"Pludselig begyndte Anton & Molly at rumstere i mit hoved igen"

Gode venner, sære voksne og masser af ost. Det er på kort form omdrejningspunktet i Anton & Molly, Lars Daneskovs populære højtlæsningsserie. Den serie, som i 2023 kunne fejre 10-års jubilæum, er solgt i mere end 100.000 eksemplarer og er gjort til et teaterstykke.

I det sjette og i hvert fald foreløbig sidste bind, Hø, hørm og cha-cha-cha, indgår en dværgko, verdens stærkeste ost og en parfume ved navn Macho Maxx Ultra Hörm.

Vi har talt med Lars Daneskov om serien, som har en helt særlig plads i hans forfatterskab.

Det er lidt af en sensation, at der kommer et sjette bind i serien om Anton & Molly. Der er gået syv år, siden det seneste bind kom, og det er mere end et årti siden, serien blev skudt i gang.

Hvad fik dig til at vende tilbage til Ostehuset og de to venner?

Det enkle svar er, at jeg ikke kunne lade være. Jeg havde ellers bildt mig selv ind, at serien var lukket, men så blev bøgerne genudgivet, hvilket gav mig anledning til at læse dem med friske øjne. Samtidig blev den første bog i serien, Tro, håb og gorgonzola, sat op som teater, og pludselig begyndte Anton og Molly at rumstere i mit hoved igen.

Jeg kunne mærke, at jeg havde savnet dem og alle de muligheder for leg, de giver mig. Jeg har altid elsket det rene og helt enkle univers med den lidt forsigtige dreng, der bor alene med sin ostehandlermor og hans bedste ven, hvis forældre har byens danseskole og solcenter, og som altid lige tør lidt mere end Anton og ovenikøbet har tyggegummiautomat på sit værelse.

Der er noget overlevelsesdrift i de to, som bliver ved med at give, hvilket konkret betød, at jeg faktisk en morgen vågnede op med nærmest hele plottet til det, der nu er blevet til Hø, hørm og cha-cha-cha.

Så var der ikke andet at gøre end at vække Pappa og hr. Godtmod og alle de andre igen.

Hvordan var det så at genbesøge det univers?

Bogen skrev nærmest sig selv, og det var fantastisk at være sammen med de her karakterer igen.

Jeg har jo kendt Anton og Molly så længe, at jeg tit føler, de er virkelige. Jeg ved præcis, hvordan Anton har det, når han bliver ængstelig og misforstår Mors eller Pappas voksenironi, og jeg ved, hvad Molly helt sikkert vil sige, når hun forsøger at hjælpe med sin ukuelige tilgang, at hvis den ene plan ikke virker, så må vi jo bare lægge en ny.

De er simpelthen enormt sjove at finde på historier til, og jeg elsker de benspænd, jeg også denne gang har fået lavet for mig selv og ikke mindst for stakkels illustrator Pernille Lykkegård, hvor jeg pludselig synes, at ordet dværgko er så sjovt, at sådan en bliver jeg da også nødt til at have med i historien eller bliver revet med af en detalje om, at Mollys far lugter lidt skarpt, fordi han bruger noget, der bliver nødt til at hedde Macho Maxx Ultra Hörm.

Hvilken plads har serien i dit forfatterskab, som du selv ser det?

Jeg havde skrevet et par børnebøger før, men det var med Anton og Molly, jeg fandt det, man kunne kalde min stemme. Noget faldt på plads. Med Anton og Molly ville jeg prøve at skrive noget, der føltes som film, når man læste.

Det var vigtigt for mig at have en genkendelig hverdagsramme, men skrue virkeligheden op til 11, og den tilgang til stoffet har jeg forsøgt at forfine nærmest lige siden.

Det vil sige, at læserne gerne skal genkende afsættet i en Anton og Molly-historie med venskab og ængstelse og voksne, der kan være både sære og fjerne. Men det skal foregå i en verden, hvor det er naturligt, at man tager på roadtrip på en brugt lama eller taler om selvhoppende trampoliner og belgisk ponyfeta.

I Hø, hørm og cha-cha-cha nævner Mor, at hun måske bliver nødt til at lukke butikken, fordi hendes oste er så almindelige og kedelige, at der ikke kommer så mange kunder mere.

Som altid ser Anton det som sit ansvar, at Mor bliver glad igen, og derfor forsøger han sammen med Molly at lave verdens stærkeste ost – den virkelig ildelugtende stinkadores – for at lokke kunderne til. Den overbygning på noget, der kunne være virkelighed, er benzinen for mig.

Det er ikke kun dig, der har et særligt forhold til serien. Den er virkelig nået bredt ud; er solgt i mere end 100.000 eksemplarer, er blevet genudgivet og gjort til en teaterforestilling.

Hvad er det, serien rammer, tror du?

Jeg tror, en del handler om, at det er en serie, børn og deres voksne kan være sammen om. Det er i hvert fald det, jeg tit hører. Folk beskriver, hvordan forældrene derhjemme kæmper om at få lov at være den, der læser aftenens godnathistorie, fordi de ikke vil gå glip af næste kapitel.

Jeg hører også om mange klasser, hvor læreren bruger bøgerne, når der skal være ro i spisefrikvarteret. Så kan jeg vel dårligt ønske mig mere. Det skulle da lige være en dreng, der insisterer på at være Pappa til fastelavn med badehætte som skaldet isse. Sådan en har jeg også hørt om.

Jeg håber, det er, fordi der er noget i bøgerne for både børnene og de voksne, der læser højt. Det er i hvert fald sådan, jeg forsøger at skrive. Man skal gerne kunne grine med hinanden. Og så håber jeg selvfølgelig helt enkelt, at det er fordi, der er noget eventyr og varme i bøgerne.

Er det her så afslutningen? Eller kommer der flere fortællinger om Anton & Molly?

Jeg ved det ikke, og jeg vil jo nærmest lyde som et ordsprog, der har ligget i en nytårsknallert, hvis jeg siger, at "man skal aldrig sige aldrig", men det er jo lidt det, jeg har lyst til.

Det eneste, jeg er sikker på, er, at jeg aldrig kan forudse, hvilke historier, der dukker op hvornår, så hvis der pludselig viser sig at opstå problemer i Ostehuset igen, så ved jeg, at Anton og Molly stadig er der, og jeg gider altid godt at lege.