"Prisen for alt det gode har været tavshed – om forgiftningerne og om miljøforureningen"

Historien om Cheminova er både smuk og grusom, siger Kim Blæsbjerg, der selv er opvokset i Lemvig, ikke langt fra Harboøre Tange, hvor virksomheden ligger. I sin roman De bedste familier udfolder han historien i en stor fortælling.

Hvad handler De bedste familier om?

Giftfabrikken Cheminova flytter i 1953 til Vestjylland sammen med et hold ingeniører og deres familier, og flere hundrede lokale arbejdere bliver ansat. Fabrikken bliver opført af billige materialer, og giftproduktionen straks sat i gang.

Jørn er ledende ingeniør og ankommer til Lemvig sammen med sin kone Karin og deres datter. Han og fabrikkens direktør har ikke kun ambitioner om at drive en stor virksomhed, men også at løfte hele den vestjyske egn gennem direktørens forbindelser til Christiansborg.

Lemvigeren Niels er arbejder, kommer fra dårlige kår og begynder på fabrikken med drømmen om at give sig selv og sin familie materiel tryghed.

De to familier bliver forbundet gennem Niels og Jørns arbejdsfællesskab, og der opstår et venskab mellem konerne Margrethe og Karin.

Men bag tilnærmelsen ligger klasseskellet og skellet mellem indfødte og tilflyttere og lurer som en trussel mod samhørigheden. Og prisen for fremskridtet er de forgiftninger, arbejderne løbende bliver udsat for. Et problem man ikke taler højt om.

Men efterhånden som forgiftningerne begynder at få en langsigtet konsekvens, sættes alle forholdene i romanen på prøve.

Hvad har inspireret dig til at skrive romanen?

Tavshedskulturen under min egen opvækst. Og med tavshedskultur mener jeg ikke kun tilstedeværelsen af klare tabuer såsom Cheminovas forurening og forgiftninger – jeg tænker også på fraværet af sprog.

Vi var mange, der voksede op i et miljø, hvor der blev talt meget lidt om væsentlige eller besværlige emner. Det indebar et forkrampet sprog og kunne betyde, at vi ikke havde evnerne til at sige fra, selv hvis vi ville.

Bogen er også en roman om, hvordan en enkelt virksomhed kom og blev helt definerende for kulturen på den egn, hvor jeg er vokset op. Det handler om loyalitet og tavshed. Jeg har afgrænset romanen til perioden 1953-62, men er også inspireret af, hvad jeg selv kender til fra årtierne der fulgte, og frem til i dag.

Man kan ikke vokse op i Lemvig og omegn uden at gøre brug af tilbud, som Cheminova har støttet økonomisk. Sportsforeninger, musikskoler, missionshuse, parkområder, alt tænkeligt kan forbindes med fabrikken.

Gymnasiet i Lemvig blev opført, fordi ingeniørerne på Cheminova manglede et gymnasium til deres efterhånden store børn. Det førte den udvikling med sig, at også vi børn af arbejdere og håndværkere fik gymnasiet som en mulighed.

Det er en både smuk og grusom historie, for prisen for alt dette gode har været tavshed. Om forgiftningerne og om miljøforureningen. Jeg er præget af at vokse op i en tavshedskultur.

Det ved jeg, at der også er mange andre, der er, og det har været både spændende og en nødvendighed for mig at dykke ned i min hjemegns stof for at se på, hvad det er, der har formet os.

Hvordan er bogen blevet til?

Romanen bygger i høj grad på min egen erindring om tavshedskulturens tryk. Den bevidsthed har været en motor gennem opbygningen af romanen og været afsæt for de enkelte scener.

Men nu jeg tager udgangspunkt i en konkret og stadig eksisterende virksomhed, har det samtidig været vigtigt for mig at foretage grundig research.

Det har været en dybt interessant proces, som ikke kun har styrket romanens præcision, men også givet mig en dybere forståelse for de karakterer og den tid, jeg skildrer.

Ud over at dykke ned i arkiverne har jeg talt med mange mennesker, heriblandt en pensioneret arbejder fra Harboøre, som var med helt tilbage fra 50'erne. Ham har Niels også taget farve af, og han har heldigt for mig og for romanen været villig til at bryde den tavshedskodeks, som de ansatte på Cheminova ellers altid har arbejdet under.

Jeg har desuden været heldig at komme i kontakt med døtrene af Cheminovas grundlægger. De har været gavmilde med både fortællinger og adgang til familiens fotoalbums og har givet mig indsigt i deres forældres og Cheminova-ingeniørernes måde at tænke på.

Netop grundlæggeren af Cheminova er en af de virkelige personer, der optræder i din roman. Hvilke overvejelser har du gjort dig om at blande fiktion og fakta?

Gunnar Andreasen, Cheminovas grundlægger, var lige så farverig og grænseoverskridende en skikkelse i virkeligheden, som jeg skildrer ham i romanen, og det har været afgørende for mig at stå på en solid grund i skildringen af ham.

Alle scenerne med Andreasen bygger på virkelige hændelser bekræftet af mennesker, som har stået tæt på ham i de år, jeg beskriver – arbejdere, ingeniører og ikke mindst hans to døtre.

