"På en måde har jeg ladet op til den her bog i alle mine år som forfatter". Sådan skriver Kjell Westö i efterskriftet til 'Skumring 41'. Hvordan det hænger sammen, og hvorfor han i mange år har vægret sig ved at skrive den, fortæller den finlandssvenske forfatter om her.
Men vi begynder ved bogens konkrete handlingsrum.
Med 'Skumring 41' er Westö tilbage i det historiske spor, han blandt andet har fulgt i Luftspejling 38, romanen der i 2014 gav ham Nordisk Råds litteraturpris. I 'Skumring 41' skriver han om tiden mellem 1939 og 1941 i Finland og det, der siden er blevet kaldt Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen.
Vi følger Molly, en skuespillerinde, der ikke længere får de roller, hun tidligere fik, og hendes kæreste Henry. Han er journalist og rapporterer fra fronten, eller han prøver i hvert fald på det, for han har igennem længere tid en chef, der modarbejder ham og ikke vil trykke hans artikler.
Hvordan blev det netop Molly og Henry, der skulle være historiens prisme? Du kunne jo fx også have valgt at fortælle historien om Vinterkrigen og begyndelsen af Fortsættelseskrigen fra en soldats perspektiv eller gennem en af Lotterne – det korps af kvinder, der tog hånd om de finske soldater?
Da jeg bestemte mig for at skrive en roman om Finland i årene 1939-41, stod det klart for mig, at jeg ikke ville skrive en traditionel krigsroman, hvor man hele tiden befinder sig ved fronten. Der findes overordentlig mange krigsromaner i Finland: Den mest kendte af dem, Okänd soldat af Väinö Linna fra 1954, er blevet filmatiseret TRE gange og er blevet læst af millioner af finner. Der er også udkommet hyldekilometer af memoirer skrevet af soldater, der deltog i kampene 1939-45.
Min tanke var derfor at skrive en roman om, hvordan krigen påvirker livet bag fronten, først og fremmest i hovedstaden Helsingfors. Jeg ville skrive om, hvor vidtrækkende et fænomen krig er, hvordan det påvirker og forstørrer ALT i den nation og det samfund, som tvinges ind i krig: Krigen påvirker kærlighedsrelationerne, den påvirker venskaberne, den påvirker vilkårene for ytringsfriheden, den påvirker vilkårene for at skabe kunst, og så videre.
Eftersom jeg selv er kunstner og har journalistbaggrund føltes det naturligt at skildre krigen via en kunstner og en reporter. Jeg elsker gamle film og kender ret meget til filmhistorien, og har også arbejdet som dramaturg på et teater, da jeg var ung: Det føltes tillokkende at skrive om den verden, og Molly var den af hovedpersonerne, som først kom til mig.
Ved at gøre Henry til journalist og frontreporter kunne jeg få krigshændelserne med, læseren bliver konfronteret med verden, med krigens brutalitet. Henry har gode kontakter i forsvarsministeriet og er næsten en "embedded journalist" – sådan siger vi i dag, det udtryk fandtes ikke i 1940erne. Via Henrys dialoger med sine højtstående kontakter oplever læseren hans store indre konflikt: Den mellem at ville sige sandheden om krigens grumhed og hele tiden at tænke på sit lands interesse.
Skumring 41 er en selvstændig roman, men du er vendt tilbage til tiden efter Luftspejling 38. Hvordan har du tænkt over koblingen mellem de to romaner?
Jeg har, når jeg er blevet spurgt, kaldt dem fætter-romaner. Skumring 41 er helt fritstående fra Luftspejling 38, det er to forskellige fortællinger med forskellige hovedpersoner.
Men der hvor Skumring 41 begynder, er der blot gået et år og to måneder fra det øjeblik, hvor Luftspejling 38 sluttede, og de udspiller sig for en stor dels vedkommende i samme by, Helsingfors. Den kommende krig, som anes og frygtes i Luftspejling 38, Anden Verdenskrig, er brudt ud, da Skumring 41 begynder.
Så det er klart, at der er et slægtskab. Og i Skumring 41 møder vi flere af personerne fra Luftspejling 38 i biroller, for eksempel advokaten Claes Tune og journalisten Guido Röman.
I efterskriftet til Skumring 41 skriver du: "På en måde har jeg ladet op til den her bog i alle mine år som forfatter". Hvordan skal det forstås? Og hvorfor tror du, det har været en historie, du altid gerne har villet fortælle?
Det hænger sammen med min slægtshistorie. Og det er snarere sådan, at Skumring 41 er en roman, jeg ikke har kunnet skrive før nu. Både min farfar og morfar døde i krigen. Min farfar døde i Vinterkrigen, i februar 1940 i en bunker som blev kørt over af russiske kampvogne og siden sprængt i luften.
Min morfar døde i Fortsættelseskrigen, i august 1941, skudt i hovedet af en russisk snigskytte. Min mor, som var født i 1938, blev dybt traumatiseret af at miste sin far og led af svære depressioner hele livet.
Krigen fandtes som en stor sorg, en så sort skygge over hele min slægt, da jeg voksede op, at jeg i mange år tænkte: "Nej, jeg kommer aldrig til at skrive om vores krig". Men nu har jeg gjort det. Og de to mænd, jeg i efterordets sidste afsnit tilegner bogen, det er min farfar og min morfar.
Hvad gjorde, at det var nu, du kunne forløse historien, tror du?
En enkelt "køkkenpsykologisk" forklaring er, at min mors død i sommeren 2015 gradvist forløste noget i mig og gjorde mig fri til at skrive om krigen: Hun var jo så svært traumatiseret af dem. Men det er en alt for enkel forklaring, for min mor var også et læsende menneske, som var meget stolt over at både min bror og jeg blev forfattere.
Hun ville nok have sat pris på Skumring 41, på trods af at hun hadede krigen og Rusland og alt det, som skete. Jeg tror, det handler mere om min egen modenhed.
Vinter- og Fortsættelseskrigen kastede sådan en skygge over min barndom, at jeg måtte blive mere end 60, før jeg kunne skrive om dem.
Du var halvvejs i romanen, da Rusland gik ind i Ukraine. Hvordan påvirkede den nutidige begivenhed din historiske roman og dit arbejde med den?
På et strukturelt plan påvirkede det ikke så meget. Jeg er en forfatter, som drives af viljen til at fortælle en historie og af viljen til at gå dybt ind i mine romankarakterer. Da den brutale invasionskrig begyndte, var jeg allerede dybt inde i fortællingen, og dybt både i Molly og Henry, jeg vidste, hvor jeg skulle hen, vidste hvordan bogen skulle slutte.
Men på et følelsesmæssigt plan blev jeg selvfølgelig meget påvirket af det, der skete. Endnu en gang havde Rusland angrebet en nabo, og med den familiehistorie, jeg har – min farfars og morfars skæbner – ramte det mig hårdt.
Var det blevet en anden bog, tror du, hvis ikke den krig var begyndt?
Som nævnt ikke på handlingsplanet. Men jeg tror, bogen fik en mørkere tone og en større dybde af det, der skete i Ukraine samtidig med, at jeg skrev på romanens anden halvdel.
Fx Henrys diskussioner om sandfærdighed kontra national loyalitet, dem han har med oberst Luoto i forsvarsministeriet og med afdelingschef Mellsten i regeringskontoret. De blev nok endnu mere sorte og skarpe af det, der skete i virkeligheden samtidig med, at jeg skrev.