sandsynligt, at bøgerne var gået til under krige, epidemier og plyndringer. Men i tidernes løb har en stille strøm af tapre mænd og kvinder reddet dem fra tilintetgørelse.

Spontant har behovet for at læse på mystisk vis skabt hemmelige bånd mellem mennesker, der har sat alle kræfter ind på at bevare vores righoldige skatkiste af fortællinger, drømme og tanker. Uden at kende hinanden har de været forenet af ønsket om at beskytte bøgerne.

Og trods profetier om, at bogen vil forsvinde, ved vi, at den gamle, anonyme kærlighed til bogen vil blive ved med at redde den.

Da biblioteket i Federico García Lorcas hjemby, Fuente Vaqueros, skulle indvies i september 1931, sagde han i sin tale:

Ingen, der står med en bog i hænderne, kan forestille sig den kraftanstrengelse, smerte, nattevågen og det blod, den har kostet. Bogen er uden tvivl menneskehedens største værk. Ofte sover et folk, som vandet i en dam på en vindstille dag. Ikke den mindste krusning forstyrrer vandspejlet. Frøerne ligger på bunden af dammen, og fuglene sidder ubevægelige i grenene omkring den. Prøv så at kaste en sten i dammen, og en eksplosion af koncentriske cirkler vil komme til syne, og I vil se bølger, der breder sig i cirkler og slår ind over hinanden, indtil de rammer dammens kanter. Forstyrrelsen er total, frøerne springer hid og did, og selv fuglene, der sad og sov i det skyggefulde bladhang, flakser op og flyver i flok mod den blå himmel. Ofte sover et folk, som vandet i en dam på en vindstille dag, og bogen eller bøgerne kan forurolige og ryste dem og vise dem nye horisonter, der skal overvindes på vejen mod et nyt fællesskab.

Bøgerne aflægger vidnesbyrd om det vi var, det vi har overvundet, det der voldte os smerte, og det der gjorde os bedre.

Op gennem århundrederne er bogen overleveret fra hånd til hånd som en stafet, den har bragt vidnesbyrd om vores liv og skabt stærkere bånd mellem generationerne.

Således kunne Lorca stå i døren til det beskedne bibliotek på landet og beskrive en kæde af ukendte redningsmænd i bevidsthed om, at omsorgen for ordet også betyder, at vi passer på hinanden og beskytter morgendagen mod tidernes vedvarende trussel: tilintetgørelse og tavshed.

NÆRMEST UMÆRKELIGE FARER

Det er vores ansvar at bevare den bagage af historier, som vi bokser med og vokser med. Gennem den generøse tråd, der binder vores liv sammen med kommende generationers, har vi også arvet den gamle forpligtelse til at bevare bøgernes magiske og dragende rum.

I dem findes der lys, skygge og clairobscur, og de bevarer vores ideer, forklaringer og foreløbige indsigter, vores opdagelser og ønsker.

I bøgerne er der plads til møder og samtaler mellem overbevisninger, perspektiver og horisonter, der er lige så forskellige som menneskeheden selv. Pluraliteten i alle disse ord er vigtig, og boghylderne i biblioteker og boghandler værner om den.

Bøgernes gæstfrie tilflugtssteder er noget af det bedste i tilværelsen. Når børn i dag samles på biblioteket for at få en historie fortalt eller lytte til en oplæsning, behøver man bare kaste et blik på den lille halvcirkel af ansigter, der stråler opmærksomt.

Og som Luis Landero mindes det:

… omkvæd, sange, gåder, fortællinger, legender, vers, fabler, en hel verden af mærkværdige ord og opspind befolkede min barndom (…). I de bøger, vi læste, findes der skygger eller spor af det, vi var, ansatser til vores læreproces, levn efter det, vi på et tidspunkt var optaget af.

Det fælles spor videreføres i læseklubberne, som der bestandig kommer flere af, de vokser og deler sig ved knopskydning, danner fællesskaber med plads til møder med hinanden og med fortiden. Vi har brug for den sammenhængskraft og det arvegods, der findes i vores digre værker.

Vi må ikke glemme, at det latinske ord for en bogside, pagina, er beslægtet med fredens gudinde, Pax. Bøgerne på hylderne er med deres mange forskellige skrifter, sprog og kulører på sæt og vis et forsøg ud i demokrati: I dem rodfæstes, læres og styrkes demokratiets præmisser.

Derfor er bøger til alle tider blevet forfulgt, brændt og destrueret af dogmatiske og totalitære regimer med et uudslukkeligt og grusomt raseri. I det 11. århundrede skrev digteren Ibn Hazm fra Córdoba således:

Lad være med at brænde pergament og papirer,

vis jeres viden, så man kan se, hvem der ved noget

Selv om I brænder papiret,

kan I aldrig brænde dets ord,

for jeg har dem i mit indre,

de rider med mig på min hest

de er hos mig, når jeg sover,

og følger mig i gravens dyb.