Det har især været vigtigt for mig, at døtrene havde lyst til at hjælpe med fortællinger om deres far. De har generøst fortalt om også hans mere kontroversielle sider, og den velsignelse, der ligger i deres åbenhed, har gjort det nemmere for mig at skrive om Andreasen, også uden at have fløjlshandsker på.

Selvom skildringen af romanens arbejderfamilie ikke bygger på én bestemt familie, men er sammensat af flere forskellige, har det i øvrigt – og selvfølgelig – været lige så afgørende for mig at sætte mig grundigt ind i de familiers leveforhold.

De ofre, en del af arbejderne på Cheminova måtte lide i form af genkommende forgiftningstilfælde – og ikke mindst den tavshed, der omgærdede forgiftningerne – er et ømtåleligt emne.

Ved at skrive om det træder jeg ind i mange menneskers liv – nulevende tidligere arbejdere på fabrikken og pårørende til arbejdere, som måske ikke blev så gamle, som de kunne være blevet – og det synes jeg kun, jeg kan tillade mig ved at have opsøgt så bred og nuanceret en viden som muligt.

Men netop fordi jeg føler, at jeg står på en solid grund af viden om forholdene i både ingeniør- og arbejderfamilierne knyttet til Cheminova, synes jeg så også, jeg kan tillade mig at bruge fiktionens frihed til at knytte alt det faktuelle sammen i en stor fortælling.

Som forfatter har du ofte kredset om forbindelserne mellem den lille historie og den store, individet over for samfundet. Det gjorde du senest i Desertørerne og nu i De bedste familier. Hvad er det ved det felt, der tiltrækker dig, tror du?

Noget af det, der optager mig allermest som forfatter, er at skrive om, hvordan mennesker påvirker hinanden. Hvordan vi elsker hinanden eller gør hinanden fortræd, baner vejen for hinanden eller hænger som klodser om benene på hinanden.

Vores valg i livet er hele vejen stærkt påvirket af andre menneskers holdninger og handlinger, enten direkte eller mere subtilt.

Ofte ligger påvirkningerne i det nære, eller det er der, de er mest synlige – i samspillet med vores forældre, børn, søskende, kærester, kolleger.

Men hvis man vil tæt på skildringen af de påvirkninger og have det fulde billede af, hvad der får mennesker til at handle, som de gør, er man nødt til også at inddrage de store bagvedliggende fortællinger. Verdens gang. Tidens udvikling. For dem er vi jo også i høj grad påvirket af.

Et rammende eksempel er den situation, vi står i lige nu med en energikrise fremkaldt af Ruslands krig i Ukraine – endda på bagkant af en pandemi, som også influerede kraftigt på vores alles tilværelse.

Alt hænger sammen, og det fascinerer mig, at der fra det enkelte menneske altid går tråde til både de nære relationer og til den store historie, som man tilmed kan føle, at man ikke har nogen indflydelse på, selvom man mærker trykket fra den.

At trække tråde mellem den lille og den store historie giver mig desuden et større klaviatur at spille på. Det har altid virket tiltrækkende på mig.

Måske fordi jeg kommer fra en baggrund, hvor småt har været godt, og hvor store armbevægelser er blevet mødt med skepsis. Så er det en reaktion mod det, at jeg nu som forfatter føler trang til at brede mine fortællinger maksimalt ud.

Men først og fremmest handler det om, at jeg med nysgerrighed, fascination og indimellem forstemthed anerkender den knytning, der til alle tider er mellem individet og samfundet.

Din hjemstavn sniger sig i tiltagende grad ind i dine romaner. Hvad er det ved det vestjyske, der fascinerer dig som forfatter?

Det vestjyske er min opvækst. Alle mine grundlæggende erfaringer stammer fra mine formative år i Lemvig. Så det er klart, at trådene til Lemvig og Vestjylland er stærke, og at jeg har et stort vestjysk stof at trække på.

Men i mange år nærmede jeg mig kun stoffet sporadisk. I begyndelsen fordi jeg sagde til mig selv, at det ikke var interessant nok. Nu kan jeg se, at jeg snarere har været præget af tavshedskulturen og ud fra en slags misforstået loyalitet har følt, at jeg ikke havde ret til at gå i dybden med det stof.

I mine seneste bøger er jeg gået tættere på. Men det er faktisk først nu med De bedste familier, at jeg tillader mig endelig at dykke helt og fuldt ned i det. Det ligger der en hel befrielse i.

Samtidig er det gået op for mig, hvor interessant det vestjyske stof i virkeligheden er. Lemvig og det vestjyske er modsætningernes land.

Det er loyalitet og undselighed over for en stærk selvstændighedsfølelse. Det er småt er godt-mentalitet ved siden af iværksættere med store planer. Det er Indre Mission over for trangen til udskejelser. Det er prioriteringen af praktiske parkeringsforhold på bekostning af smuk arkitektur ved siden af kærligheden til Limfjorden og Vesterhavet og hele den storslåede vestjyske natur.

Og så er Lemvig helt enkelt en god lokalitet for en roman. Som gammel købstad er der noget mikrokosmos over byen.

Her findes alle slags mennesker og alle kulturelle og sociale forskelle – i en by, som ligger malerisk smuk i en dal, men er skæmmet af årtiers nedprioritering af arkitekturen.

Jeg ser Lemvig som et sted, hvor alle slags historier kan udspille sig.