"Jeg har en fornemmelse af, at man i mange familier forholder sig næsten uanstændigt selvfølgeligt til hinanden"

Lotte Kirkeby undersøger og skildrer i romanen Resten af sommeren, hvordan en skilsmisse gør børnene til tilskuere til et liv, der forandrer sig for øjnene af dem.

Lotte Kirkeby er kritikerrost forfatter og blev i 2023 tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Hendes forfatterskab kredser om, hvordan både små og store hændelser forandrer livet for altid – og i dette interview fortæller hun om tilblivelsen af 'Resten af sommeren'.

Hvad handler Resten af sommeren om?

Den handler om en skilsmisse. Og om de relationer i en familie, der nødvendigvis må finde nye former i kølvandet på den. Eller måske handler den faktisk allermest om en piges forsøg på at forstå, hvad der sker med hende selv og verden.

Det er nemlig også, sådan lidt ad bagvejen, blevet en coming-of-age-roman, der følger en familie den sommer, hvor alt forandrer sig, fordi de voksne beslutter sig for at gå hver til sit, og fordi de to børn kun skal se deres far hver anden weekend.

Hvem er hovedkaraktererne?

Det er endt med at blive familiens yngste barn, Sofie, der er løbet med det meste af opmærksomheden. Hun bliver elleve år i løbet af romanen, og jeg fandt ret hurtigt ud af, det var hende, jeg var mest interesseret i.

Sådan går det næsten altid, at der er en af personerne, der næsten helt fysisk tager mig i hånden i processen, og så stikker vi af sammen, selv om jeg havde forestillet mig noget andet. Denne gang skulle det have været en roman, der havde både hende og hendes bror, Thomas, der er tretten, som de centrale figurer, og så deres far, Jens, og i mindre grad deres mor, Gro.

Det sidste har jeg holdt mig nogenlunde til, men det er blevet Sofies fortælling og lidt hendes fars. Det er jeg egentlig glad for. Jeg har skrevet to romaner med kvindelige jeg-fortællere, og det har været sjovt denne gang at bevæge mig ind i et barns og en mands verden.

Ikke fordi jeg er færdig med kvinder eller blevet ekspert på dem, men fordi jeg bilder mig ind, at jeg trods alt forstår kvinder bedre end mænd og børn, og netop derfor har det føltes rigtigt at lægge fokus et andet sted.

Jeg tror, det er den israelske forfatter Amos Oz, der engang sagde, at det at skrive skønlitteratur netop er at forestille sig den anden, ikke nødvendigvis at være den anden eller vide, hvordan det er at være den anden, og det er det fine ved fiktionen, synes jeg, at den fantasifuldt, frit og forhåbentligt uden fordomme kan liste sig ind og ud af andre menneskers bevidsthed.

Hvordan forholder karaktererne sig til hinanden?

Jeg har en fornemmelse af, at man i mange familier forholder sig næsten uanstændigt selvfølgeligt til hinanden.

Selv om mange går fra hinanden, har vi stadig en tendens til at tænke familien som noget bestandigt og uforanderligt, og det kan komme bag på os, når vi bliver tvunget til at revurdere vores forhold til hinanden, som Sofie og Thomas, Gro og Jens bliver nødt til i min roman, da alt det kendte ændrer form.

En skilsmisse er meget andet end blot et kærlighedsbrud mellem to mennesker, når der er børn involveret, og her skal de voksne, der har truffet beslutningen, lære at forholde sig mindre til hinanden, men jo stadig til deres børn og til deres rolle som forældre, mens børnene skal lære at se den far og den mor, de altid har betragtet som konstanter, være ude i tovene.

I Resten af sommeren forandrer de voksne sig for øjnene af deres børn, der er for små til at forstå, alt hvad der sker, men dog store nok til at registrere, at det meste er til forhandling, at alliancer, de aldrig har tænkt over, bliver brudt, og at de skal forsøge at finde nye, måske også uden for familien.

Sofie har set verden gennem sin storebrors blik, hun har lænet sig ind i hans fortolkning af verden, men nu glider de fra hinanden, dels på grund af alder, dels på grund af skilsmissen, og mens hun tidligere har orienteret sig mod sin bror og sin mor, vender hun sig, som romanen skrider frem, mere og mere mod sin far, ikke nødvendigvis af lyst, men fordi han er den, hun bedst kan spejle sin egen reaktion og sit eget savn i.

Bogens udgangspunkt er en skilsmisse, der påvirker familiens fire medlemmer på forskellige måder. Hvorfor har det været udgangspunktet for din bog?

Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var tre, så jeg kan ikke huske ret meget andet, end den nye hverdag jeg fik.

Min søster var fire, så hende har jeg heller ikke kunne låne hukommelse af, men jeg har tænkt meget over, hvordan jeg egentlig oplevede det hele. Det er der ingen, der kan fortælle mig, fordi jeg var så lille, men så kan jeg jo heldigvis skrive om det, jeg kan forsøge at undersøge det litterært.

Mange af de ting, Sofie tumler med i romanen, kunne sagtens have været mine egne, men jeg blev nødt til at skabe mig en hovedperson med en mere moden bevidsthed, end jeg selv havde, da jeg var tre, men som stadig var så ufærdig og naiv, at hun kunne stille alle de vigtige spørgsmål, man uforfærdet gør, inden man bliver så stor, at man lærer at stikke piben ind og acceptere.

Og så har jeg altid været nysgerrig efter at vide, hvordan mænd oplever en skilsmisse. Min far døde, da jeg var 19 år gammel, og der var mange ting, jeg gerne ville have spurgt ham om, især efter jeg selv fik børn, ikke mindst hvordan det var for ham at være skilsmissefar og kun se min søster og mig hver anden weekend.

Relationer – både dem, der bliver brudt og dem, der etableres på ny – er et omdrejningspunkt for romanen og i dit forfatterskab. Hvorfor optager det dig?

Jeg bliver tilsyneladende aldrig træt af at skrive om relationer mellem mennesker og transitioner i tilværelsen.

Det er de mennesker, vi omgiver os med, der former os og holder os i spænd, og det er dem og de forandringer, de – og vi – undergår, der kan sende os til tælling, og så må vi genopfinde os selv, inden vi kan rejse os igen.

Det sker ustandselig, opdager man, jo ældre man bliver, og det er, som om livet aldrig holder op med at stille os det eksistentielle grundspørgsmål om, hvem vi egentlig er, og vi må acceptere, at svaret konstant er skiftende.