Tusind år efter denne smukke tilkendegivelse trues bogen stadig af ildens kløer, vandets fangarme, intolerancens bål og krigenes rasen.

Men i dag er der kommet en ny – næsten umærkelig – fare til fra samfund, der skødesløst og ligegyldigt lader hånt om bøgerne og ikke værner om leddene i den usynlige kæde, der kan redde dem.

Det er vigtigt altid at være på vagt, vigtigt at støtte dem, der skaber, former og udvider vores drømme, idet de skriver, oversætter, retter, illustrerer, redigerer og trykker bøger.

Vigtigt at bakke op om dem, der giver liv til ordene på forlaget, i agenturet, hos grafikeren, i trykkeriet og i forhandlernettet.

Dem, der i boghandlen giver hvert eksemplar af bogen luft under vingerne på dens bevægende og unikke rejse, til vi står med den i hænderne.

Dem, der forvandler biblioteket og arkivet til indbydende drivhuse, hvor vi kan dyrke morgendagens viden.

Dem, der i skolen lærer os de første streger af de mystiske tegn, som udvider vores udsyn og mentale landkort.

Og frem for alt er det uomgængeligt at værne om dem, der læser: i læseklubben, i kvarterets beboerhus, i det lille bibliotek på landet, i forbindelse med kampagner for læselyst og til møder med forfattere. I kvindeklubben en regnfuld eftermiddag, hvor de hygger sig med småkager i romanens skær. I kredsen af små, forbløffede øjne, der følger en historiefortællers finger, som peger på billederne i bogen. Og på rejse med digteren, der skal møde sine læsere i en fjern og snedækket lille by.

Alle disse fortællestrenge og boglinjer væver netværk, veje og håb for fremtiden.

ET REDSKAB TIL GENOPBYGNING

Vi lever i en tid med krise, forandring og uvished. Det er netop ved disse korsveje, at vi har brug for at vende os mod bøgerne, hvis ord fra fortiden kan minde os om, at intet af det, vi oplever, sker for første gang.

I skriftens erindringsrum finder vi igen og igen spor efter mennesker, der har overlevet tørker, sultkatastrofer, pestens hærgen, traumatiske oplevelser og krige.

Antropologen Michèle Petit forsker i læsningens betydning i tider, hvor fællesskabet har været udfordret. Selv om de audiovisuelle medier var blevet allestedsnærværende, kunne man efter den 11. september 2001 konstatere, at folk søgte mod boghandlerne i New York.

Læsning har altid været et værdifuldt redskab til at finde styrke i områder, der er blevet hjemsøgt af vold, økonomiske kriser, udvandring eller naturkatastrofer.

Petit analyserer utallige initiativer i fængsler, voldsramte bydele, rehabiliteringsprogrammer for børnesoldater og hjemløse unge, og resultatet er altid sigende: »Bøgerne gav deltagerne i læseprogrammerne en mulighed for at etablere en relation til omverdenen, der ikke kun baserede sig på nytte, dominans og udplyndring.«

I urolige tider fungerer bøger som et reservoir af troværdige ideer, der kan give os en fast forankring og komme os til undsætning.

Som børn af dette hektiske årtusinde er vores forestillingsverden koloniseret af farten, øjeblikket, mangfoldiggørelsen.

Vi forelsker os i accelerationen, forblændes af de hurtige forbindelser, computernes svimlende processorer, det mirakuløse tryk på en tast, der straks starter en kommunikation over umådelige afstande.

Men hele denne fabelagtige, hurtige teknologi er skabt af en maskine, der arbejder langsomt: hjernen. Og netop det langsomme tempo er hemmeligheden bag dens forfinede funktionsmåde.

Ideerne bag vores rationalitet har brug for tid, ro og omhu for at udvikle sig. Som den romerske historiker Tacitus skrev: »Sandheden styrkes af eftertanke og langsomhed, løgnen af hastværk og uvished.«

Grebet af travlhed har vi sparket alt, hvad vi ved om tålmodighed, til hjørne. Vores mangel på kognitiv sindsro kan betragtes som en koncentrationskrise.

Guy Debord mente, at den tid, vi lever i, driver os til at blive tilskuere snarere end læsere. Således udvandes læserens opmærksomhed, og den bliver til tilskuerens slaphed. At læse er ikke så passivt som at høre eller at se, når vi læser, lader vi op og bliver mentalt vakt til live.

Vi læser i vores egen rytme, vi varierer hastigheden og tager det til os, som vi vil indprente os, og ikke det, vi bliver bombarderet med i et sådant omfang, at det lukker munden på os.

Bøgerne kommer os til hjælp mod tidens opskruede tempo, så vi kan genvinde nydelsen ved koncentration, ro og inderlighed. Vi kan således gøre modstand ved at sætte os med en bog i en tid invaderet af et nervøst og tøjlesløst informationsoverload.

