"Det står som en lille revolution for mig at blive en del af et skrivende fællesskab"

Du har gået på Forfatterskolen og debuterer med romanen Jeg hedder Folkví. Hvorfor forfatter?

I en eller anden udstrækning har jeg altid skrevet. Jeg begyndte at skrive dagbog i børnehaveklassen og kan stadig rigtig godt lide at skrive i hånden, hvis jeg ikke har andet at lave, men det er ikke noget, jeg gør så tit længere.

Jeg læser heller ikke mine gamle dagbøger, de er mange, lange og gentagende, men en sjælden gang imellem kan det være sjovt at se i dem, jeg skrev som barn, fordi sproget er så begrænset og samtidigt fuld af udtryksvilje.

Jeg har også altid haft perioder, hvor jeg har skrevet historier eller vers, men det var sent, det faldt mig ind at prøve at blive forfatter. Skrivning var en ting, jeg havde med mig selv, og jeg havde faktisk aldrig vist tekster til nogen, før jeg begyndte på Forfatterskolen som 28-årig.

Til gengæld var jeg på det tidspunkt meget klar til at blive læst og læse andre, og det står som en lille revolution for mig at opleve at blive en del af et skrivende fællesskab.

Hvad handler Jeg hedder Folkví om for dig?

Romanen foregår i min egen fortolkning af vikingetiden og handler om en ung vølve, Folkví, som på samme tid er meget følsom og meget bister. Hun er tæt knyttet til sin bror, Áslakr, og da han bliver forlovet, opdager hun, at hun selv er blevet forelsket i ham – eller måske har været det længe, bare uden at blive nødt til at tage stilling til det.

Folkví er en ret egenrådig karakter, og hun har ikke redskaber – eller for den sags skyld lyst – til at affinde sig med, at han gifter sig med en anden. Det, der for alle omkring hende virker naturligt, nemlig at hun må løsrive sig fra ham og formå at komme videre, er for hende dybt naturstridigt og sender hende ud i en viljeløs krise.

Hvordan kan det være, du har valgt at lade historien udspille sig i vikingetiden?

Som barn var jeg optaget af omtrent alt, der kunne gå under betegnelsen ’gamle dage’. Jeg elskede at komme på Nationalmuseet og at høre fortællinger fra den nordiske mytologi, og jeg har altid haft en ret stemningsbåret interesse for den periode.

Jeg fik ideen til Folkvís karakter en aften, hvor jeg sad og bladrede i en bog om de nordiske guder.

Freja og hendes bror Frej er den nordiske mytologis frugtbarhedsguder og er derfor nært knyttet til sex og reproduktion. Desuden er de af en anden gudeslægt (formentlig reminiscenser fra en tidligere frugtbarhedskult) end den gudeslægt, aserne, som de lever sammen med, men som de på nogle punkter adskiller sig fra. Blandt andet er Frej og Frejas forældre søskende, ligesom der antydes en seksuel relation mellem Frej og Freja selv, og det var ud fra det, jeg fik ideen til at lade Folkví være forelsket i sin bror.

Jeg ser ikke Folkví som ’et take’ på Freja, og som karakter har hun udviklet sig i en helt anden retning, men herfra opstod præmissen om at skrive om en trodsig og temperamentsfuld ung kvinde, som er tæt knyttet til sin bror, og som på nogle måder skiller sig ud fra det samfund, hun befinder sig i.

Hvorfor valgte du at skrive om en søskenderelation?

Jeg ved faktisk ikke, om det i så høj grad er det, at de er søskende, som interesserer mig, som det er det, at Áslakr er hendes fortrolige helt tilbage fra barndommen, og at hun i ham tror, hun har en medsammensvoren - en hun står lidt på sidelinjen sammen med.

At blive voksen handler vel i nogen grad om at selvstændiggøre sig og stå alene, og i vikingetiden betyder en forlovelse for en kvinde tilmed, at hun overgår til en anden familie. Jeg havde lyst til at skrive om en karakter, der modsætter sig den løsrivelse.

Selvom det i forhold til den tid, romanen udspiller sig i, er en ret urealistisk præmis, har jeg ladet Folkví og Áslakr være de to eneste i deres slægt, der lever, for at Folkvís sorg over, at broren skal giftes med en anden, stikker dybere.

At han rykker videre, er ikke kun et tab af en helt særlig relation for Folkví, men også af et bredere tilhørsforhold.

Det er, som du nævner, din egen fortolkning af vikingetiden. Hvor frit har du forholdt dig til de historiske kendsgerninger , og hvilke overvejelser har du gjort dig om det?

Jeg har forholdt mig så frit, at det var muligt at skrive med indlevelse og forestillingsevne uden hele tiden at skulle standse op og tjekke op på noget - selvom det har der nu også været en del af.

Det er også derfor, jeg bedre kan lide at sige, at romanen er inspireret af vikingetiden og af norrøn mytologi, end at den foregår i vikingetiden, fordi det med denne her bog ikke har været et ærinde for mig at skrive en historisk roman.

I stedet har jeg ønsket at arbejde med et miljø, som jeg syntes var stemningsfuldt, og som kunne rumme magiske handlinger.

Jeg har haft en fantastisk dygtig religionshistoriker, Tao Thykier Makeeff, på som læser for at gøre universet mere troværdigt, og derfor ved jeg også nogenlunde på hvilke punkter, romanen afviger fra en historisk virkelighed. Men jeg tror, det er at sende en læser i den forkerte retning.

I sidste ende er al skønlitteratur vel en slags illusion, som man, hvis det er godt nok lavet, kan vælge at gå med på. I det her tilfælde er den illusion sat i et univers, som læner sig op ad en periode, men også af en - min - forestilling om den periode.

Det synes jeg selv er forsvarligt, fordi det er på så stor afstand af vores tid.