Den spanske forfatter Carmen Martín Gaite har filosoferet over, at læsning og skrivning

(…) er som at standse op på tværs af alt mylderet og vrimlen, standse op trods strid modvind, som havde vores fødder slået tusindårige rødder (…), som befandt vi os i et tyst, polstret rum, på en øde ø eller i et befæstet tårn med udsigt til et dejligt, fredeligt landskab, i sikkerhed for hastværk, forandringer og død.

Bogen respekterer vores opmærksomhed og afkobler os fra annoncer, meddelelser og hastesager. Den trykte bog kan være meget smuk og kører ikke på batterier, der skal oplades.

Den er ikke programmeret med en kort levetid, men kan bruges i hundredvis af år. Vi kan lugte den, høre den og holde den i hånden.

Papirbogen lever harmonisk og fredeligt side om side med dens lysende søstre, skærmene, men den har en aura, som vi, der elsker litteratur, holder af og værdsætter.

LAD OS VÆRNE OM MIRAKLET

Aldrig tidligere har der været så let adgang til at læse som i dag. Da bøgerne kom frem, var de forbeholdt præster, aristokrater og adelige. I hundreder af år vogtede man over disse skatkister af viden og historier i paladser, store klostre, fornemme huse og herresæder. De var tegn på luksus og privilegier.

Efter en imponerende rejse på tredive århundreder har vi i dag alle fået en adgangsbillet til viden: Fortællinger bliver nedskrevet, og vi lærer at læse. Bøgerne bliver ikke længere holdt under lås og slå, og de er lette og bekvemme at håndtere.

De findes i det offentlige rum, hvor der er fri adgang for alle. Det er ikke sket ved ren magi, men er et resultat af uddannelse og sociale forandringer.

I grundskoler og gymnasier og på universiteterne. På forlag, der har udviklet paperbacks, der kan være i en lomme. På trykkerierne. I byernes boghandler. På det lokale bibliotek og i skolerne på landet. I projekter til udbredelse af kultur til folket. Til markedsfester, hvor fortællingerne kommer ud under åben himmel.

De vandrer mellem det begejstrede publikum og kulturinstitutionernes omhyggelige indsats. Mellem de utallige, anonyme læreres ihærdighed og børneværelserne, hvor børnene lulles i søvn med en fortælling.

I disse uvisse tider, hvor hvisken overdøves af skrig, holder bøgerne stadig liv i den tyste dialog mellem et par lydhøre øjne og stemmen fra bogstavernes kæde.

På bibliotekernes hylder, på bordene i boghandlerne, under bodernes solsejl på markedspladserne, overalt opbygges der bogsamlinger, selv fra uforenelige kulturer eller fra lande i krig med hinanden. En bunke verdenskort og håndbøger i drømmetydning. Essays om mikrober og galakser. En generals selvbiografi side om side med en desertørs betragtninger.

Postapokalyptiske romaner stablet op ved siden af utopier fulde af håb. Memoirer, hvor ikke alt bliver husket, og science fiction baseret på virkelige hændelser. Et nostalgisk tilbageblik og en horrorfortælling, der foregår samme dag og år.

En globetrotters noter sammen med en hemmelig dagbog fra fængslet. En krønike om forelskelse i den tredje alder og en dobbeltagents fantasi i den fjerde dimension. En spritny bog, side om side med et værk med femogtyve århundreder på bagen.

Her kender man ikke til grænser i tid eller geografi. Uanset hvor lille boghandlen er, er den det bedste tilflugtssted for en kosmopolit.

Så til syvende og sidst er vi alle inviteret med på denne forunderlige, kollektive rejse: udlændinge og indfødte, folk i jakkesæt eller med tatoveringer, hud af farve som oliven, passionsfrugt eller fløde, mænd med knold og kvinder med slips. Det ligner en utopi.

Vi ved det godt, folkeeventyrene fortæller det: I bøger og historier finder man en beskyttende trylleformular, et immunforsvar for mennesker.

Generationers oprør ligger til grund for det, vi i dag er blevet.

Når vi læser, giver de mange læreres og bibliotekarers indsats mening, det lægger lag af betydning til folk, der drømmer og forestiller sig nye verdener, til de utallige som Shahrazãd og don Quixote, til vores bedsteforældre og oldeforældre, der i et land i knæ efter krigen stræbte efter det bedste for os.

De ønskede, at vi skulle blive klogere, vi skulle have luft under vingerne, læse mere, rejse overalt og være mere frigjorte end dem. Bøgerne er tilflugtssteder for erindringen, spejle vi kan se os selv i, så vi i højere grad kan komme til at ligne det, vi gerne vil være. Disse skrøbelige universer er vores styrke.

Fortællingerne trækker deres væv igennem os med tråde spundet af stemmer, historier, filosofier, videnskaber, love og legender. Derfor vil læsningen værne om os, hvis vi værner om fortællingerne. Det, der tager vare på os, kan ikke forsvinde.

I ophøjet ro og parate til at åbne sig for vores øjne minder bøgerne os om, at ordenes styrke har deres rod i forlag, boghandler, læsekredse, biblioteker og skoler. Det er der, vi kan forestille os den fremtid, der forener os.